Fortvivlet kendskab

Her lå en stenalderboplads. Nærved den lille fjord som skar sig ind i Østjylland.

I dag skinner solen. Stenalderbopladsene er væk. 

Det milde landskab byder foråret velkommen...

Men lige under den idylliske overflade ligger en losseplads, som voksede til en lille bakke og som for et par årtier siden, blev lukket... Og beplantet. 

Nu er her bare så smukt

Fortvivlede kendskab.

Nyttesløse led

Engang var kæden bøjelig og stærk.
Dens styrke var til at stole på. Den holdt hvad fabrikanten lovede.

Nu havde den ligget på stranden længe. Jernet havde ændret struktur. Rusten var gået til angreb og havde givet den føjelige kæde stivhed.

Jeg fandt den på stranden, vest for Mårup Havn på Samsø, hvor den var ved at blive til et med sandet.

Nyttesløs og forkrampet.
Aldring, forgængelighed og forstening... altsammen noget der høre denne verden til.

Jeg vender min tvivl, mit håb, mine tiggende og tryglende hænder mod den treenige Gud:

- "Lad der være mere at fortælle om menneskelivet - end det vi kan se, røre ved og umiddelbart forstå !"

Stølverne i dyndet

Bolværket i den gamle møllesø skulle repareres. Slusen åbnes og tilbage er nu blot den lille og uanselige å.

Bunden er mudret. Hist og her stikke ting op af dyndet. Et par støvler, en spand og her og der nogle sten og grene.

Gråandrikken snadre i det lave vand.

Snart er reperationerne udført. Slusen lukkes igen. Vandet stiger. Bunden dækkes og vandmøllen vil igen kunne dreje rundt.

Ingen tænker længere på dyndet, på støvlerne, spanden og alt det andet der ligger under søens overflade.

Sådanne går det i meget liv... Måske er det ikke væsentligt at vide hvad der findes på bunden, bare overfladen er pæn og møllen drejer og gør sit arbejde.

Men vores liv er andet end en møllesø. Måske skulle vi se at få slusen helt åben. Måske trænger vores bolværk til et eftersyn. Måske skulle vi få ryddet lidt op... og sikret at møllen kan køre i mange år endnu.
De gamle keltiske munke tog jævnligt på retræte, til øde steder. Vil du med ?