Special: Hærvejen 2015 - 3

Frederiks - Viborg

Jeg kom i går til Frederiks midt på eftermiddagen. Endnu engang mødte jeg en forunderlig gæstfrihed... Inkl. jordbær-koldskål.

I morges spiste vi morgenmad sammen før jeg satte kurs mod den nedlagte bane, som bære navnet: Konebanen.

I Frederiks er borgerforeningen (hvis formand forresten er min morbror) i gang med at sætte godsbane bygningen i stand. Pengene skulle være der... Så nu bliver det spændene at se hvad der kommer ud af dette.

Små 20 km ligger nu foran. Men vejen er fyldt med vidunderlige dufte. 

Og udsigter, ikke mindst da man kommer til Dollerup Bakker

Og sådan kan man fortsætte:

Skøn, men også lidt udfordrende...

Her den klare sø, med kildevand bag Niels Bugge' s kro

Fra Naturskolen valgte jeg cykelruten og kom tilbage på banen.

Et sted går banen under en af de store indfaldsveje til Viborg.

Som sidste stop, kom jeg til sØnæs parken, som er et stort "overflade-vand-land"

Det er et besøg værd for både børn og gamle.

Der var masser af underholdning medens man sad og spiste frokost. Fædre, mødre og børn sprang, svingede og hoppede over vandet.

Den sidste del før opstigningen til domkirken gik langs søen. Her sejlede Margrethe d. første forbi.

Og så var jeg fremme

Og adressen var selvsagt...

Men inde i kirken var der stille og jeg satte mig en lille stund..., 

medens Dorthe allerede var kommet udenfor

Så hun kunne tage slutfotoet

Fire år... Fra Padborg til Viborg... Dejlig tur.

Special: Hærvejen 2015 - 2

Bølling Sø (nord) - Frederiks

Det blev en sjov nat. Måske på grund af den cannabis der blev røget, eller var det bare det våde bål?

Jeg hørte en metaldetektor da der ellers var næsten mørkt, bippe. Men ellers var min nye ven fra Manchester meget stille, og han havde sat et franskbrød klar til mig på bordet, da jeg vågnede. Das ilede han velsignet.

En par flokke gæs vækkede mig helt. De virkede lidt i vild rede med retning og mål. Men snakket blev der. Og de landede ikke i vores lille lejer;-)

Jeg kogte vand til morgenmad og kaffe, medens jeg tog hængekøjen ned. Den var lidt kold nedefra, men et tæppe vil sikkert gør det godt.

Se solen... Sådan står man lykkelig op!

Så var der tid til afgang. Farvel til det geniale lokum. God dag til den nye vandring. En SMS blev hurtig besvaret fra Frederiks. Jeg var velkommen på den vestlige rute, til et besøg hos min altid gæstfrie morbror og tante.

Ekstre morgenmad finder man let... De smager altså velsignet, med frisk dug på.

Der er flere der har sagt at Hærvejen ikke er mindre smuk de sidste dages vandring inden Viborg.

Så jeg tog lige en power nap i et par træer. Den hængekøje er genial. 2 minutter, så hænger den der bare.

Og medens det går allerbedst, kommer der lige en regnbyge, kort og godt... Og et øjeblik efter skinner solen igen.

Det er dansk sommer.

Og så var det tid til Middagsmad.

Ja, der er cirka 10 minutter imellem de to sidste billeder. Herefter gik vejen er lange lige træk nordpå. Nu begyndte benene at mærke trætheden. Fødderne havde også deres at klage over. Lige da det så værst ud, var der et Hærvejs depot. 

Hvilket depot!!!

Smukt beliggende i en urtehave. Der kunne tilbydes kaffe, kager, chokolade, gratis agurker og meget mere. Så jeg købte en rulle grove kiks. Og en kop kaffe. Da jeg skulle til at gå kom manden fra huset med frisk kogt vand, nogle friske æbler og flere kiks. Den næste halve time fik jeg historien om hans passion: vandringer, fugle og blomster. Han var vidunderligt. Min træthed var væk, nu kunne jeg sagtens gå det sidste stykke. Tænk at disse mennesker er virkelig. Gæstfri og passionerede. 

Så husk altid at kikke ind i depoterne på vejen og lig gerne lidt drikkepenge, som opmuntring.

Til sidst blev målet nået:

Og jeg begyndte med et bad. Dernæst en kop kaffe og en masse dejlig snak. Sjovt at mennesker godt kan have levet i så mange år og alligevel være så unge. Længe leve ungdommen i de gamle.

I morgen vil jeg nå målet Viborg... Jeg må til at sove... i nat i campingvogn. Der var ikke to træer..,

Special: Hærvejen 2015 - 1

Sepstrup - Bølling Sø (nord)

Syd for Funder, i Sepstrup, begynder årets pilgrimsvandring. Det er en vestenvinds dag med drivende skyer. Tilpas luftende vinde, super vandringsvejr.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i at de fleste går nord / syd, og ikke som jeg, syd / nord. Men mit mål har de sidste år været Viborg... Domkirkebyen. Sådanne har det været fra starten, i Padborg for 3-4 år siden... Og fordelen er; man møder alle de sydgående mennesker. 

Hvem er det så der går på Hærvejen i år. Lige som tidligere... Alle mulige forskellige mennesker: lokale på bær-plukkere, den lille familie på cykeltur, som bare skal overnatte en enkel nat, 3 km fra hjemmet. Og så er der de mange vandrer med vidt forskellig formål. Langt fra alle, nævneværdige, åndelige.

Men som al anden aktivitet i livet, kan jeg ikke løsrive mig fra bevidstheden om at Gud er med.

Ved en teltplads ved "den skæve bane" blev jeg inviteret til at sidde sammen med 5 andre. Det viste sig at være to selskaber. Et par lokale, på en endagstur og tre sydgående vandrer.

Navne blev udvekslet og ikke mindst de andres vandringserfaringer, fra Nepal, Caminoen og tidligere ture på Hærvejen. Jeg ved ikke hvad det er der gør det. Men man falder let i snak, på denne 'vej'

Igen i dag lykkedes det at føle sig "gået forkert". For det meste er vejen eksemplarisk afmærket... Men pludselig viste skiltene, ind midt i en fåreflok. 

Men de får var flinke til at lade mig gå i gennem og jeg fandt frem til min ideelle plads får årets overnatnings form... Hængekøjen. 

Ja, den hænger under teltflagen. Og her hænger jeg nu og skriver denne blog.

Det gør jeg efter en lang aften med en brite der igennem snart mange år har boet i DK.

Nu er mit engelsk som bekendt ikke noget at 'skrive hjem om', men når det nu er det letteste og det (påstår han) mest vigtige sprog i verden, så er det bare med at holde ved ;-)

Men det har været en god dag. Ryggen har det fint. Fødderne er perfekte... Så nu er det bare fremad. Viborg, her kommer jeg (fredag)

Bryd forholdet - det bliver en lettelse!

HALLO FEAR (tryk gerne på dette link medens du læser videre)

Jeg burde være kørt ind til siden. Det er ikke rigtigt af mig at køre bil, med tåre i øjnene... men jeg blev så glad.

Der er mange ting der kan tynge og gøre os tungsindige.

En af de største er når vi vil være 'vorherre' i vores eget liv.
Det må nødvendigvis skabe enten; en ufattelig overfladiskhed (på grund af vanviddet i tanken) - eller - en konstant frygt for, at noget som en 'vorherre' skal tage sig af mislykkes.

Frygten binder os, holde os fangne, hindre os i at handle som vi burde handle. Et 'kærligheds'-forhold til frygten er ikke et lykkeligt forhold. Men, som vi ved fra voldelige ægteskaber, så bliver man tit længere i et gennemsyret ondt forhold, end godt og rimeligt er...

Kirk Franklin udgav for nogle år siden et album der hed: "Hallo Fear".

Titelnummeret handler om bruddet med den gamle 'kærlighed' til frygten - til fordel for den nye kærlighed: NÅDEN.

Det er på tide at du får en ny 'kæreste'!

Bliv let - for Guds (og din egen) skyld

Hvor skal vi hen?

De irske munke i firehundrede tallet, var i konstant bevægelse. De fik ikke først og fremmest bygget mægtige kirker og klostre der kunne stå i århundrede. Men de fik spredt det gode budskab, vidt og bredt på den grønne ø.

I den ekstreme form, satte de sig i små skind-både (coracles) og log sig drive til havs, for at lade Gud lede dem til det næste sted.

Vi bruger mange kræfter og resurser på at være målrettede og effektive i vores fremtidsplaner, men måske er det vigtigste at blive så lette som muligt.
Så lette at vi kan bevæges. Ikke bevæges af stemninger eller fristelser af anden art, men bevæges let og ubesværet af Guds Ånd.

Jesus sagde til den oprigtig søgende (fornemmer man) jødiske leder, Nikodemus: "...Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Mangfoldighed vs frygt-frugten

Bladets åre fordeler sig ud over hele bladfladen. De stor kraftige åre, deler sig ud i mindre for tilsidst at ende der ude hvor det hele sker. Fordampning, respiration og fotosyntese og meget, meget mere. Bladet er en enhed, og dog bygget op af utrolig mange enkel dele.

Alting bliver fattigere når vi begrænse mangfoldigheden, ja måske dør alt.

Hvordan ville bladet se ud, hvis det kun var den første højre åre, efter hovedåren, der mente sig vigtig, og den evnede at 'forkaste' alt andet. Bladet ville minimum miste 4/5 af sit areal. Når selve bladfladen ikke længere var der, ville skønheden og bladets funktion forsvinde.

Jeg ved godt det er banalt; men jeg mener at der er oceaner af gode grunde til at støtte og opmuntre til en unik mangfoldighed, og gå på opdagelse i den. På den anden side ser jeg kun en (god) grund til at begrænse og undertrykke mangfoldigheden; frygt. En lille primitiv kærlighedsløs frygt, som kun bære  tomhedens frygt-frugt.