Kys mig i dødens skygge!

Jo. Også i år er den vokset lidt mere. Vokset lidt mere på bekostning af æbletræet, som den bor i.

"Der findes ikke nogen smukkere måde at dø på - hvis man er et frugttræ - end at blive overbegroet af Mistelten" - Var der en der skrev.

Ja, døden får i naturen en dyb uudgrundelig skønhed... Fordi der altid opstår nyt liv af døden.

Anderledes er det, for mig at se, for os mennesker, hvis vi da også er åndsvæsner, og ikke kun fysiske.

Så ser jeg kun skønheden i døden, i lyset af Bibelens budskab om Ham der sejrede over døden, på et kors! Så kys mig bare under Misteltenen, så længe Jesu død lyser på os!

Naturen takker af!

Hvor er efteråret dog gavmild. Så generøs, på farver, former og mad.

Der er ligesom ikke nogen grænse for naturens takke- og høst-fest.

Rundt om hænger de vilde æbler. Der er bær og alt det vi ikke kan se.

Året lakker mod enden, men ikke naturens gavmildhed.
Kom bare án du lange, kolde, mørke vinter. Vi er allerede blevet velsignet. Vi mister ikke modet!