Solen slæber sig op over horisonten.
Midt på dagen har den ikke flere kræfter.
Så falder den igen ned. Ned. Ned.
Og så bliver det også i dag, nat allerede sidst på eftermiddagen.
Det er ikke let at holde modet oppe, i november.
Så kikker jeg over i vinduskarmen.
Der står de koboltblå glas.
Jeg hørte en gang en præst sige, at han mente at koboltblå var det tætteste han kom på en hellig farve. Argumentationen har jeg glemt. Men konklusionen har jeg gemt i mit hjerte.
Mine koboltblå glas står der i gråvejrs-lyset og kaster deres små blå skygger. De minder om sommer himlen. Om det uendelige, om det evige, det uforanderlige. De minder om en Gud som kalder sig verdens lys. En Gud som har kaldt mig ved navn, som har sagt; jeg er hans barn!
Så lad bare mørket komme tættere på. Tag bare det sidste sollys fra mig. Lad bare de regn klamme skyer tro de får det sidste ord...
Jeg vælger håbet. Jeg vælger troen. Jeg vælger kærligheden!!!
