fredag den 21. april 2017

Påskeblomst! men er det sandt?

Vi er efter påske, men Påskeliljerne står der endnu.

De vugger i vinden, med deres mægtige blomster.

Hvis tulipanen, for mig, er den smukkeste blomst i foråret, så er Påskeliljen den mest trosbekræftende.

Hvorfor?

... derfor:


(Sæt evt. youtube klippet her til at køre... https://www.youtube.com/watch?v=27lbgAeu-_4 )

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
2
Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.
3
Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
4
Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.
5
Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.
6
Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20
N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

torsdag den 20. april 2017

Et trefoldigt LEVE

Man kan ikke rigtig se det.
Fotografiet er endnu engang i en travelig stand.
Men de har travlt, de to Gråkrager i grenkløften.

De flyver du. De lander i små træer. Her river og flår de i små grene.
Når det så lykkes at rive en gren af, flyver de op i birketræet, her.

Møjsommeligt og overraskende dedikeret lirker de grenen på plads.
Uden et øjeblik at kikke på brugsanvisning eller arbejdstegningen, samarbejder de om dette forårs bygge projekt. I løbet af nogle dage vil reden står færdig, og så skal der lægges æg og ventes på den nye generation.

Birketræet står ved kirkegårdsdiget.
Jeg ved ikke om det giver særlige velsignede unger.
Men hver morgen og hver aften ringes solen op og ned.
Hver gang afsluttes der med 3 x 3 bedeslag.

3 som i treenigheden.
3 som stavelserne i Kær-lig-hed
3 som i jeg-elsker-dig

Jeg ved det ikke. Kragefuglene skulle være blandt de klogeste fugle. Mon ikke de, som os, vil stoppe op et øjeblik, når de høre bedeslagene, og takke deres Skaber.

Det har vi, i alle tilfælde både mulighed for og grund til.