Duen, data og Guds trofasthed

Fejlmålinger.

Som en Due på vindmåler-masten.

Ændre det vindens retning?
Ændre det vindens styrke?

Næppe.

Det ændre blot de data der er synlige på en skærm.
Det virkelige vejr er uforanderligt i forhold til Duens placering.

Det får mig til at tænke på, hvordan jeg selv tilegner mig data om virkeligheden - netop nu. Hvad er min status i forhold til verdens vinde? I forhold til min relation til Gud? I mit syn på mig selv?

Sidder der en 'Due' på min 'måler'?
Og hvis 'ja' - hvordan er det lige jeg forholder mig til det?

F.eks. Når jeg er bekymret og ængestelig og alting peger på nederlag og kaos, har jeg så tjekket om der sidder en 'Due' på min 'måler'?

I morges læste jeg i Bibelen i Salmernes Bog (136:1) - "Tak Herren, for han er god, hans trofasthed var til evig tid."Og sådan fortsætter salmen, hvor hvert enkelt vers slutter med - "... hans trofasthed var til evig tid." I alt 26 vers slutter med denne understregning, af at Gud er trofast... AL TID!!!

Nu elsker jeg Duer, for de minder mig om Helligånden (I Bibelen bliver Helligåndens usynlige og næsten mystiske del af Guds natur, ofte illustreret med Duen).

Lige nu vil jeg derfor takke Gud for hans trofasthed, og fordi han lod Duen holde en lille morgenprædiken.

En håndfugl... eller en hånd og en fugl!

Fuglen var fløjet. Hvad skulle det nytte? Ingen tog alligevel notits af hvem der kom og gik. En tom hånd. Et aftryk. En tomhed.

Den var hoppet tilbage til den frihed den var kommet fra. Fløjet videre. Den vendte sig ikke om da da fløj. Den så bare frem.

Her sad han tilbage. Med et minde om noget fortryllet. Et øjebliks magi, som rev ham ud af tiden og ind i evigheden, for et øjeblik efter at kaste ham tilbage i virkeligheden som en slatten karklud. Ildelugtende og sur. 

Mørket havde allerde bemægtigede sig hans tankesæt. Intet lyspunkt, kun mørke. Han vendte og dreje sig. Ikke den mindste gnist. Hans hoved var dækket af det mest kulsorte klæde… mørkt… mørkt… mørkt.

En hånd rakte ud imod ham. Han så den ikke. Ragede rundt som en blind. Tungsindets mørke åd sig ind i hver eneste rationel tanke fold. Hånden strejfede hans arm. Han mærkede det, men ænsede det ikke. Han kunne går vild. Vade ud over afgrunden og ikke fatte en meter, før faldet var indtrådt. Og var det egentlig det han ville? Ville han afslutte det hele? I et døds fald? Uden returbillet? Uden andet håb end fred, fra mørket. Begravet i intethedens og endelighedens mørke. 

Nej, han ænsede nu, det han ikke ænsede før, hånden. Greb ud efter den. Famlede efter den. Fandt den. Knugede den. Holdt den fast, som var det et strå, det eneste holdepunkt, det sidste håb før faldet.

Og så var hånden dog ikke et strå. Hånden var stærk, varm og flød over af medlidenhed og kærlighed. Stille og umærkeligt trak den ham ind i mod sig. Helt tæt, helt ind til det bankende hjerte.

Turde han tro det? Tro at han nu var reddet? Tro at han nu kunne hvile? 

Han så hånden blive til en skål, nej, en rede. Et hvilested for det trætte ængstelige  menneske. Han lagde sig tilbage, lod sig omslutte som den lille fugl.