Duen, data og Guds trofasthed

Fejlmålinger.

Som en Due på vindmåler-masten.

Ændre det vindens retning?
Ændre det vindens styrke?

Næppe.

Det ændre blot de data der er synlige på en skærm.
Det virkelige vejr er uforanderligt i forhold til Duens placering.

Det får mig til at tænke på, hvordan jeg selv tilegner mig data om virkeligheden - netop nu. Hvad er min status i forhold til verdens vinde? I forhold til min relation til Gud? I mit syn på mig selv?

Sidder der en 'Due' på min 'måler'?
Og hvis 'ja' - hvordan er det lige jeg forholder mig til det?

F.eks. Når jeg er bekymret og ængestelig og alting peger på nederlag og kaos, har jeg så tjekket om der sidder en 'Due' på min 'måler'?

I morges læste jeg i Bibelen i Salmernes Bog (136:1) - "Tak Herren, for han er god, hans trofasthed var til evig tid."Og sådan fortsætter salmen, hvor hvert enkelt vers slutter med - "... hans trofasthed var til evig tid." I alt 26 vers slutter med denne understregning, af at Gud er trofast... AL TID!!!

Nu elsker jeg Duer, for de minder mig om Helligånden (I Bibelen bliver Helligåndens usynlige og næsten mystiske del af Guds natur, ofte illustreret med Duen).

Lige nu vil jeg derfor takke Gud for hans trofasthed, og fordi han lod Duen holde en lille morgenprædiken.

En håndfugl... eller en hånd og en fugl!

Fuglen var fløjet. Hvad skulle det nytte? Ingen tog alligevel notits af hvem der kom og gik. En tom hånd. Et aftryk. En tomhed.

Den var hoppet tilbage til den frihed den var kommet fra. Fløjet videre. Den vendte sig ikke om da da fløj. Den så bare frem.

Her sad han tilbage. Med et minde om noget fortryllet. Et øjebliks magi, som rev ham ud af tiden og ind i evigheden, for et øjeblik efter at kaste ham tilbage i virkeligheden som en slatten karklud. Ildelugtende og sur. 

Mørket havde allerde bemægtigede sig hans tankesæt. Intet lyspunkt, kun mørke. Han vendte og dreje sig. Ikke den mindste gnist. Hans hoved var dækket af det mest kulsorte klæde… mørkt… mørkt… mørkt.

En hånd rakte ud imod ham. Han så den ikke. Ragede rundt som en blind. Tungsindets mørke åd sig ind i hver eneste rationel tanke fold. Hånden strejfede hans arm. Han mærkede det, men ænsede det ikke. Han kunne går vild. Vade ud over afgrunden og ikke fatte en meter, før faldet var indtrådt. Og var det egentlig det han ville? Ville han afslutte det hele? I et døds fald? Uden returbillet? Uden andet håb end fred, fra mørket. Begravet i intethedens og endelighedens mørke. 

Nej, han ænsede nu, det han ikke ænsede før, hånden. Greb ud efter den. Famlede efter den. Fandt den. Knugede den. Holdt den fast, som var det et strå, det eneste holdepunkt, det sidste håb før faldet.

Og så var hånden dog ikke et strå. Hånden var stærk, varm og flød over af medlidenhed og kærlighed. Stille og umærkeligt trak den ham ind i mod sig. Helt tæt, helt ind til det bankende hjerte.

Turde han tro det? Tro at han nu var reddet? Tro at han nu kunne hvile? 

Han så hånden blive til en skål, nej, en rede. Et hvilested for det trætte ængstelige  menneske. Han lagde sig tilbage, lod sig omslutte som den lille fugl. 

I skjul for vovet og gysende pige fnisen

Maria, hvordan kan dit blik være... så fredfyldt?
Ved du ikke at alle taler om dig.
De gamle koner sladre forarget og de unge piger fniser, vovet og gysende.

Dit pigeansigt lyser... ikke med glorie og stjerneskin, men med fred og kærlighed.

Og du Josef. Dine ru arbejds hænder omslutter Marias unge pige hånd. Du tror på hende! Du er modig og trofast. Ja, dit blik er tros-fast. Du er så sikker i din sag, eller i jeres sag, at din hånd ikke længere skælver. Dit blik er bestemt og viljefast. Du går nu hele vejen.

Du lille barn i krybben. Hvordan skal dette øjeblik kunne rummes? Aldrig før eller siden er noget mere for-underligt sket! Du, Gud, er kommet til jorden... og på denne måde...
Maria og Josef har fundet freden i, at det er det der sket. Jeg sidder stadig og fumler med et tørt græsstrå, og beder til at mit hjerte også må smittes af dette fredfyldte tros-øjeblik.

Det er okay, baby...-sæl!

Babysælen lå på stranden.
Nuttet, i blæsten og det fygende sand. Efterladt alene på stranden og dog...

Ude i havet svømmede dens mor. Når der blev ro, og hun havde fanget dagens mad, ville hun komme tilbage.

Lørdags-strandgæsterne gik forbi. En løber. En på knallert.
En lille familie. Fire veninder. Et kærestepar... og en hund uden snor.

Babysæl, vi håber det bedste. Vi ved din mor er derude. De fleste på stranden vil vide du er 'okay', og holde afstand. Det er okay, baby...-sæl!

Den danske salmebog... har en salme af Grundtvig... om at det er okay!!!

1

Urolige hjerte!

Hvad fejler dig dog?

Hvi gør du dig smerte,

du ej har behov?

Er han ej min Fader, som råder for alt?

Er ej mine tanker og hovedhår talt,

og har ej den bedste til ven mig udvalgt?

2

Har ej med de færre

du favreste håb?

Hvad sagde vor Herre

til dig i din dåb?

Var ikke det ordet, som passer kun sig

på dem, der indtræder i Guds Himmerig?

Var ikke det ordet »Fred være med dig«?

3

Hvad kan dig vel skade,

min sjæl, med Guds fred?

Guds engle er glade

for evig derved.

Hun holder for døren, den dejligste brud,

vil ej du mod hende med glæde gå ud,

med favntag udbryde: Velkommen fra Gud!

4

Sit indtog lad holde

den himmelske brud

med kæmperne bolde,

som strider for Gud!

Hvor hun har til huse, Guds engle vil bo,

hvor hun sidder stille, gør ingen uro,

dér stiger vort håb og grundfæstes vor tro.

5

Urolige hjerte!

Luk op for Guds fred!

Da dulmer al smerte

og dåner derved.

Guds fred er en dronning, han selv giver pris,

hvo hende vil fæste, i sandhed er viis,

hvor hun har sit sæde, er Guds Paradis.

N.F.S. Grundtvig 1851.

Håbets rosenblade

Der står en rose i en potte ved vores indgangsdør. 
Det er en gave.
En Reformations-rose.

Den har blomstret så smukt her i oktober. 

Men til morgen havde de to første blomster mistet deres spændstighed. Om et par dage ville de første kronblade falde af... og...

Ja, for mig er efteråret en stadig påmindelse om forgængeligheden. 
Men det er også håbs-tid. Hvis disse to blomster forsvinder vil der (måske, hvis varmen holder) være to nye knopper der springer ud i næste uge... eller til næste sommer... i en ny have.

Hebræerbrevets forfatter skrev i Det Ny Testamente om håbet til Gud og hans trofasthed, at det: ...er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget. (Hebr. 6:19)

Forhænget... Hmmm... Noget som er 'urokkeligt og sikkert'. Altså noget som er alt andet end det, denne verden repræsentere. 

Jeg kaster rosenbladene op i vinden...

Der var engang en Blodbøg...

Møjsommeligt blev Blodbøgen savet i stykker ovenfra.
Den var blevet gammel.
Skrøbelig og farlig.
Nu var det så besluttet at den skulle fældes.

Tid og skrøbelighed.
Selv for en Blodbøg på en kirkegård, kommer der en dag.
Og dog havde den levet længere end de fleste.

Utallige har gået under dens krone.
Knuget i sorg, afmagt og savn.
Vrede, bitre eller fredfyldte.

Og nu ligger den selv der.
Ramt af tiden.
Slået til jorden.
For aldrig mere at rejse sig.

"Alt har sin tid" sagde Prædikeren i Det Gamle Testamente.

Den anden dag så jeg på en gravsten følgende 'undertekst':

"Betænk livets kort,
Dødens vished og
Evighedens længde"

I medens vi tænker over det, kan vi se et maleri fra ca 1831, af Christian David Gebauer; "Vinterlandskab ved Brabrand Kirke". Maleriet kan ses på AROS!
Måske er det svært at se vores Blodbøg, men den skulle stå mellem præstegården (der forlængst er revet ned) og kirken...

Klik på billedet og se mere!

Ved Guds venstre ben!

Har man en Cairn Terrier, må man også have tålmodighed. Den er lidt som en kat.
Er der en sammenfald mellem det, man som hundeejer ønsker og det som en Terrier ønsker, så er det jo fantastisk. Hvis ikke dette sammenfald eksistere, så...

Jeg beundre de hundeejer, som har trænet deres firbenede ven, så der altid er et sammenfald mellem ønskerne f.eks. under en gåtur.

Men sådan har jeg det altså ikke med vores Cairn Terrier. Den går i princippet aldrig pænt ved mit venstre ben, ALDRIG.
Enten finder hun spændende dufte bagved og stopper pludselig op. Eller også er der helt sikkert noget meget mere spændende længere fremme. Meget længere fremme, end hundesnoren kan nå.

Så tit ender det med at jeg går og bliver lidt... åhhh... SÅ GÅ DOG PÆNT HUND!!!

Og så bliver jeg lige mindet om det sammenfald, der i Guds perspektiv, mellem min kære Terrier og undertegnede.

Sommetider hænger jeg mig pludselig fast i noget bagved, i fortiden... og går i stå.
Eller jeg halser fremad mod noget som helt sikkert ligger og venter lidt længere fremme.

Men at blive i NUET, lige her ved Guds venstre ben... Det er noget jeg kun langsomt er ved at lære, bla. ved hjælp af min Cairn Terrier, Askepot!!!