I skjul for vovet og gysende pige fnisen

Maria, hvordan kan dit blik være... så fredfyldt?
Ved du ikke at alle taler om dig.
De gamle koner sladre forarget og de unge piger fniser, vovet og gysende.

Dit pigeansigt lyser... ikke med glorie og stjerneskin, men med fred og kærlighed.

Og du Josef. Dine ru arbejds hænder omslutter Marias unge pige hånd. Du tror på hende! Du er modig og trofast. Ja, dit blik er tros-fast. Du er så sikker i din sag, eller i jeres sag, at din hånd ikke længere skælver. Dit blik er bestemt og viljefast. Du går nu hele vejen.

Du lille barn i krybben. Hvordan skal dette øjeblik kunne rummes? Aldrig før eller siden er noget mere for-underligt sket! Du, Gud, er kommet til jorden... og på denne måde...
Maria og Josef har fundet freden i, at det er det der sket. Jeg sidder stadig og fumler med et tørt græsstrå, og beder til at mit hjerte også må smittes af dette fredfyldte tros-øjeblik.

Det er okay, baby...-sæl!

Babysælen lå på stranden.
Nuttet, i blæsten og det fygende sand. Efterladt alene på stranden og dog...

Ude i havet svømmede dens mor. Når der blev ro, og hun havde fanget dagens mad, ville hun komme tilbage.

Lørdags-strandgæsterne gik forbi. En løber. En på knallert.
En lille familie. Fire veninder. Et kærestepar... og en hund uden snor.

Babysæl, vi håber det bedste. Vi ved din mor er derude. De fleste på stranden vil vide du er 'okay', og holde afstand. Det er okay, baby...-sæl!

Den danske salmebog... har en salme af Grundtvig... om at det er okay!!!

1

Urolige hjerte!

Hvad fejler dig dog?

Hvi gør du dig smerte,

du ej har behov?

Er han ej min Fader, som råder for alt?

Er ej mine tanker og hovedhår talt,

og har ej den bedste til ven mig udvalgt?

2

Har ej med de færre

du favreste håb?

Hvad sagde vor Herre

til dig i din dåb?

Var ikke det ordet, som passer kun sig

på dem, der indtræder i Guds Himmerig?

Var ikke det ordet »Fred være med dig«?

3

Hvad kan dig vel skade,

min sjæl, med Guds fred?

Guds engle er glade

for evig derved.

Hun holder for døren, den dejligste brud,

vil ej du mod hende med glæde gå ud,

med favntag udbryde: Velkommen fra Gud!

4

Sit indtog lad holde

den himmelske brud

med kæmperne bolde,

som strider for Gud!

Hvor hun har til huse, Guds engle vil bo,

hvor hun sidder stille, gør ingen uro,

dér stiger vort håb og grundfæstes vor tro.

5

Urolige hjerte!

Luk op for Guds fred!

Da dulmer al smerte

og dåner derved.

Guds fred er en dronning, han selv giver pris,

hvo hende vil fæste, i sandhed er viis,

hvor hun har sit sæde, er Guds Paradis.

N.F.S. Grundtvig 1851.

Håbets rosenblade

Der står en rose i en potte ved vores indgangsdør. 
Det er en gave.
En Reformations-rose.

Den har blomstret så smukt her i oktober. 

Men til morgen havde de to første blomster mistet deres spændstighed. Om et par dage ville de første kronblade falde af... og...

Ja, for mig er efteråret en stadig påmindelse om forgængeligheden. 
Men det er også håbs-tid. Hvis disse to blomster forsvinder vil der (måske, hvis varmen holder) være to nye knopper der springer ud i næste uge... eller til næste sommer... i en ny have.

Hebræerbrevets forfatter skrev i Det Ny Testamente om håbet til Gud og hans trofasthed, at det: ...er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget. (Hebr. 6:19)

Forhænget... Hmmm... Noget som er 'urokkeligt og sikkert'. Altså noget som er alt andet end det, denne verden repræsentere. 

Jeg kaster rosenbladene op i vinden...

Der var engang en Blodbøg...

Møjsommeligt blev Blodbøgen savet i stykker ovenfra.
Den var blevet gammel.
Skrøbelig og farlig.
Nu var det så besluttet at den skulle fældes.

Tid og skrøbelighed.
Selv for en Blodbøg på en kirkegård, kommer der en dag.
Og dog havde den levet længere end de fleste.

Utallige har gået under dens krone.
Knuget i sorg, afmagt og savn.
Vrede, bitre eller fredfyldte.

Og nu ligger den selv der.
Ramt af tiden.
Slået til jorden.
For aldrig mere at rejse sig.

"Alt har sin tid" sagde Prædikeren i Det Gamle Testamente.

Den anden dag så jeg på en gravsten følgende 'undertekst':

"Betænk livets kort,
Dødens vished og
Evighedens længde"

I medens vi tænker over det, kan vi se et maleri fra ca 1831, af Christian David Gebauer; "Vinterlandskab ved Brabrand Kirke". Maleriet kan ses på AROS!
Måske er det svært at se vores Blodbøg, men den skulle stå mellem præstegården (der forlængst er revet ned) og kirken...

Klik på billedet og se mere!

Ved Guds venstre ben!

Har man en Cairn Terrier, må man også have tålmodighed. Den er lidt som en kat.
Er der en sammenfald mellem det, man som hundeejer ønsker og det som en Terrier ønsker, så er det jo fantastisk. Hvis ikke dette sammenfald eksistere, så...

Jeg beundre de hundeejer, som har trænet deres firbenede ven, så der altid er et sammenfald mellem ønskerne f.eks. under en gåtur.

Men sådan har jeg det altså ikke med vores Cairn Terrier. Den går i princippet aldrig pænt ved mit venstre ben, ALDRIG.
Enten finder hun spændende dufte bagved og stopper pludselig op. Eller også er der helt sikkert noget meget mere spændende længere fremme. Meget længere fremme, end hundesnoren kan nå.

Så tit ender det med at jeg går og bliver lidt... åhhh... SÅ GÅ DOG PÆNT HUND!!!

Og så bliver jeg lige mindet om det sammenfald, der i Guds perspektiv, mellem min kære Terrier og undertegnede.

Sommetider hænger jeg mig pludselig fast i noget bagved, i fortiden... og går i stå.
Eller jeg halser fremad mod noget som helt sikkert ligger og venter lidt længere fremme.

Men at blive i NUET, lige her ved Guds venstre ben... Det er noget jeg kun langsomt er ved at lære, bla. ved hjælp af min Cairn Terrier, Askepot!!!

Om livs-landinger!

Grågåsen kommer ind over søen.
Den skal lande.
Men både højden og hastigheden er forkert.

Pludselig kaster gåsen sig om på siden.
Den falder en meter, ned igennem luften.
Men den retter straks op igen.

Nu med mindre højde og hastighed.
Et øjeblik efter kan den lande sikkert på søens overflade.

Højde og hastighed er vigtige elementer i gåsens landing.

For moderne fly er hele indflyvningen regnet ud i matematiske formler og hjulpet på vej af tekniske installationer, både i flyet og på landingsbanen. For det meste foregår landeingen i en næste glidende bevægelse. Det er mest behageligt, det er smukkest at se på og sikkert også sikrest for et moderne passagerfly.

Hvordan er dine livs-landinger?

• Matematisk udregnet til mindste detalje?
• Naturligt gennemtænkt med 'uskønne' fald?
• Eller er du bedøvende lige glad?

Tak til Stephan Hötzl og Youtube.com

Elsket, savnet... og glemt... eller?

Jeg har fjernet navnet der stod på gravstenen... med Photoshop.

Sådanne forsvinder vi alle.

Først; elsket og savnet.
Så; husket.
Så; glemt.

Sådan er det bare. Gravsteder er lige så flygtige som livet.

Den anden dag skrev jeg min Svigerfars 'mindedag' (dødsdag) i kalenderen. Dagen hvor han fik 'fred' efter en hård sygdomsperiode. Den dag han blev båret hjem til sin Herre og Frelser.

I den keltisk kristendom var dødsdagen, for et troende menneske, den vigtigste og herligste dag. Derfor blev denne dag fejret, frem for fødselsdagen. For på dødsdagen nåede man målet; den Evige Saglighed.

Mon ikke vi kan glæde os til dødsdags-fest i Himlen? Den store Lys, Livs og Glædes fest!!!
Tænk at Svigerfar i år skal puste dit første lys ud på "Lys, Livs og Glædes lagkagen" -
PUST TIL SVIGERFAR - DU KAN GODT!!!

VIDSTE DU:
... at reformatoren Martin Luther er født på Martin af Tours dødsdag. Derfor fik Martin Luther navnet Martin. Martin af Tours er sikkert bedre kendt som Morten Bisp, som vi kender fra Mortens Aften. Der kan læses mere i f.eks. Wikipedia HER

Uelegant, sort og ladt for had!

Uelegant, sort og ladt for had!

Skarven, eller Ålekragen, var så godt som udryddet for hundrede år siden. Kystfiskerne hadede dens konkurrencementalitet.

Som tiden gik, kom der dog igen en bestand på benene igen.

I 1980 blev den totalfredet og i dag ser vi Skarven alle vegne.

Mange fisker fnyser.
Nogle naturelskere råber på regulering.
Langt de fleste trækker blot på skulderen af den uskønne fugl...

Den anden dag stod jeg og talte med en fuglekikker ved Engsøen.
Jeg fortalte lidt om de kristne kelters søgen i skaberværket efter aftryk af Skaberen.
Da jeg fortalte af 'fugle i flugt' kunne påminde de gamle keltere om kors-tegnet og Guds nåde, udbrød fuglekikkeren:

"Det er Skarven hvis det bedste billede på!"

Jeg gik hjem og Googlede: "Skarv".
Og måske endnu mere end 'flugten' kan Skarvens silhuet, når den tørre sine vinger, minde om Den korsfæstede...

Han var vel også uelegant, sort og ladt for had?

Hmmm, jeg skal hvis tale noget mere med mine fuglekikkere og se mere kærligt mod Skarven!

Viriditas... Den skjulte bliver næsten synlig!

Jeg gør det lige igen... nævner miraklet der sker for øjnene af os i disse dage.

VIRIDITAS - det ord som nonnen Hildegard von Bingen brugte når hun skulle beskrive Guds skaberkraft.

Og den overraskede mig igen. Jeg bragede lige ind i den. Jeg cyklede lige ind i 'Grøn-heden' i den nyudsprungne bøgeskov.

Måske er det bare min solhungrende hjerne der spiller mig et pus... eller også har Gud sendt os en ekstra dosis af sin helbredende skaberkraft ind i 'nyudsprunget-heden'.

Tjek det selv ud... Jeg tror han har noget særligt for i disse dage
😀

Påskeblomst! men er det sandt?

Vi er efter påske, men Påskeliljerne står der endnu.

De vugger i vinden, med deres mægtige blomster.

Hvis tulipanen, for mig, er den smukkeste blomst i foråret, så er Påskeliljen den mest trosbekræftende.

Hvorfor?

... derfor:


(Sæt evt. youtube klippet her til at køre... https://www.youtube.com/watch?v=27lbgAeu-_4 )

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
2
Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.
3
Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
4
Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.
5
Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.
6
Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20
N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

Et trefoldigt LEVE

Man kan ikke rigtig se det.
Fotografiet er endnu engang i en travelig stand.
Men de har travlt, de to Gråkrager i grenkløften.

De flyver du. De lander i små træer. Her river og flår de i små grene.
Når det så lykkes at rive en gren af, flyver de op i birketræet, her.

Møjsommeligt og overraskende dedikeret lirker de grenen på plads.
Uden et øjeblik at kikke på brugsanvisning eller arbejdstegningen, samarbejder de om dette forårs bygge projekt. I løbet af nogle dage vil reden står færdig, og så skal der lægges æg og ventes på den nye generation.

Birketræet står ved kirkegårdsdiget.
Jeg ved ikke om det giver særlige velsignede unger.
Men hver morgen og hver aften ringes solen op og ned.
Hver gang afsluttes der med 3 x 3 bedeslag.

3 som i treenigheden.
3 som stavelserne i Kær-lig-hed
3 som i jeg-elsker-dig

Jeg ved det ikke. Kragefuglene skulle være blandt de klogeste fugle. Mon ikke de, som os, vil stoppe op et øjeblik, når de høre bedeslagene, og takke deres Skaber.

Det har vi, i alle tilfælde både mulighed for og grund til.

Vinter-bie-mos

Vi er midt i vinteren.
Lidt koldt, lidt klamt, lidt gråt.
Ja, sådan er naturen i Danmark, lige nu.

Der er VENT over tiden.
Stop op. Lad stå. Hold ud.

Naturen gør det; venter.
Venter på varmen.
Venter på foråret...
eller måske bare; VENTER!

Tålmodigheden er en mangelvare.
Tit er det et spørgsmål om kroner og øre, før ALT kan ske NU!

Måske er det vi skal lære i dag. Vente tålmodig på at... det der kommer, kommer!

De gamle talte om at "bie" på Gud...
Det er ikke sikkert der skal lægge sig så tykt, grønt og fint lag mos på os, men lidt vinter-bie-mos, skader nok ikke!!!