12 gr. C er IKKE grænsen for Kærligheden

Dagens metrologiske tal er: 12 gr. C.
Og ganske som forudset; da de første tunge regndråber ramte forruden, stod bilens termometer på... 12 gr. C.

Mætningspunkt for hvor meget damp/fugt, luften kunne rumme, havde i dag, sin grænse ved temperaturen 12 gr. C. Herefter blev dampen fortættet og blev til regndråber.

Forunderlige verden.
Forunderlige videnskab, der med grafer og modeller kan beskrive vejret omkring os.

Skaberværket har sine love, grænser og regler, som kan forundre.
Men Skaberens egne kærlighed, til os mennesker, har en anden logik. Vi passere ikke pludselig en grænse... og så er der frit fald, ned i afgrunden...
Nej, her ser formlen anderledes ud:

For således elskede Gud verden,
at han gav sin enbårne søn,
for at enhver som tror på Ham,
ikke skal fortabes, men have et evigt liv.
(Joh 3:16)

Frygt ikke grænsen for Hans kærlighed...

Kærtegn fra aftenhimlen

Aftenhimlen i flammer.
Et bølgende hav af former,
skabt af vanddråber,
reflektere dagens sidst sol lys.

Dagen er nu slut.
Dagen er nu historie.

Men hvilken historie ?

Ord, tanker og handlinger.
Nyttige, ligegyldige og ukærlige.

Alt hældes sammen i et glas. Glasset dateres. Sættes på en hylde. Eller...?

Nej, glassets indhold blendes og det drikkes.
Det sure og det søde stryger hen over smagsløgene, og ender med en synken; i det indre...

Denne dags historie er på godt og ondt... blevet mig.

Gud i Himlen... se i nåde til mig... !

Jeg slår korsets tegn for mit bryst... og ser hans kærlige hænder række ned til mig og kærtegne mig...
kærtegne mig med skønheden af aftenhimlen !

Vækst-fest: Knus til alle Danmarks træer

Det regner i åen.
Aprils regn.
Vand fra oven.

De små fisk springer i overfladen.
Myggene hænger fast i luften
- og flyver i små ryk.

Det er blevet forår og
skaberværket kvittere
med vækst for regnen.

"Der er grøde i luften"
Alt der har siddet på spring,
svulmer op og springer ud.

Det er al, ventetiden værd.

Jeg gir et knus til hvert træ jeg møder.
Kysser hver blomst på min vej,
og fløjter efter hver fugl i flugt.

Det regner og jeg er våd.
Men jeg er ligeglad... for det er forår !
Livets Herre byder op til sand vækst-fest.

Synsforstyrelser i vandoverfladen

Sejlende på sit spejlbillede.
Et genskær af virkeligeheden.
I en egen unikke bølgende form.

Og sådan ser vi alt... et genskær der rammer øjet... en hjerne der omfortolker synsindtrykket... en forestilling, der bliver en iagttagelse.

Åh, kunne jeg oftere se virkeligheden bag, genskæret.
Her er for mange filtre, for megen tvivl, for lidt tro og tillid.

Gud; læg dine øjen-helbredende hænder på mig... og lad mig se det du ser !

Heste drikker ikke kaffe

Øjenkontakt.
To væsner, skabt af samme Skaber, ser på hinanden.
Og vi forstår så lidt...

Vi kunne sætte os ned, og drikke en kop kaffe sammen.
Han kunne fortælle om sit liv som Hest, og jeg om mit liv som Menneske.
Og vi ville grine; af hvor svært det er at holde på kaffekoppen, med hove !!!

To væsner med øjenkontakt...
...det er ikke nok.
Heste drikker nemlig ikke kaffe.

Men vi er skabt af samme Skaber...
Han kender os.
Han ved om vi står eller ligger.
Han ved om vi går eller galoppere.
Han ved om vi sover, eller vender os søvnløst.

Han høre også bønnen i aften... vores bøn !!!

Vent lidt... bare lidt !

Lille Hest på marken.
Pelsen er tæt og lun.
Nippe, nippe, nippe til de grønne strå.

Hovedet holdes sænket.
Også du venter på våren.
Tålmodig... vent... lidt endnu.

Indtil det sker... vil vi holde om hinanden.
Hviske 'håbet' og 'tilliden' ind i hinandens øre.

- Se ind i mine øjne, lille Hest;
- Det bliver også forår i år.
- Vent bare lidt endnu !

På træer og buske, svulmer knopperne.
Det grønne græs, omkring dine klove, gror.
Og hør... fuglene synger forårssange - i den kolde vind... og i trods !!!

Alt vækkes til live... om lidt...!

"Den der har øre at høre med..."

Ørnen er landet... i reden !

Så skete det; første Havørne-æg er klækket.

Straks skal der hentes mad... masser af mad. Nu servere den hjemvendte maden på redekanten !

I starten river forældre-Havørnen; næb-rette bidder af og fodre den lille pippende dun-bold.

"Mer-mer-mer" tigger den...
Og husk lige på; at endnu venter dens lille-bror eller -søster inde i ægget ved siden af.
Sagt med andre ord... dette er den blide start !!!

Så sårbar, så lille.
Så tryg og så sikker.

Kære venner :

Ingen er så tryg i fare

som Guds lille børneskare,

fuglen ej i skjul bag løvet,

stjernen ej højt over støvet.

Herren selv på Zions bjerge

for sit folk er skjold og værge,

vil sig over os forbarme,

bære os på faderarme.

Ingen nød og ingen lykke

af hans favn os bort skal rykke;

han, den bedste ven blandt venner,

al vor trang og længsel kender.

Vore hovedhår han tæller,

hver en tåre, som vi fælder;

han os føder og os klæder,

midt i sorgen han os glæder.

Om han tager, om han giver,

samme Fader han dog bliver,

og hans mål er kun det ene,

barnets sande vel at tjene.

Fryd dig da, du lille skare!

Jakobs Gud vil dig bevare;

på hans mindste vink må alle

fjenderne til jorden falde.

Og når endt er kampens dage,

endt hver jordisk nød og klage,

kalder os vor Faders stemme

til en evig fryd derhjemme.

Med blod på mine hænder

Blodrøde blomster i den første lune forårs luft.

Dråber af sårbarhed.
Nøgenhed i blomsternes form.
Afklædte virkelighed.

Bøjer mig og ligger stille min hånd under jeres nøgternheds symfoni.

Fortæl mig af hjertet; sandheden !

Måtte Jesus bløde... for mig ?
Drev kærligheden i Guds hjerte - Jesus til at gå hele vejen... for mig ?
... for mig ?

Dråber af kærlighed...
dråber af længsel...
dråber af ubegrænset hengivenhed...

Jeg rummer det ikke...
fatter det ikke...
men jeg griber om det i tro...

... og åbner min hånd og ser kærlighedens farve... over alt.

Sorry... Jeg spiser ikke Mus...

Lille kloge Tårnfalk.
Du står så stille og muser.
Din slanke krop er som sømmet fast i luften.
Kun vingerne bevæger sig og holder dig fangen.

Du afsøger, står stille og afsøger igen.

Kære lille Tårnfalk.
Må jeg lære af dig - at bevare mit fokus.

Jeg bliver vred... og blikket stivner.
Jeg fortvivler... og blikket flakker.
Jeg skuffes... og blikket leder efter mening.
Jeg bliver overstadig... og blikket fjoller.

Sorry... Jeg spiser ikke mus - (Måske finder du det helt galt) - men min åndelige føde finder jeg i stilheden, i lytten til vores fælles Skaber.

Lær mig at stå stille...

Søndag aften

Aftensolen skinner ind i igennem vestruderne i vores kirke.
Om en time er stolene fyldte og Guds Ånd vil gå i mellem os.

Forventning.

Troens fugl og fredens fugl

Så var det tid at bytte plads.
Jeg havde middagspause, og kunne på mobilen følge scenen.

Hunnen begynde at skrige. Hun kikkede sig rundt. Og i luftrummet uden for reden kom hans svar. Så rejste hun sig fra æggene og svang sig ud over redekanten.

Et øjeblik efter landede han; stor og majestætisk, og søgte straks de to hvide æg i reden.

Sådan skiftes de til at være i reden og være på jagt. Dag ud og dag ind.

De keltiske kristne så i ørnen - et billede på TROEN.

Et væsen der kunne svinge sig OP OVER denne verdens fortrædeligheder og petitesser. En skabning der kunne SE LÆNGERE end noget andet - og som de sagde; - "kunne se DIREKTE IND I SOLEN, uden at blindes".

Lige nu sidder jeg og ser på billeder fra overvågnings kameraet, ovenover reden. Det er mørkt. Det blæser. Hunnens vinger ligger (lidt) skødesløst udslået i reden ;-) *)

Nu rejser hun sig. Triller æggene lidt rundt. Lægger sig. Griber ud i redens gitterværk med næbet, og vrikker alting på plads. Så pilles der ved et par fjer under den ene vinge. Til sidst lægges næbet ind under den anden vinge... og hun sover videre.

Troens fugl er også hvilens og fredens fugl !!!

God nat i stuerne, i sovekamrene og i reden ude i skoven.

http://pandion.dof.dk/kort-nyt/dof-sender-nu-live-fra-en-dansk-hav%C3%B8rnerede

*) et af køns-kendetegnene

Med hovedet begravet i bogen

Der er intet som at falde i søvn til en god bog.
Der siges endda; at den bog man har liggende under hovedpuden; giver mest viden (hvis det var den man  læste i, lige inden man faldt i søvn !)

Bogen som Magnus (katten) er faldet i søvn på, er Michael Mittion´s "Det sammenflettede tov" - med undertitlen "- en bog om keltisk spiritualitet" *).

En genial bog som beskriver de gamle keltiske helgner og deres særpræg ind i den tid de levede i.

Skt. Patrick (Irlands national helgen) var en bønnens mand...

I følge legenderne, var Skt. Patrick ikke bleg for at udfordre de hedenske druider i åndelig kampe. Fortællingerne beskriver en ydmyg mand, der oplevede mange udfordringer og lidelser, men også en heltmodig Guds kriger; som stilfærdig var med til at så kimen til at Irland allerede i det 5. århundrede kunne kalde sig kristen.

En udvikling som fik fantastiske følger de næste århundrede... ja, måske helt op til i dag !

Jeg vil forsigtigt løfte Magnus hoved og snuppe min bog, med i seng !


*) oversat af Sognepræst Helge Pahus fra Karlslunde Strandkirke 

Trofasthed i trækronen

Havørnene har lige byttet plads.
Nu er det tid at tage på jagt.
Et øjeblik sidder den på redens kant.

Under sig har den anden; 2 æg.
Stadig holdt varme af forældrenes trofasthed.
Afhængig af omsorg og beskærmelse.

Trofaste og pålidelige.

Rundt om i skoven er der ellers mange der gerne vil have en lille æggekage...
Men nej... stadig ruges der over næste generation.

Kære trofaste ørne... hold ud... et par uger endnu, så vil vi se og høre livet og høste gaven af tålmodigheden...
Hold ud, lidt endnu... stille... roligt... tålmodig...

Lyt til vinden i græsset

Græs-tuer af Top-star (Carex paniculata) på engen.

Strå og rødder væver sig sammen i en søjle af historie.
Generation oven på generation.
I en balance, muliggjort af de rette, fugt og levebetingelser. År efter år.
År med vækslende temperatur, regn og tørke...

Vi står på toppen af en tue af historie.
Vi er intet uden denne historie.
Giv historien under os opmærksomhed, nysgerrighed og respekt...

At gøre andet er at 'svæve' på en ø af illusionær tåbelighed.
Vi omfavner så tiden - dens kort uholdbare lykke - og glemmer at vi blot er græs der står i dag og i morgen...

Vov at se de større linjer. Lyt til vinden der stryger hen over græsset. Forstå at vinden gjorde det samme i går, for ti og for hundrede år siden. Ja, lyt...

Vild og trofast !

Grågæs på engen. To og to, søger de føde og gennemvandre arealet.

To og to, høre de sammen... sådan er de skabt... sådan var tanken.
Harmonien og almen vandring efter det næste sted at græsse.

Hvorfor er netop Grågåsen (The Wildgeese) kelternes fortrukne forbillede(metafor) for Helligånden ?
Dens vilde og utæmmelige natur, er en oplagt grund.
Men dens trofasthed over for magen og de andre gæs i flokken vil også give mening.

For er det ikke det vi kender Helligånden som - vild og utæmmelig - og trofast og ubestikkelig i sit arbejde; på at få os alle, hele vejen HJEM ?

Lad Gud om resten

En lille hvid kugle.
Trykkes ud i grenkløften.
Klæbrigt fæstes det lille frø til barken.

Første skridt på vejen til Mistelten i Æbletræ.

Hvad er chansen for det lykkes ?
Jeg ved det ikke.

Jeg har gjort hvad jeg har fået fortalt.
Har - som Misteldrosselen - placeret det lille bær, hvor den har størst mulighed for at udvikle sig.
Så kan jeg ikke gøre mere - vel ?

Kunne jeg bare lære det, i mange andre situationer i tilværelsen, at gøre mit - og lade Gud om resten.

Gud beskytter mig !

Hvor har vi mistet meget !!!

Vores forestillings verden er - igennem århundrede - blevet cementeret til at adskille det åndelige og det fysiske.

Skt. Patrick havde en anden forståelse. Læs her noget der skulle være hans oprindelige; Breastplate (Brynje):

For my shield this day i call:
Heaven´s might,
Sun´s brightness,
Moon´s whiteness,
Fire´s glory,
Ligtning´s swiftness,
Wind´s wildness,
Ocean´s depth,
Earth´s solidity,
Rock´s immobility.

(GROFT OVERSAT: For mit skjold - denne dag - påkalder jeg: Himlens magt, - Solens lysstyrke, - Månens hvidhed, - Ildens herlighed, - Lynets hurtighed, - Vindens vildskab, - Oceanets dybde, - Jordens soliditet, - Klippernes ubevægelighed.)

Provokationen ligger i at de hedenske keltere umiddelbart kunne sige (om jeg så må sige): JA, OG AMEN - til denne bøn !

De havde delvis set det vi så Påskemorgen... At Gud er over alt !

At hele skaberværket råber det ud: Gud er stor... alt det skabte viser Guds storhed.
Det er ikke tilfældigt af Jesu opstandelse altid er fejret (som det er beskrevet i NT) ved solopgang.

Opstandelsen er historiens mest skælsættende begivenhed... så hvorfor ikke bruge vores solsystems største lyskilde - som Gud selv skabte - til at råbe det ud:

JESUS LEVER OG HAR SEJRET MØRKETS OG DØDENS MAGT !!!

Det glemte han ikke at fortælle 'de gamle keltere' og det må vi heller aldrig overse, i vores alt for 'fysiske' verden !!!