Guds fred - hvor DU er !

Stille aften, sol går ned. 

Stille aften på Nordsøen.
Stille aften i Aarhus.
Stille aften hos dig.

En dag er gået.
Rutiner er udført.
Nogle handlinger er gjort.
Andre ikke.

En dag i en række af dage.
Jeg kender ikke din.
Du kender ikke min.

Men dagen er gået…
…natten kommer.

Jeg vil lægge mig til at sove.
Andre må holde sig vågne.
Nogle af nød, andre for "brød".

Lad os overgive os i Guds hænder.
Her kan vi være trygge… både om man er  på Nordsøen, i Aarhus eller der DU er !

Guds fred og alt godt

Trolde logik; om indpakning

Følgende ordveksling finder sted i den første Shrek film (2001):

• SHREK - Bare til din orientering er der meget mere i os trolde, end folk går og tror!
• ÆSEL - Som for eksempel?
• SHREK - For eksempel? Okay, øhhm, trolde er som løg!
• ÆSEL - De stinker?
• SHREK - Ja! Nej!
• ÆSEL - Og de får en til at græde?
• SHREK - Neej!
• ÆSEL - Åhh, hvis man lægger dem ud i solen, så bli’r de helt brune og begynder at få små hvide hår?
• SHREK - Neej!! Lag! Løg har flere lag! Trolde har flere lag! Løg har flere lag! Er du med? Vi har begge to flere lag!

I filmen tager det tid at forklare Æslet pointen - meget tid !
Men hvis vi nu lader Æslet ligge. Jeg tror - på dette område - ligner trolde og mennesker hinanden.

Lag på lag er vores identitet bygget op. Nogle lag er kommet af sig selv (vi ved ikke hvor de kom fra). Andre lag har omgivelserne skabt (tak til familie, venner og fjender). En del lag har vi selv svøbt omkring os selv (af mange forskellige grunde).

Men hvem er vi så ? Hvad er vores sande identitet ?

Hvis vi begynder at skrælle lagene af - ja, så får det os til at græde ! Vil vi fortsætte (?), vil vi allerlængst ind finde det menneske Gud skabte i sit billede.

Interesant ! - Hvad nu ? Skal vi ikke skynde os at pakke det ind igen ?

Lys mig fri, af mismodets tunnel !

Lys... lys for enden.
Tunnelens lysgrænse.

En undergang,
en overgang,
en gennemgang.

Lyset min guide…
lyset mit håb…
lyset mit mål.

Grafittien råber om værdiløshed, om modløshed og om trods.
Og dog er det et sprog der bedre end ord, fastholder os, i en rastløshed, meningsløshed og frost.

Jeg vil ud, jeg vil videre, jeg vil fri… Ud under åben himmel.

Kære Lys, for enden af tunnelen… lys, lys, lys mig ud… lys, lys mig hjem… lys mig fri…

Larmende "Keruber"

De store rotor blade holder de mange tons isenkram i luften,
over vandet ud for Tangkrogen.

Eftersøgning ?
Det tror jeg.
Sikkert på udkik efter en savnet person.

Denne - vor verdens - "Keruber" kan med "flammesvær" forsvare vores nationale territorium.
Men for det meste - Gud ske tak og lov - er dens opgave at hjælpe nødlidende og finde savnede mennesker.

Gud har sin egen eskadrille af Keruber, som han sender på missioner.

Somme tider i åndelig kamp og krig, somme tider på eftersøgnings opgaver, somme tider i katastrofe situationer - selv langt inde bag fjendens linjer.

Men ingen ser og høre dem.

(Og dog - hvem ved; måske en lille norsk prinsesse ;-) ti-hi)

Jeg tror i aften, jeg vil takke Gud; for hans overnaturlige magts-, hjælpe- og omsorgs-resurser…

Tænk engang; Hvordan ville verden se ud - uden disse styrker ???

Det himmelblå tæppe !

Jeg havde en drøm.
Vågnede med hjertebanken.
Jeg havde begået en forbrydelse.

Frimodigt var jeg gået ind i en kirke.
Lokalet var fyldt med mennesker.
Familier, pænt klædt på.
Børn og voksne.
Gulvtæppet var himmelblå.

Og for hvert skridt - ind i menigheden - blev der stille.
Stille på en; uvejrs måde.
Og alle kikkede på mine sko, på det himmelblå tæppe.

En middelalderen mand i jakkesæt og strømpesokker rejste sig.
Blidt tog han mig om skulderen… og bad mig om at følge med ud…

Af hjertet; undskyld !

PS. Lille gedekid. Jeg misunder dig !

Se op

Somme tider bliver det bare for meget.
Det kommer så voldsomt.
Og efterårets blade og små kviste, stopper afløbene.

Så må vi vade.
Vi må rense op.
...og vi håbe bilerne sagtner farten...

Men når det bliver for meget - skal vi kikke op.

Gud har løfter til alle der syntes det hele må have en grænse (som vi ikke kan se)

Vær frimodig - Se op !

(Bl.a. 1 mose. 9:14-17)