Vågnede med hjertebanken.
Jeg havde begået en forbrydelse.
Frimodigt var jeg gået ind i en kirke.
Lokalet var fyldt med mennesker.
Familier, pænt klædt på.
Børn og voksne.
Gulvtæppet var himmelblå.
Og for hvert skridt - ind i menigheden - blev der stille.
Stille på en; uvejrs måde.
Og alle kikkede på mine sko, på det himmelblå tæppe.
En middelalderen mand i jakkesæt og strømpesokker rejste sig.
Blidt tog han mig om skulderen… og bad mig om at følge med ud…
Af hjertet; undskyld !
PS. Lille gedekid. Jeg misunder dig !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar