Vi kunne nyde kaffen i skyggen.
Der var noget hyggeligt, huleagtigt over dette sted.
Jeg gider ikke engang sætte mig og nyde varmen fra bålet.
- Det var da ikke nødvendigt.
- Nu er det hele så åbent.
- Ingen hule, ingen læ, ingen små hoppende fugle.
Jeg går videre med en fornemmelse af "forgængelighed".
Sært som det påvirker mig.
Jeg bliver nød til at turde se forgængeligheden i øjnene... se længere... se højere !
Bænkene bliver også hurtigere tørre, når der komme mere luft til...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar