Og af alle på denne jord, trækker solen en krystalklar stribe af lys, lige derhen hvor jeg står.
Er det ikke utroligt. Som om jeg var lysets centrum. Pling, pling, pling.
Og den bliver ved. Hvis jeg går et skridt til siden, følger striben mig.
Sådanne peger solen på mig, til en sky går går mellem os, eller det bliver aften.
Inden storhedsvanviddet tager overhånd... så ved jeg godt det er Guds måde at sige; Jeg elsker dig og du er værdifuld.
Når solen går ned, eller regnen strømmer fra de tunge grå skyer - så må jeg gribe til troen. Da må jeg holde fast ved det jeg ikke kan se, føle eller mærke. Erkendelsen af at Guds kærlighed og hengivenhed er stadfæstet af; at et lys kom til verden, og mørket fik ikke bugt med det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar