Glædelig jul til de 'ikke- / eller mindre- troende'... og undskyld !

For nogen er det let, nærmest en selvfølge.
For andre er det fremmet, noget underligt og uopnåeligt.

For mange er det ekskluderende.
-"Enten er du med os, eller også er du... udenfor!"
Rigtig mange af jer - 'ikke- / eller mindre- troende' - har prøvet at føle jer skubbet udenfor.

Hvis jeg kender jer ret, så bære i over med megen tåbelighed fra 'troende' mennesker.
(...at du allerede, har læst så langt i min blog i dag, er et godt bevis på det ;-).
Tak for det, det er stort af dig.

Jeg tror på at jule budskabet fra den kristne Gud er, at Gud blev menneske, for ALLE OS der er udenfor. Det er det jeg fejre i aften.

I går ønskede en tyrkisk muslim mig, på det hjerteligste: "Glædelig jul".

Og det vil jeg også af hjertet ønske dig, uanset hvad du i aften fejrer ... af hjertet:

"Glædelig jul"

Og som en lille julehilsen, vil jeg gerne linke til Informations artikel: At tro på det uforklarlige (klik HER)
Jeg blev så glad da jeg læse den. Budskabet er ikke afhængig af 'troende-mennesker'.

Hvem er kusken?

Skyklapper.
Kun se frem.
Ikke til siden.

I følge Den Danske Ordbog, består ordet af at 'blive sky' og 'klap'.

Klappen forhindre altså hesten i at se alt. Den kan forblive rolig i sin egen (lille) verden, trække sig tilbage, være sky. Intet udenoms, irrelevant, behøver at forstyre.

Kun se frem.
Ikke til siden.

I dag sker der så meget.
Oppe, nede, ude, inde, over det hele.
Der er så meget at bliver distraheret af.

Gad vide; om ikke vi i vores stressede hverdag har brug for et par Skyklapper.
Så kan vi nøjes med at se frem. Hvilken lettelse!

Der er så kun et problem; hvem er kusken?

Leverpostejs dag i december, med noget større

Morgenskyer i december.
Nu står solen endnu en dag op, over onde og gode.

Denne dag vil blive en dag, som mange andre.

Nogle vil glæde sig.
Andre vil sørge.
Mennesker vil fødes og mennesker vil dø, denne dag.
Nogle vil få fornyet håb.
Andre miste modet.

De fleste, er mit gæt, vil opleve denne som en dag, uden større 'udsving'. Sådan lidt, midt i mellem.

Men solen gør ingen forskel på folk.

Selv, tror jeg, vil jeg bøje mig og overgive dagen i Guds hænder. Så kan det komme, og det ske, som en almindelige dag i december, nu byder på... og jeg ved; noget større end mig, altid vil være hos mig.

Hvor lang tid vil du være her og nu?

Vores julepynt gemmer vi i en gammel kuffert. Når vi nærmer os december tager vi den frem. Kufferten er slidt og umoderne, men tjener os stadig til opbevaring af juletræs-lyskæder, flettede hjerter, juletræstæppet og meget andet.

Jeg ved ikke meget om kufferten. Jeg tror vi har købt den i en genbrugsbutik.

Og alligevel ved jeg noget meget specifikt; Jeg ved denne kuffert skulle noget specielt til/eller fra Østerport klokken 23:19.

Alt andet er ulæseligt.
Men jeg har et sted og et klokkeslet. Jeg har en lokation på Danmarks kortet (vil jeg mene) og et 'nu'.
På en måde ligner det egentlig mange andre 'der' og 'nu'. For eksempel hvor du 'er' lige 'nu'.

Lad os vende den en halv omgang.
Lige 'der' og 'nu' er du?
Jeg er lige 'her' og 'nu'!

Og med denne blogs tittel bliver jeg mindet om at;
"Gud er over alt...NU"

Hvor lang tid vil du være 'her' og 'nu', sammen med Gud? Hvor vigtigt er ikke dette NU?

Undskyld til alle de irriterende 'begærlige'!

Ja, så står hun der. Så bedårende, så begærlig. Men jeg har ikke noget  brød med til hende, i dag.

Hov, var det min første tanke; hendes begærlighed?

Ikke hendes smukke orange næb.
Ikke hendes muntre vrikkende gang.
Ikke hendes stramt siddende fjerdragt.

Tilgiv mig - endnu engang.
Jeg lover mig selv, ikke at se på din irriterende 'begærlighed' næste gang, du sætter livet til for at komme over til mig, på den anden side af den befærdede cykelsti.
Undskyld, lille skønhed... (og alle andre skønne mennesker der satser alt på et bedre liv!)

Tak er ikke en selvfølge!

Vandet er stift. Frosset til en ujævn flade på den lille sø.

Det er den første frost. Første dag isen bære. Første gang søen ikke er som den plejer.

Hvor har vi dog let ved at tage alting som en selvfølge. Vende os til at ting altid har været, og altid vil blive ved med at være, som det altid har været.

Og så står vi der lidt fortabte og tænker; -"Hov, hvad var nu det?"

Næ... lad os i stedet se os omkring, og ikke regne noget for en selvfølge. Måske vi så for lyst til at handle lidt anderledes, måske endda; takke?