Tak er ikke en selvfølge!

Vandet er stift. Frosset til en ujævn flade på den lille sø.

Det er den første frost. Første dag isen bære. Første gang søen ikke er som den plejer.

Hvor har vi dog let ved at tage alting som en selvfølge. Vende os til at ting altid har været, og altid vil blive ved med at være, som det altid har været.

Og så står vi der lidt fortabte og tænker; -"Hov, hvad var nu det?"

Næ... lad os i stedet se os omkring, og ikke regne noget for en selvfølge. Måske vi så for lyst til at handle lidt anderledes, måske endda; takke?