Hvorfor kirketårnet er højere end kirkegårdsdiget!

Kirkegårdsdiget afgrænser mod syd 'de dødes have'.

Indenfor, i den indviede jord, ligger de jordiske rester af tidligere sognebørn. Udenfor løber hundene og leger.
Indenfor går de efterladte og passer de små gravsteder. Udenfor løber motionisten forbi på stien.
Indenfor visner blomsterne og gravene sløjfes. Udenfor leves endnu en dag.

Det er koldt ved kirkegårdsdiget i april. Det er koldt på grænsen mellem døden og livet... Men midt på kirkegården står kirken og peger med sit tårn mod himlen. Samme vej som Jesus for til himmels!

Og kirketårnet er så højt at det kan ses uden for diget. Hver morgen og aften kan kirkeklokken høres ud over sognet...
HUSK DET!
Kirkegårdsdiget er en grænse for en have, men troen på; at Jesus har sejret over døden... rækker langt længere ud!!!

Vi spilder vores tid ved at hjælpe!

For nogle er den ultimative frihed at sejle.

Kaste fortøjningerne. Sætte sejl... og verden ligger åben for én.

Frihed er en velsignelse og en gave, for nogle. Velsignelsen ses i vores Grundlov, et rigt samfund, fred, uddannelsestilbud til alle, ytringsfrihed, velfungerende sundhedssytem o.s.v.

Jeg læste, i min 'stille tid' den anden morgen, dette citat fra en undertrykt 'indfødt aktivist' et sted i verden:

"Hvis i er kommet for at hjælpe mig, spilder i jeres tid.
Men hvis i er kommet, fordi jeres frigørelse er bundet til min, så lad os vandre sammen!"

De ufrie mangler ikke hjælpere, men medvandrere!

Carmina Gadelica og en dreng i Thy

Vi har alle en historie. Vi vokser op. Drømmer. Vokser mere. Drømmer videre. Bliver 'til noget' (eller ikke). Og en dag ender historien.

Sådanne tanker sive ud af fotoalbummet, på reolen.

Jeg kan ikke huske hvad drengen tænkte den dag, hos skolefotografen på Koldby skole. Jeg tror han tænkte meget. Meget over det at være... om livet, verden, fremtiden og Gud.

Men det vigtigste der er at sige, er måske at der omkring ham var mennesker der holdt af ham og viste ham mere end fotoalbummet kan fortælle. De bad for (og med) ham, de velsignede ham.

I dag ligger der et lille visdomsord foran ham, nedskrevet af en gammel folkemindesamler fra Skotland. Det lyder sådan:

At fare i velsignelse

Velsign mig, O Gud,
jorden under min fod,
velsign mig O Gud,
den sti, jeg betræder,
velsign mig, O Gud,
det, jeg vitterlig søger,
Du, evigt evige,
velsign mig min hvile.

Velsign mig det liv
hvortil min hu står,
velsign mig den,
hvortil mine kærtegn er vendt,
velsign mig det,
hvorpå jeg bygger mit håb,
Du, kongernes konge,
velsign mig mine øjne.

(Tussegammel keltisk bøn, nedskrevet i Carmina Gadelica i 1800 tallet)

Grøn-freds-mos i hjertet

Blød grøn mos-skovbund.

Selv i april kan den jyske natur, udtrykke sig så mildt.

Mildt og fredfyldt.

Blødt og grønt.

Mildt og fredfyldt.

Alt det som verden råber på...

... får vi i et glimt, som en drøm, som et håb.

Fuglene kvidre.

Der en solsort, der en lille mejse.

Så langt borte er vi, at verdens larm og ondskab, 

ikke engang bag den fjerneste stamme, 

bagerst i skoven, omsluttes af andet end FRED.

Denne lille oase er en virkelighed, et sted i Jylland...

... ligesom volden, nøden og elendigheden er det,

andre steder.

"Min fred giver jeg jer... ikke som verden giver fred" - sagde en mand for ca. 2000 år siden. 

Den fred findes. Ikke i en skov, selv om billedet tyder på det. Den fred findes i hjerter der har fået den givet...