Jeg har tabt mit hjerte, en isnende kold vinternat !

Vi banker på. Træder ind i den lille forgang. Og som med et trylleslag står vi i et lille køkken i Sønderborg, i året 1927. 7 år efter genforeningen.

Vi taler løst og fast om den tysksindede nabo og den indremissionske moster fra Vestjylland, der kommer til jul. Inde i den lille stue bagved, skimtes de tre små piger som man passer. Pigerne spiller "Sorteper".

Men det er blot skuespil og kulisser. Ikke et sønderjysk ord, kommer over deres læber og det lille skæve hus ligger i en smøge i Den Gamle By i Aarhus.

Dette besøg i det 'levende museum' står i kontrast til fredagens møde med Vinter Solhvervets mørke og bidende kulde.

Skaberværkets store og pulserende rytme. Vores roterende blå planets, 365 dages lange rundtur, om solen. Skråtstillet; med nordpolen, altid pegende mod Sirius - Nordstjernen.

Alting sat i astronomiske systemer, baner og balancer. Rundt og rundt fare vi afsted i det ugæstfrie solsystem. Trykt og godt i år 2012, 1927 og 635 (året hvor Aidan blev indviet før rejsen til Northumbria).

Her bliver årtier og århundrede, ubetydelige. Her er vi overgivet til forundring, lovprisning og tilbedelse af altings Skaber, eller...

Nej, jeg finder ikke noget alternativ, men gør Brorsons ord til mine ord (Op al den ting som Gud har gjort);

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,

hvor stjerneflokken blinker,

hvor mildt enhver imod mig ler

og op til himlen vinker?

Hvad skal jeg sige? mine ord

vil ikke meget sige:

o Gud! hvor er din visdom stor,

din godhed, kraft og rige!

Op, stemmer alle folk på jord

med frydetone sammen:

Halleluja, vor Gud er stor!

Og Himlen svare: Amen!

Hans Adolph Brorson 1734.