Gyngehest eller Bedeskammel ?

Eller

???

Gode kollegaer hænger ikke på træerne ! 

Hvorfor skulle de også det ? 

De kunne jo falde ned !

Gode kollegaer og venner er guld værd. De kan bevæge og udfordre en; fagligt, menneskeligt og somme tider på endnu flere måder.

Sådanne kollegaer har jeg...

Den anden dag lagde, en af dem, billedet med gyngehesten, på min Facebook side. 

Og hvad skal man sige...? 

Det er jo en dejlig ukompliceret påstand. 

Sådanne en vi kan spille lidt boldt med, i skøn drilleri.

Jeg har ingen Gyngehest, men i stedet en bedeskammel.

Min bedeskammel står ganske vist stille på gulvet.

Den bevæger sig slet ikke... 

...men bevæger min bøn noget ?

Det er ganske rigtigt et stort og relevant spørgsmål.

Det er et spørgsmål som virkelig udfordre min tro:

• når jeg f.eks. beder Gud helbrede min gode veninde, for kræft - og jeg ikke ser det ske.
• når jeg beder om forsoning og ny start for et ægteskab der er ved at gå i opløsning - og de to parter i stedet glider længere og længere fra hinanden.
• når jeg drømmer og beder om at nå et mål - og det i stedet ender med et middelmådigt resultat et helt andet sted.

Er det så ikke alletiders bevis på at Gud er død, bøn intet betyder og ateismen har ret ?

Sådan ser jeg det ikke ! Jeg føler slet ikke billedet med Gyngehesten giver noget mening, i forhold til hvad jeg opfatter som bøn.

For mig er bøn; 

NÆRVÆR med Gud.

Jeg oplever, somme tider, at ting jeg beder om bevæger sig i den retning jeg bad.

Men ofte opdager jeg; at det der bevæger sig er; mig selv.

Lidt som relationen mellem mennesker, f.eks. gode kollegaer. NÆRVÆR bevæger og flytter mennesker.

NÆRVÆR med Gud bevæger mig... 

Jeg er et sted når jeg sætter mig på min bedeskammel - og et andet sted når jeg rejser mig op !!!

Hvorfor så bøn til den kristne, Treenige Gud...?

Hvad giver det ?

Er det for at blive lykkeligere - sådan på et succesagtigt, komfortabel plan ?

Nej, så dur kristendommen ikke...

C.S. Lewis (kendt fra bl.a. Narnia bøgerne) skriver:

"I didn't go to religion to make me happy. I always know a bottle of Port would do that. If you want a religion to make you feel really comfortable, I don't recommend Christianity"

Som jeg før har skrevet om min bedeplads; så er det også en 'kampzone'... 

Det skyldes ikke mindst, at jeg grundlæggende ikke har megen lyst til at bevæge mig (jeg taler ikke om motion og vægt ;-). 

Men et liv uden bevægelse - er jo dødt ! 

I NÆRVÆRET med den Hellig Gud, kan man ikke stå stille, som en anden tilskuer eller betragter. 

Nej, man kommer i bevægelse. Jo, mere jeg lære Gud og Bibelen at kende, jo mere ønsker jeg at lade mig bevæge af Ham. Det er vel det der hedder TRO. 

Man får større og større tillid og fornemmelse af at; 

Skal noget bevæge mig - må det være HAM

Og selv om det somme tider er kamp, 

selv om jeg til tider bliver træt, 

selv om jeg kan miste både mod og tillid (måske endda til Gud)... 

Så er denne rejse med Gud det hele værd...

Nej, jeg vil ikke byttet med noget i verden - heller ikke en Gyngehest !

Overstadig forårs digt...

Erantis i hæk.

Vinter på vej væk.

Sneen viger blad for blad.

Forårets komme gør så glad.

Ikke så langt her fra...

vinteren sig en pause tar.

Jeg har set i sneens vigende lagen,

at lyset langsom vinder ind på dagen.

En kold plet i mit vinterdanske sind,

rammes af varme fra en syd/vesten vind.

Jeg indånder duften af kulde der viger,

og glæden skylder over og bryder alle diger.

Jeg danser en lille overstadig dans,

og binder om panden en usynlig rosenkrans.

Dejlige forår kom nu frimodigt frem,

jeg åbner vinduer og døre på klem.

Kom nu du kære forår... 

inden jeg forfrysning får...

kom - kom - kom

Varme omslag til slut i januar...

Der er omslag i vejret.

Højtrykket over Norge, som har pumpet Seberisk kulde ned over os fra NØ, har flyttet sig.
Nu kommer vinden fra SV, med varme fra Atlanterhavet ud for de portugiske kyster.

Det er fascinerende; at et højtryk der flytter sig nogle 100 kilometer, med et trylleslag fravrister frosten sit greb om vort lille land.

Men det er jo ikke tilfældigheder.
Det er videnskab.
Det er reaktions mønstre, som følge af temperatur forandringer og ikke mindst; jordens rotation og hældning.
Og måske - hvem ved; en sommerfugl i fjernøsten der ryster sine vinger.

Verden forandre sig.
Somme tider til det bedre - men ofte til det værre.
Der er konkuser og kollaps.
Drømme der drømmes og brister.
Der er øjeblikke med fred og harmoni.
Der er øjeblikke med ondskab og tyranni.

Vore tanker og vort sind bevæger sig.
I lange perioder stabilt og forudsigeligt.
I andre perioder med omslag og pludselige ændringer.

Vi kan forsikre os.
Gå med livrem og seler.
Vi kan forskanse og bevæbne os.
Skabe forråds- og sikringsrum.

Men når alt kommer til alt og den sidste illusion er bristet...
så siger Jesus; -

• "Kom til mig - alle i som slider jeg trætte. 
• Kast jeres bekymringer på mig. 
• Over giv jeres vej til mig... 

• og jeg vil give jer hvile !"

Omskiftelighed... kom bare an - om alt andet rystes og forandres... så er Gud altid den samme !!!

Solens varme gule lys... lige ind i hjertet

Lille Påskelilje-blomst.
Velkommen i vores stue.
Velkommen på vores bord.

Du kommer lige overraskende hvert år:

• Det er efterår, 
• det bliver vinter, 
• julen kommer... og går, 
• vinteren strenges og 
• ...BUM så dumper du ind.

Seje hårdføre stængler og blade, presser du ud, af dit løg.
Knoppen skyder frem.
Dækkenet krænges til side.
De gule kronblade og bægerblade trænger igennem... og du åbner dig.

Du har ingen duft.
Du er ikke som rosen.
Kvinder dåner ikke over din romantiske udstråling.
Ikke mange digtere har lovprist dig...

Dog tog Grundtvig bladet fra munden (se nederst i bloggen - læs salmen) og lovpriste din prædiken.

Og en erfaring har jeg gjort - som Grundtvig; - fra intet bæger smager nadverens vin skønnere end fra dit - aller kæreste Påskelilje.

Forårets stærkeste prædiken, sprænger sig vej igennem vinter og mørke, og fortæller om død, "Påskemorgen-røde" og - vigtigst - opstandelse.

Lille skønne Påskelilje... du håbets lille blomst, du sejrens lille skabning... du virkelige livsbekræfter... Tak, for dit gule sollys i vort hjem - tak !!!

1

Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?

2

Ej i liflig sommerluft

spired du på blomsterstade,

ej så fik du rosens duft,

ikke liljens sølverblade;

under vinterstorm og regn

sprang du frem i golde egn,

ved dit syn kun den sig fryder,

som har kær, hvad du betyder.

3

Påskeblomst! men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

Stod han op, som ordet går?

Mon hans ord igen opstår?

Springer klart af gule lagen

livet frem med påskedagen?

4

Kan de døde ej opstå,

intet har vi at betyde,

visne må vi brat i vrå,

ingen have skal vi pryde;

glemmes skal vi under muld,

vil ej vokset underfuld

smelte, støbes i det dunkle

og som lys på graven funkle.

5

Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger:

Hanegal og morgensang,

synes mig, af den udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

6

Ja, jeg ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!

Det er hver langfredags pant

på en påske-morgenrøde:

Hvad er segl og sværd og skjold

mod den Herre kæk og bold?

Avner kun, når han vil ånde,

han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20

N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

Ære være den lille spøjse pullert, på havnen i Herning !

Fuglsang Sø - Kunstig sø, skabt efter opgravning af sand
til de omkringliggende motervejs byggerier

Pullerten på havnekajen i den nordlige del af Herning.

Inde midt på den jydske hede.

Langt, langt fra de oceangående fartøjers kølvandsstriber.

Pullert, du er lidt til grin... er du ikke?

Her står du helt alene, på den lange flotte kaj.
Ingen kan fortøjer både for og agter.
Ingen kan sætte et spring.

Du er lidt for pæn, på din skæve måde.
Lidt for kunstnerisk, til at være praktisk.
Lidt for lille til din ensomme plads på kajen.

Men sådan siger jeg, fordi jeg måler dig med de andre.

Måler dig med pullerterne i de store havne, der holder de store færger og containerskibe ind til kajerne.

Og sådan en pullert er du jo ikke.
Du er den kunstige søs lille spøjse pullert.

Du har din finurlige plads; på netop denne kaj.

På en god dag vil kajakpadleren måske kaste en lille løkke omkring dig, medens han fisker sin drikkedunk frem.
Eller måske lystfiskeren, vil parkere sin lille robåd - med en fortøjning om din hals - medens han henter bilen med bådtraileren.

Lille sjove pullert, du skal ikke måles op mod nogen andre.

Vi er alle unikke.
Vi har alle en plads.
Vi har lov til, ja... vi skal være;

• den skøre lille pullert eller 
• den besynderlige blogger, 

netop på den plads og med den form; Skaberen skabte os til.

...

Folder om Fuglsang Sø, fra Herning Kommune - TRYK HER

Gammel ven død. Ny ven leve !

Det er da meget sødt.
Vores hund deler kurv med et tøjdyr.

Vi kan alle se forskel på en rigtig ven og et tøjdyr... og dog !

Jeg har en tøj-dyrs ven.
En 'jeg-ven' som jeg på en forbandet måde holder af, og som gør mig tryg.
Han har altid været der og givet tryghed.

Men min 'jeg-ven' er ikke perfekt.
Faktisk hader og afskyr jeg ham.
Han er ynkelig, mislykket og fuld af fejl.
Han fordrejer sandheden og skaber en virkelighed af løgn.
Men i det rette lys, i den rette sindsstemning, med de rette medløbere er han tålelig.

Han har altid været der for (eller imod ?) mig.

Hans reaktioner har været forudsigelige.
Faktisk har jeg tit reageret på min 'jeg-ven', uden at tænke, uden at stille spørgsmål.

• Han sagde; -"Skam dig !"... og jeg skammede mig.
• Han sagde; -"Bliv urimelig !" ... og jeg skabte mig.
• Han sagde; -"Vær trist !" ... og jeg lod mørket sænkede sig.
• Han sagde; -"Føl dig trådt på !" ... og jeg klynkede og forbandede.

Han kan om nogen drive mig til vanvid... men han er der altid.

Nogle kalder ham; "den gamle Adam". Andre (som Paulus) kalder ham "det onde, som jeg ikke vil".

Problemet er bare; at min 'jeg-ven' i virkeligheden er død.
Han er egentlig færdig med mig.
Alligevel formår han at liste sin dagsordnen ind i min hverdag, igen og igen.

Forklaring følger:

• Kristendommen handler om at min 'jeg-ven' dør, med JESUS på korset. 
• Så sandt som JESUS opstod fra døden; opstår min 'NYE-VEN' påskemorgen.

Desværre vil min gamle 'jeg-ven', være her så længe jeg lever...
Sådan er 'jeg-venner'.
Han vil fortsætte sine forsøg på at forfalske virkeligeheden...
men han vil altid være lige død.

Men min 'NYE-VEN' ; JESUS siger; -

• Det er okay... 
• Du er okay... 
• Jeg elsker dig helt som du er ... 
• Min kors-død, blev din 'Jeg-ven's død ...
• Min opstandelse blev vor venskabs fødsel ...
• DU ER MIN VEN, FOR EVIGT OG ALTID...

...

Og nu tilbage til hundekurven... det er da meget sødt...
Jeg håber Jenka (hunden) bære over med min blogs udspring af hendes hundekurv... jeg mente ikke noget ondt med det ;-)

Grenen, Fuglen og Gud på isen

De venter på forår.
Holder vejret.
Holder ud.

Tålmodigheden sættes på prøve.
Fuglene tærere på fedt reserverne.
De spare af alle kræfter.
Står stille. Undgår at flyve.
Holder igen.

Et par stykker af dem vil sikkert bukke under.
De vil sove stille ind.
Ingen bemærker det...

Og dog falder ikke en spurv til jorden, uden Gud er omkring den.
Heller ikke grenen brækkes af træet, uden Gud ser dens vej ud på isen.

Hvor meget mere værd er ikke du og jeg...?

Knæk og bræk, eller stå sammen

Stille og rolig fryser søen til. Temperaturen falder i vandsøjlen.
Iskrystal efter iskrystal flettes sammen.

Og pludselig falder vandstanden...

Søens isflade falder, med vandstanden. Men ikke alle steder. Her ved sivene er islaget - da det var højvande - frosset sammen med sivene.

Nu bære disse tynde Tagrør vægten af mange kilo is, som har brudt med resten af søens isflade.

At stå sammen giver en overraskende styrke.
I vores individualistiske og materialistiske tid, overser vi tit denne kendsgerning.

Vi er ikke skabt til at være 'vor egen lykkes smed'. Vi er ikke skabt som individualister. Vi er skabt til fællesskab.
Når vi lader hånt om Skaberen og hans tanker med os som menneske, så knækker det !

Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at stå sammen. Ikke mindst når ting går op og ned omkring os.
Derfor må vi stadig spørge; Hvordan bliver vore fællesskaber mere inkluderende ?

Velsignelsen og forbandelsen i det ubeviste.

Man fortæller, at også vi mennesker, gør meget mere brug af vores lugtesans, end vi går og tror.

I virkligheden bliver vi meget mere påvirket, af ubeviste ting, end vi vil indrømme.

Somme tider er det en stor velsignelse, til andre tider en stor forbandelse.

Nøglen til velsignelsen ligger, for mig helt sikkert, i nærværet med den Treenige Gud.

Forbandelsen ligger for enden af den vej hvor jeg 'lader stå til' og distancere mig fra nærværet med Gud.

Stille sne

Det har sneet.
Det hvide pulver lyser op,
og dæmper lyden.

... og så er det koldt !

Fuglene fryser.
De leder efter føde,
oppe og nede.

... og de finder det !

Der er en tid.
En tid til eftertanke,
og stilhed.

... nu når tanken bliver stille !

Et kærlighedsmøde i natten !!!

Jeg søger i stilheden.
Udenfor.
Søger i aftenmørket.

Mit hjerte er træt.
Indeni.
- "Mød mig, min Gud".

Du sender et kærtegn, vinden.
Stryger mig over kinden.

Som en prik i alt det grå;
skinner Jupiter igennem.
Igennem skydækket.
En prik i mørket
- en prik som fuldender "i"´et.

Du hvisker i den kolde aften;
- "Jeg elsker dig !"

Jeg hvisker tilbage;
- "Hvor jeg dog også elsker dig, min Gud !"

Et nyt år som snylter...

Nytårsdag.

Gardinerne trækkes fra, jeg kikker ud.
Himlen er blå, solen skinner.
Det nye år er begyndt.
365 ubeskrevne dagbogs sider.

Træthed, skihop og vandretur.

Lad os tage på vandretur; og genfinde Misteltenen.

Misteltenen fortæller om sit afhængigheds-forhold;

• af at blive løftet op i lyset
• af at have et sted at gro
• at modtage rod-væske fra værten

Enhver Mistelten der er "U-afhængig", er lige så tør og død som de grene, der her i januar, hænger i døråbningen.

De hedenske keltere så Misteltenen som et symbol på; Frugtbarhed.

Jeg kikker op og forstår at uden afhængighed af noget større, noget levende, af en holdeplads... er der heller ingen frugtbarhed, virkelig glæde eller velsignelse i mit liv...

Kald mig bare snylter på Gud... men for Gud er det netop hans drøm og største ønske; 

• at jeg skal løftes op i hans lys, 
• finde 'min plads' hos ham og 
• stadige lindre min tørst, af hans levende vand.

Et på alle måder AFHÆNGIGT, FRUGTBART og VELSIGNET nytår til jer alle !!!