Iskrystal efter iskrystal flettes sammen.
Og pludselig falder vandstanden...
Søens isflade falder, med vandstanden. Men ikke alle steder. Her ved sivene er islaget - da det var højvande - frosset sammen med sivene.
Nu bære disse tynde Tagrør vægten af mange kilo is, som har brudt med resten af søens isflade.
At stå sammen giver en overraskende styrke.
I vores individualistiske og materialistiske tid, overser vi tit denne kendsgerning.
Vi er ikke skabt til at være 'vor egen lykkes smed'. Vi er ikke skabt som individualister. Vi er skabt til fællesskab.
Når vi lader hånt om Skaberen og hans tanker med os som menneske, så knækker det !
Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at stå sammen. Ikke mindst når ting går op og ned omkring os.
Derfor må vi stadig spørge; Hvordan bliver vore fællesskaber mere inkluderende ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar