Solens varme gule lys... lige ind i hjertet

Lille Påskelilje-blomst.
Velkommen i vores stue.
Velkommen på vores bord.

Du kommer lige overraskende hvert år:

• Det er efterår, 
• det bliver vinter, 
• julen kommer... og går, 
• vinteren strenges og 
• ...BUM så dumper du ind.

Seje hårdføre stængler og blade, presser du ud, af dit løg.
Knoppen skyder frem.
Dækkenet krænges til side.
De gule kronblade og bægerblade trænger igennem... og du åbner dig.

Du har ingen duft.
Du er ikke som rosen.
Kvinder dåner ikke over din romantiske udstråling.
Ikke mange digtere har lovprist dig...

Dog tog Grundtvig bladet fra munden (se nederst i bloggen - læs salmen) og lovpriste din prædiken.

Og en erfaring har jeg gjort - som Grundtvig; - fra intet bæger smager nadverens vin skønnere end fra dit - aller kæreste Påskelilje.

Forårets stærkeste prædiken, sprænger sig vej igennem vinter og mørke, og fortæller om død, "Påskemorgen-røde" og - vigtigst - opstandelse.

Lille skønne Påskelilje... du håbets lille blomst, du sejrens lille skabning... du virkelige livsbekræfter... Tak, for dit gule sollys i vort hjem - tak !!!

1

Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?

2

Ej i liflig sommerluft

spired du på blomsterstade,

ej så fik du rosens duft,

ikke liljens sølverblade;

under vinterstorm og regn

sprang du frem i golde egn,

ved dit syn kun den sig fryder,

som har kær, hvad du betyder.

3

Påskeblomst! men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

Stod han op, som ordet går?

Mon hans ord igen opstår?

Springer klart af gule lagen

livet frem med påskedagen?

4

Kan de døde ej opstå,

intet har vi at betyde,

visne må vi brat i vrå,

ingen have skal vi pryde;

glemmes skal vi under muld,

vil ej vokset underfuld

smelte, støbes i det dunkle

og som lys på graven funkle.

5

Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger:

Hanegal og morgensang,

synes mig, af den udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

6

Ja, jeg ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!

Det er hver langfredags pant

på en påske-morgenrøde:

Hvad er segl og sværd og skjold

mod den Herre kæk og bold?

Avner kun, når han vil ånde,

han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20

N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.