Gud... Hvem ?

Bøgeskoven lukker sig.
Fra lysegrønt til tæt-grønt.
Sommeren står for døren.

Og alliegvel trænger en stråle af lys ind !!!

Sådanne en morgen havde jeg i dag.

Træthedens mørke, sænker sig.

Urolige tanker.
For meget skal samles.
For lidt... vil samles...

Jeg skal, jeg bør, jeg må...
jeg, jeg, jeg...

Og så kommer lyset...
... Han rammer netop mig...
... og siger; "Lad mig !"

• "Lad mig være Gud og DU menneske ! " 
• "Lad mig være din Far og vær DU mit barn ! "
• " Hvil i mig... og gå så til DIN opgave ! "

Og så giver dagen pludselig NY mening !!!

"KUK-KUK" - jeg foragter dig !

"KUK-KUK"

Foto: Leif Bolding - http://www.fugleognatur.dk

Du flyver over ådalens skønhed, i dagens sidste solstråler.

"KUK-KUK"

Du sætter dig på en pæl, i al denne grønne pragt... usling !

I denne time ligger en stakkels fuglemor på dit æg !!! 

Du åd et par af hendes æg da du lagde dit. 

De sidste af værtindens æg vil din unge smide ud af reden... slyngel !

Og så vil din unges, ufrivillige adoptivforældre knokle livet af sig selv, for at fede din unge op... at du ikke skammer dig !

"KUK-KUK"

Hvem i denne Gud skabte verden har dog givet dig denne adfærd ?

"KUK-KUK"

Du letter fra pælen, og flyver over mod mig.

Du lander på min udstrakte, knyttede og forbandende hånd. 

Du lægger hovedet på skrå... 

Kikker mig ind i øjnene...

Nogen udpræget skønhed, er du i sandhed ikke.

For lang hale... 

grå og kedelig overdragt... 

nej, din falkeprofil... redder dig ikke... i mine øjne.

"KUK-KUK"

Jeg hader dit "kuk-kuk"... 

Okay, engang mindede din stemme mig om sommer, sol og ferie.

Men nu kender jeg din adfærd... forstå dog min foragt !!!

"KUK-KUK"

Dit øje er indrammet i en gul ring.

Dit hvide bryst er streget af vandrette, smalle zebrastriber.

Dine klør, holder forsigtigt om min hånd.

Du ser på mig... jeg åbner forsigtig min hånd, og giver dig et bedre 'ståsted' og greb.

Noget hårdt går i stykker inden i mig !

"KUK-KUK"

Kære store Skaber og Gud; Hjælp mig til at elske det du har skabt... og lær mig at se din skabning, med de øjne du ser den... og måske ikke forstå alt !!!

Jeg erkender;

at jeg tit 'blokkere' ved første hånds indtrykket af dit skaberværks adfærd... Åh, tilgiv mig Herre !!!

"KUK-KUK"

Du letter og flyver hen over stien, hvor to palæstinenske teenageredrenge, på en tunet knallert, drøner forbi et ældre, hundeluftende, ægtepar.

Kunsten at modtage...

Kære ven.

Hvordan skal jeg kunne takke dig, som du fortjener ?

Din kærligheds erklæring
- igennem dine handlinger -
gør mig stille, taknemmelig og lille !!!

Havde du bare sagt det med ord
- kunne jeg været gået videre 'lige-glad' !

Men du satte handling bag dine ord,
- og det svimler af glæde for mig...
og jeg famler efter de rette ord.

Tak... af hjertet tak - ydmyg og inderlig tak !!!

Forvirring over blind passager...

I dag begynder vi med lidt sejler-teori;

'Vejrhanen' (Windex) på en sejlbåd, viser altid - stabilt og sikkert - den relative vindretning (vindretningen korrigeret for sejlbådens aktuelle fart). Her udfra trimmer man sejlene til, den efter forholdene, bedste fart.

Under vores sejlads i sidste uge, vest for Endelave, forsøgte vi at trimme sejlene efter bedste evne.

Men noget var galt.

Vinden var der, om end svagere end tidligere.

Men sejlenes måde at fange vinden på... og Windexén... det passede ikke sammen.

Pludselig så jeg Windexén havde sat sig fast...

Fuldstændig 'rundforvirret' tog vi sejlene ned og sejlede, mellem de lumske sandbanker, de sidste par sømil ind til Endelave Havn. Da vi igen kikkede op havde Windexén løsnet sig igen...

Flere dage senere - N for Hjarnø - så vi årsagen; en stor velvoksen Edderkop.
Og selvfølgelig, er en mastetop et oplagt sted at spinde sine fangsttråde... for Edderkoppen.

Men for os der vil forsøge at finde vej... er det ikke formålstjeneligt ikke at kunne stole på vores 'vindvisere'.

Jeg kikker over på min Bibel, foran mig... og skubber, i tanken, en "edderkop" væk... den Bog skal have frit spil i mit liv !

Ville mit navn kunne stå på denne minde sten ?

"De forbandede år" tog jeres liv.
I valgt side og i betalte med livet.

Vi ære jeres minde...

Det er let at være klog, i et historisk tilbagebliks perspektiv...
... men ville jeg have valgt som jer ?

I var mænd som havde et liv. I havde familie og venner. I havde noget at leve for; og så valgte i... dette; at gøre det rette !

I havde (de første 3 år) jeres fædrelands officielle politik i mod jer...
Men i nægtede at 'samarbejde' med dem, som bar det sataniske-nazistiske mærke på sig...
Det skete medens man i 'opråb' på gaderne i de danske byer; bad - i regeringens navn - andre om at angive jeres slags !

Men i valgte side !

I sejlede forsyninger over Atlanten, i kæmpede mod ondskabens kyniske magt, i bragte det offer som i dag giver DK plads blandt de 'rette' (De Allierede)...

Men ville jeg have valgt som jer ?

Eller ville jeg som, politikken bød... og som folkestemningen bød; adlyde, altså:

• Acceptere det racistiske monster, som rangordner mennesker. 
• Finde det fint at tale om 'over-mennesker' og 'under-mennesker'. 
• Forblændes af menneskedyrkelse og tilbede disse gude-mennesker.

Eller vil jeg gøre som jer - i dag ???

Jeg ser ikke helt klart... men jeg er bange for at jeg står over for det samme valg - i dag !!! HJÆLP !!!

TROEN verdens vildeste eventyr !

Du siger det kræver noget ekstraordinært at TRO.
Du har ret.
Men det kræver IKKE noget ekstraordinært af DIG.
Det ekstraordinære ligger helt i hænderene på GIVEREN.

• Vi kan skabe vores egen tro. Den kan ligne, men er ikke TRO.
• Vi kan forsøge at betalte os til tro, med gode gerninger. Men TROEN findes ikke i nogen butik.
• Vi kan måske lade som om vi har TROEN, men i virkeligheden har vi kun en tom skal.

Vi kan tilsidst opgive håbet om selv at finde TROEN, og så har det vist sig at GIVEREN har stået med den i hånden, hele tiden.

Han har rakt den frem mod os... han har sagt; - "Her er TROEN, tag den"

Tag den nu ! Grib TROEN og læg fra land.

Verdens vildeste eventyr ligger foran dig - tag den !!!

Engle over lystbådehavnen

Ser du dem - hører du dem ?

Ikke Mågerne - Ikke faldet som slår mod masterne (dårlig sømandsskab at lade dem banke) - Ikke børnene som jublende fanger krabber !

Nej, englene.

Stille og overvågende står de i luften over havnen.

Ikke et barn er uden for deres opmærksomhed, ikke en fulderrik, ikke en bekymret husmor.

Ser du dem...?

Jeg gør ikke !

Jeg ved heller ikke om de har vinger, eller bare svæver som andre ånder.
Jeg kender heller ikke deres antal, deres navne eller om de alle er skytsengle.

Men jeg tror (famlende og fyldt med almen menneskelig usikkerhed og tvivl) at Gud Faders tjenede ånder er til stede - fordi Gud har sagt det !

Tak, Gud for englevagten her, og hos alle dem der læser disse linjer... og hos alle vore kære !




 

Plov i strandkanten vil fremad !

"Har hånd du lagt på Herrens plov,
så se dig ej tilbage..."

Sådan lyder en gammel salme linje.

Men det er svært ikke at se tilbage !

• For hvem mon brugte denne plov sidste gang ?
• Hvad tænkte han/hun på ?
• Blev det en god høst, efterfølgende ?
• Eller lå det i kortene at tiden for altid var løbet fra erhvervet ?

Denne plov sympolisere noget; der var engang.

Gud hjælp mig til at se frem ad.
Ser jeg bag ud vil jeg aldrig plove lige... og vil så let forvirres.

Lad din nåde og tilgivelse gælde ALT i min fortid...

Lad mig pløje lige - fremad !!!

Rengøringsvognens ramlende stilhed, udenfor !

Der er stille.
Kun rengøringsvognen, med sine masive plastik hjul, larmer - op og ned af midtergangens klinker - i den tomme kirke.
Men der er helt stille.

Jeg tænder et lys.
Du ved hvorfor jeg kommer her.

Jeg sætter mig - stille.
Jeg slår op på dagens ord.
Jeg læser det...
Jeg kikker op... og du fylder mit synsfelt, ja, alt - helt !

Du spørger hvad jeg ønsker.

Du lytter medens jeg tænker.
Du ser min ønskeseddel.
Du ser jeg streger linje for linje over.
Du ser jeg er i vildrede.

Bare jeg må være hos dig...

Jeg læser verset igen:

"Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn.
Så vil i opleve, at Guds fred, 
som overgår al menneskelig forstand, 
vil beskytte jeres tanker og hjerter 
og bevare jeres tillid i Jesus Kristus"
(Fil 4:6-7)

Jeg lukker bogen og kikker op på det krucifiks der skulle forstille din søn..

"Guds fred"...

Det er det jeg ønsker...

Lyset brænder endnu.
Gud, du ser det !

Det skal minde dig om mine kære; familie, venner og kollegaer;

• dem jeg elsker over alt på jord
• dem som trives og har det godt
• dem der har det svært og kæmper

Nogle kender dig, andre ikke... men DU kender dem !

Det er mit ønske, Gud - at de i dag - alle sammen - må opleve freden "som overgår al menneskelig forstand !"

Rengøringsvognen får en tur til... hvor er kirken dog et stille sted - Et godt sted at blive stille, STILLE INDEN I.

Kviksølv-dråbens virkelighed

Som en stor ufarlig kviksølv-dråbe ligger den ved stien, og afspejler sit forvrængede billede af virkeligheden.

For træer står jo ikke på hovedet !!!

Men spejlbilledet sætter alligevel spørgsmål til hvad virkligheden er.

For vor tit ser vi ikke virkeligheden igennem forvrængede spejlbilleder ?

Mediernes spejlbillede af virkeligheden er indlysende en forvrængning af virkligheden... eller vi siger vi har en ide om det er  indlysende ?

Afmagtens spejlbillede afspejler til tider min virkeligheds opfattelse med en groteske forvrængning;

• F.eks. når nogle mennesker dør... 
• andre lider af komplicerede sygdomme... 
• andre er i konflikter, som det føre til skilsmisser og andre definitive brud...
• andre igen har mistet arbejdet og enhver anden form for positiv selvforståelse...
• andre lever i ufattelig fattigdom og armod... medens andre igen lever i frådseri og overskud...

... Ser jeg her; får jeg ikke virkeligheden til at hænge sammen, så den giver nogen mening... og jeg mister modet

'Det selektive' spejlbillede giver mig retten til at vælge det behagelige og ukomplicerede... Det giver selvsagt ikke det sande billede af virkeligheden, men det må jeg leve med. 

Men hvorfor vender jeg mig ikke om og ser virkeligheden som den virkelig er ?

Måske fordi det kræver en FORSONER med virkeligheden, som jeg ikke kan finde, i mig selv... men kun i HAM som engang hang på et kors !

Og så meget betyder virkeligheden vel heller ikke ?

Et øjeblik i mellemrummet !

Vente.

En dag kom vi til verden.
En anden dag drager vi afsted.

Livet; kaldes det midt i mellem.

Vi havde intet med ind.
Vi får intet med ud.

Kunne vi bare huske det;

Kajen er lige så tom før vi kom... som den er tom, når vi går.

Ja vel, der var en længsel før vi kom, og et savn når vi er taget afsted... (formodentlig)

Men lille menneske;

• Husk på mellemrummet... 
• Husk du er en pilgrim...
• Husk at sætte de værdier i spil, som giver mening...

- i mellerummet - og tiden efter !!!

Skovsneglens lovsang

Flotte Røde Skovsnegl.
På vej igennem skoven.
Hvor skal du hen ?

Du har intet hus, ingen taske, ingen GPS.
Alligevel giver vor Himmelske Far dig føden, og sørger for dig.

Flotte Røde Skovsnegl.
Du gør hvad du er bedst til; at være snegl !

Kunne jeg bare lære af dig:
At vandre som en hver anden pilgrim - hen ad min vej.
Tillidsfuldt være det jeg er - Skabt i Guds billede og elsket af Ham.

Men jeg er et menneske - med en natur du ikke har... hvor det er en kamp at være pilgrim og at vandre tillidsfuldt !

Flotte Røde Skovsnegl... glæd dig og pris din Skaber; for du er den du er !!!

Kølvandsstriber krydses

Slidt og mærket af tiden.
Et rigtigt arbejdsprojekt.

Vi så dig sidste år på Odden Havn.
I morges lå du her, i Fredericia.
Til aften var du sejlet bort.

Hvad kunne du fortælle hvis du fik stemme ?
Hvilket vand har din køl flænget ?
Hvilke kyster har du skuet ?
Hvilke havne har du anduvet ?

Jeg får nok aldrig noget svar...
Du er sejlet...
Og måske krydses vore veje aldrig mere...

Som tusinde andre; der har krydset mit spor - min kølvands stribe - kom du, skabte opmærksomhed i min tanke, og forsvandt igen.
Og sådan er livet... og dog ved jeg; at min himmelske far... kender hvert menneske og har tal på hvert hovedhår !

Derfor vil jeg ønske dig... grimme, slidte, men også smukke skib; Gud i vold... som jeg vil ønske det for alle de mange der har krydset min vej, igennem tiden.

Guds fred og Guds velsignelse være over dig !!!

Tryg i havnens favn

Nat i sikker havn.
Fortøjningerne er tjekket.
Fenderne hænger hvor de skal.

Vi kan lægge os til at sove.
For det er nat, og hvile er godt.
Sov godt min urolige sjæl i sikker havn.

Lad stormen ruske.
Lad lynene flakke.
Lad regnen slå.

Havnens stenmoler beskytter, som ørnen beskytter sin unge med sine vinger.

Sov trygt... i havnens favn.
Sov trygt... i Gud Faders favn.
God nat... og sov trygt i sikker havn !

Mudder fra de forkerte skridt !

Kender du det ?

Kender du det; at gå forkert ?

Et ord griber et andet ord i halen... og pludselig er man et helt andet sted !

Og det sted, er ikke det sted man ønsker at være.
Her ønsker man ikke at møde - sine venner, eller andre man til daglig se i øjnene.
Den er helt gal...

Der er ikke andet for, end at gå tilbage !
Muddret klæber til skoene og afsløre for hvert skridt, hvor man har været.

At der er en der rækker en hånd ud... og siger; Velkommen tilbage - jeg elsker dig !

... Det er et mirakel, og slet ikke nogen selvfølge !!!

Gud være lovet for den hånd !!!

Tørre løvehoved-læber

"Løvehovedkilden"

Om kilden står der; Der er ikke så meget vand i kilden som tidligere, så i tørre somre kan den tørre ud.

Nu er det maj... og jeg fanger, efter megen venten, en enkel dråbe på min finger, inden den ramte løvens læber.

Tænk at kilder kan tørre ud.


Der drænes fortsat meget.
Vi kan færdes og bygge hvor det ikke var muligt før.
Vores kældre bliver tørre og tørre.
Grundsvands spejlet sænker sig og kommer til at ligge dybere og dybere...

Sådan er det, her... men;


Guds kilder tørre aldrig ud !
Guds nåde tørre aldrig ud !
Guds nåde er ny og kraftfuld hver dag !

Guds nåde er ny hver morgen !

"Alle mine kilder skal være hos dig " er titlen på en gammel salme...
Tænk et løfte... Guds kilder skal være hos dig og mig...
Så DRÆNE ikke dit åndelige liv !

Alle mine kilder skal være hos dig

Mel.: Thomas Laub 1922

Alle mine kilder skal være hos dig!¹

Det var Guds-ordet i gamle dage

til det folkefærd uden mage,

som bar på vor Herres moder hos sig.

2

Alle mine kilder skal være hos dig!

Det var Guds-ordet i tidens fylde,

da han fødtes, som engle hylde,

da Jomfru Marie ham bar hos sig.

3

Alle mine kilder skal være hos dig!

genlød røsten fra Himmel åben,

Fader-røsten ved Jesus-dåben:

Min Søn! Jeg har velbehag i dig.²

4

Alle mine kilder skal være hos dig!

Det er Guds-ordet i nådens dage

til det bad, som er uden mage,

Ånds-badet, vor Herre bar i sig.

5

Alle mine kilder skal være hos dig!

Det er Gud Faders den høje tale

til den dåb, som i jordens dale

vor Herre han bærer skjult i sig.

6

Alle mine kilder skal være hos dig!

Af dig genfødes skal jord og himmel,

folks og tungers og stjerners vrimmel

med alt, hvad jeg evig bar i mig!

N.F.S. Grundtvig 1856-60.

Velsignelse på en anden måde !

Vinden har været god.
Vi fløj afsted.
Så husker man hvorfor man elsker at sejle.

Maj-diset himmel.
Svage dønninger.
Vinden ind; agten for tværs.

Og så pludselig forsvinder vinden.
Med vinden forsvinder smilet.
Hastigheden falder til det halv.
Genuaen hænger slapt ned.

Er der ikke en krusning på døningerne agter ude ?
Nej.
Og båden ruller og bommen slår.
Fustrerende.

GPSén lyver ikke... hastigheden er under gå-hastighed.

Så kommer den igen. Fra en lidt anden retning. Det sitre af 'vind' i styrepinden.
Sejlene trimmes. Hastigheden stiger. Smilet vender tilbage.

Men hvad skete der egentlig ? - Jeg har set det før !

Gud velsigner og vi smiler. Alt smiler til os igen. Trinene er lette...

Så velsigner Gud på den "anden måde". Vi bider tænderne sammen. Bliver sure. Irriteret.

Men hvad er det vi skal nå ?
Hvad er vigtigt ?
Den læring "tålmod" giver, hvad med den ?

Hvorfor forstår vi så lidt, af den "anden måde" Gud velsigner på???

Alt har sin tid

Maj måned.
Det klare vand.
Så meget lys trænge ned.

Nu kan alger og planter vokse.

Hen på sommeren vil vandet igen blive grumset af liv og omsætning.

Cykluser...
økosystemer...
Ting bliver til - vokser - formeres - dør.

"Alt har sin tid" - sagde Prædikeren.

Nu er der tid til at modtage lys... til at lade op og blive fornyet !

Venner det er forår !

Middelalder toner fra træernes kroner

Hildegard von Bingen... "Guds basun"...
et Guds talerør i det 11 & 12 århundrede i Tyskland...
Konger og gejstelige kom rejsende langvejs fra, for at lytte til den lille nonne !!!

Viriditas - Grønheden - Skaberkraften.

Du så den.
Du så denne hemmelighed fra skabelsens morgen.
Du så HAM, i den.

Hvilken visdom rummer det ikke - at se med de øjne du så ?
Hvilken nærvær finder man ikke, med den Treenige Gud - når vi følger i dine fodspor ?
Hvilken kuldegysning får man ikke - når man i et nu ser, at al Skaberværket har en afglans af Skaberen ?

Grønne bøgeblade.
Fra jeres høje sale, lyder toner:

O viridissima virga, ave,
que in ventoso flabro scisctiationis
sanctorum prodisti...

Toner fra den tidlige middelalder... svæver ned fra trætoppene i en skov vest for Aarhus.

Nunc auntem laus sit altissimo 
(Nu igen; lad os prise den Højeste !)

Kærlighed i skovbunden

Vidunderlige blomst.

Brudt igennem de tørre, brune bøgeblade.

Op i lyset, for at fortælle mig at der er en der elsker mig.

Jeg ville aldrig kunne plukke dig, men altid vil jeg lovprise din skønhed.

Trofast, stædig, vedholdende kommer du igen og igen. Som en trodsig bebuder af kærlighed...
til mig, der kommer igennem skoven.

Forårs blomst - livs bebuder - kærlighedens lille sendebud.

Jeg bliver varm om hjertet, og stille... Din Skaber er genial...

Lille blomst; - Råb mig op !

En blomster-pude af fokus.

Opslugt af længsel efter solens stråler,
rettes de stjerne-formede paraboler
mod stjernen, i himmelrummet.

Der er som om alt afhænger af dette fokus.
Som om alt andet ingen værdi har... ud over solens stråler.

Fokus, fokus, fokus...
Et hvert øjeblik er kostbart.
Ingen solstråle skal misses.

Selv sidder jeg her og spilder liv;

• Lidt på bekymringer, 
• lidt på begær, 
• lidt på foragt, 
• lidt på overbærende træk på skulderen, 
• lidt på bitterhed, 
• lidt på en dårlig film, 
• lidt på vrede, 
• lidt på egoisme, 
• lidt på smålighed...

Lille blomst; - Råb mig op... sig jeg skal kikke op... vis mig nødvendighedens fokus...