Se Gud...

Tilst Kirke

Vi kan ikke se Gud.

Den ubarmhjertige virkelighed KAN vi se, føle og mærke.

Men Gud kan vi ikke se.

Vi kan blændes af ondskaben.
Vi kan krybe sammen i angst og fortvivlelse.
Vi kan sikre os bag et skjold af beskyttende egoisme.

Det gør ikke Gud mere synlig.

Men uden for alt det vi kalder 'vores verden' står solen op og solen går ned... hver dag.
Den skinner en gang i mellem på det østre vindue i den gamle kirke...

Højt oppe skinner den... så højt at vi må ranke os for at se... rette os op fra vores navlebeskuelse... og se højere, se længere, se dybere... og forstå:

At Gud er Gud og vi er hans skabninger. Vi er hans børn. De børn han elsker...

Døden på is

Hvilken værdi har et liv ?

Her er hundrede vis af fugle ved det åbne vand. Og så er der resterne af en svane...

Sporene i sneen fortæller én historie.
Ræven og andre fugle kommer nu lettere igennem den sidste del af vinteren. De blev mætte.

Antallet af fugle ved den store vove, fortæller en anden historie.
Det er de mange der overlever og de få - svage - der bukker under.

Men så er der den sidste historie; svanens historie.
Den er slut. Ja, den har fået "Fred" (...som der står på mangen en gravsten)

Åh, hvor jeg dog hader døden, lidelsen og forgængeligheden !
Jeg hader døden så meget, at det skriger igennem hele min forgængelige krop... at jeg aldrig kan forlige mig med den kendsgerning; at noget er definitivt forbi, med døden.

Livet er så uvurderlig værdifuldt... og døden så fuldstændig i strid med det rimelige.

Men Jesus sagde:
- Sælges ikke to spurve for en skilling ? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, i er mere værd end mange spurve.

(Matt 10: 29-31)

Når det er sagt... så vil jeg selv skrive den allersidste historie:

Heller ikke du eller jeg, kommer til at falde til jorden, uden at Gud er med os (eller som grundteksten skulle sige: Vi vil ikke falde UDEN FOR GUD). 

Han vil igennem trængsel, sygdom, lidelse og død være lige ved siden af os, hver dag ! 

Og på den sidste dag, vil han byde os velkommen HJEM !

Når Gud siger HJEM, så mener han HJEM. Et sted hvor vi virkelig vil føle os HJEMME !!!

Guds fred og alt godt... 

Bange, mig ?... øhhhhh !

Cirkelformet TRINY gudstjeneste med alterbordet i centrum -
efter keltisk forbillede !

Hvornår er jeg mest bange ?

Nu tænker jeg ikke på 'tøsedrenge-bange'.
Nej, hvornår er jeg mest bange for at alt går galt ?

Hvornår er det jeg tænker - det her går bare ikke ?

Usikkerhedens konstruktioner bygger sig op, langt over mit hoved.
Pludselig er alt rationel objektivitet, som blæst bort.

Den lille dreng, dybt inde i mit sind, kryber sammen med store skræmte øjne.

Jeg ved det godt:

Jeg er mest bange når jeg glemmer at jeg - også som voksen - er et Guds barn.

Frygten har størst magt, når jeg vil klare hele min verden selv (være min egen lille dumme gud) !
Frygten har mindst magt, når jeg siger til Gud; - i dine hænder lægger jeg denne dag, disse bekymringer, disse bange trættende spekulationer.

Freden er størst når jeg har den treenige Gud i centrum, af alt jeg foretager mig !

1. Johannesbrev kap 3, vers 1
Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! 

Tungsindets baromenter

Vandhøjden i Aarhus Å, markeret med is.

Husker du det ?

Tungsindet stod isnende koldt, til langt op på halsen.
Du troede det var slut.
Ville det stige bare få centimeter mere, var alt blevet sort.

Så faldt det igen.

Men bevistheden, mindet, lever videre.
Måle, se på kurver, fornemme retninger, mærke efter.
Det kan ske igen !

Forbandede målinger.

Må Gud komme med sin varme og smelte fortvivlesens og tungsindets historik.
Må Gud i stedet lægge minderne af sin trofasthed og kærlighed ind i vores sind.

Jesus må jeg i ånden trykkes ind til dit bryst, og mærke at du ER !