Nej, der er ikke noget hus i vandet.
Der er heller ikke vand i huset.
Der er ikke to måger, men kun en.
En måge på vandet i en oversvømmet have.
Hvad ses? Hvad forestiller vi os der er?
Videnskabsteorierne siger et.
Min erfaring siger måske noget andet.
Og mågen kunne, hvis det havde noget formål, sige sit.
Svaret er for mig, at ingen af os i detaljer kan beskrive billedets mangfoldige detaljer; uden én. Gud den almægtige, som skabte lyset og dets evne til reflektion i vandets overflade. Han som kender det kolde vands indflydelse på den svømmende måge. Han som lader regnen strømme så åer og søer løber over deres bredder.
Han kender det som ses. Han kender det som føles. Han kender den tanke du sidder med lige nu. Gud er over alt...
onsdag den 21. januar 2015
lørdag den 10. januar 2015
Intressant besøg hos de døde
I bronzealderen*) levede de og byggede deres talrige gravhøje i det danske landskab.
Og nu ligger dette bronzealder menneske på Moesgaard Museum.
Tøjet er der endnu. Tænder og hår er der stadig. Mange af de pæne ting der kom med i graven, kan også vises frem for publikum.
Det er da godt klaret. Efter så mange år.
Jeg er selv ved at miste mine tænder. Håret er væk. Der er hul i mine bukserknæ. Jeg kan ikke finde min mobil. Mest tænkeligt bliver jeg selv kremeret og fordelt i et tyndt askelag over Aarhus Bugten, eller det Sydfynske Øhav.
Sådanne er forholdet til døden på distance, når vi f.eks. besøger et museum. Jeg kan se og næsten røre. Alligevel er døden, det meste af tiden, på behørig afstand. Og det har de fleste af os det rigtigt godt med.
Men skal vi være helt ærlige, så ved vi det godt. Statistikken siger at; meget, meget, meget tæt på 100% af os skal dø en dag. Der komme en dag hvor vi ikke længere skal besøge døden på et museum. Og hvor ville jeg gerne kunne sige med fast og rolig stemme; -"Den dag vil jeg med fred og tillid, møde min Skaber og Herre, i de himmelske boliger!"
Men det mest sansynlige er nok, at jeg med bæven og stor uro ikke kan gøre andet end at 'befale mig i den levende Guds hænder'. Og på en eller anden besynderlig måde, giver det mig en indre stille fred.
500 år efter bronzealderen sluttede hang der en mand på et kors. Denne mands sidste ord var; -"Det er fuldbragt."
På netop disse 3 ord bygger jeg mit HÅB.
*) Bronzealderen: 1800 - 500 år før vores tidsregnings begyndelse
Og nu ligger dette bronzealder menneske på Moesgaard Museum.
Tøjet er der endnu. Tænder og hår er der stadig. Mange af de pæne ting der kom med i graven, kan også vises frem for publikum.
Det er da godt klaret. Efter så mange år.
Jeg er selv ved at miste mine tænder. Håret er væk. Der er hul i mine bukserknæ. Jeg kan ikke finde min mobil. Mest tænkeligt bliver jeg selv kremeret og fordelt i et tyndt askelag over Aarhus Bugten, eller det Sydfynske Øhav.
Sådanne er forholdet til døden på distance, når vi f.eks. besøger et museum. Jeg kan se og næsten røre. Alligevel er døden, det meste af tiden, på behørig afstand. Og det har de fleste af os det rigtigt godt med.
Men skal vi være helt ærlige, så ved vi det godt. Statistikken siger at; meget, meget, meget tæt på 100% af os skal dø en dag. Der komme en dag hvor vi ikke længere skal besøge døden på et museum. Og hvor ville jeg gerne kunne sige med fast og rolig stemme; -"Den dag vil jeg med fred og tillid, møde min Skaber og Herre, i de himmelske boliger!"
Men det mest sansynlige er nok, at jeg med bæven og stor uro ikke kan gøre andet end at 'befale mig i den levende Guds hænder'. Og på en eller anden besynderlig måde, giver det mig en indre stille fred.
500 år efter bronzealderen sluttede hang der en mand på et kors. Denne mands sidste ord var; -"Det er fuldbragt."
På netop disse 3 ord bygger jeg mit HÅB.
*) Bronzealderen: 1800 - 500 år før vores tidsregnings begyndelse
fredag den 2. januar 2015
Frihed, hundesnor og masser af kærlighed.
Vi har en Cairn Terrrier. Hun elsker at gå tur. Hele tiden stopper hun op for at snuse til lygtepæle og græstotter. Så kan jeg godt komme nogle meter længere frem med den fleksible hundesnor.
Ind i mellem får hun færden af noget helt særligt. Snuden kommer helt ned. Ørene lægges bagover og halen halser bagefter. Fremad går det, og hun overhaler mig i ekspresfart.
...og pludselig er snoren ikke længere. Og så står man stille.
Heldigvis har vi droppet den traditionelle halsbånd og det er derfor en mere kropslig sele der stopper hende.
Men hvad er det der sker? Jo, hunde, og måske ikke mindst Terrier, har det med at glemme tid og sted. De glemmer også at de er ude at gå tur. De er pludselig på jagt, og er så fokuseret på de dufte der er lige lidt længere fremme. Og så er det de glemmer hvor lang hundesnoren er!
Som hundelufter er det 'lidt træls'. Hvorfor alt det farten frem og tilbage? Hvorfor ikke bare gå ved siden af sin ejer, rolig og sindig?
Dertil er der at svare;
Hvis nu hunden var opdraget rigtigt, kunne selv en Terrier sikkert komme til at gå pænt - hele tiden.
Men jeg vil jo gerne give hende den frihed, når vi går på sikre arealer, der gør at hun får tid til at opdage hele verden (som hunde nu engang gør igennem snuden). Det er jo det der gør ens hund så glad.
Når det er sagt, så har jeg gjort mig den erfaring, at når der så endelig kommer en forbipasserende MEGET farlig hund (hvad jeg som menneske ikke forstår at vurderer) så kan det nok være min lille Terrier gerne vil gå i kort (gerne stram) snor helt inde ved mit ben.
Den anden dag slog det mig, hvor meget denne hundesnor egentlig minder mig om Guds faderlige kærlighed.
Gud har vist os en kærlighed som rummer en stor grad af frihed. Langt større frihed end, tror jeg, vi som kristne vil give hinanden.
Den frihed, som har et fundament af kærlighed, må have nogle grænser. Selv om jeg ikke oplever mig selv som ekstraordinær grænsesøgende, så får jeg somme tider forvildet mig derud, hvor jeg pludselig oplever at snoren strammes. Bump! Så sidder man der og undre sig over, hvor ham Gud er? Man ved det egentlig godt; Han er i den sikre ende af snoren. Man var bare kommet langt nok ud!
På den anden side; Prøv bare at se mig, når tingene brænder på og det bliver RIGTIGT farligt. Så ved jeg godt hvad det vil sige at gå helt tæt på Guds ben. Og snoren må godt være rigtig stram, så jeg kan mærke Ham.
Ind i mellem får hun færden af noget helt særligt. Snuden kommer helt ned. Ørene lægges bagover og halen halser bagefter. Fremad går det, og hun overhaler mig i ekspresfart.
...og pludselig er snoren ikke længere. Og så står man stille.
Heldigvis har vi droppet den traditionelle halsbånd og det er derfor en mere kropslig sele der stopper hende.
Men hvad er det der sker? Jo, hunde, og måske ikke mindst Terrier, har det med at glemme tid og sted. De glemmer også at de er ude at gå tur. De er pludselig på jagt, og er så fokuseret på de dufte der er lige lidt længere fremme. Og så er det de glemmer hvor lang hundesnoren er!
Som hundelufter er det 'lidt træls'. Hvorfor alt det farten frem og tilbage? Hvorfor ikke bare gå ved siden af sin ejer, rolig og sindig?
Dertil er der at svare;
Hvis nu hunden var opdraget rigtigt, kunne selv en Terrier sikkert komme til at gå pænt - hele tiden.
Men jeg vil jo gerne give hende den frihed, når vi går på sikre arealer, der gør at hun får tid til at opdage hele verden (som hunde nu engang gør igennem snuden). Det er jo det der gør ens hund så glad.
Når det er sagt, så har jeg gjort mig den erfaring, at når der så endelig kommer en forbipasserende MEGET farlig hund (hvad jeg som menneske ikke forstår at vurderer) så kan det nok være min lille Terrier gerne vil gå i kort (gerne stram) snor helt inde ved mit ben.
Den anden dag slog det mig, hvor meget denne hundesnor egentlig minder mig om Guds faderlige kærlighed.
Gud har vist os en kærlighed som rummer en stor grad af frihed. Langt større frihed end, tror jeg, vi som kristne vil give hinanden.
Den frihed, som har et fundament af kærlighed, må have nogle grænser. Selv om jeg ikke oplever mig selv som ekstraordinær grænsesøgende, så får jeg somme tider forvildet mig derud, hvor jeg pludselig oplever at snoren strammes. Bump! Så sidder man der og undre sig over, hvor ham Gud er? Man ved det egentlig godt; Han er i den sikre ende af snoren. Man var bare kommet langt nok ud!
På den anden side; Prøv bare at se mig, når tingene brænder på og det bliver RIGTIGT farligt. Så ved jeg godt hvad det vil sige at gå helt tæt på Guds ben. Og snoren må godt være rigtig stram, så jeg kan mærke Ham.
Abonner på:
Opslag (Atom)