Og nu ligger dette bronzealder menneske på Moesgaard Museum.
Tøjet er der endnu. Tænder og hår er der stadig. Mange af de pæne ting der kom med i graven, kan også vises frem for publikum.
Det er da godt klaret. Efter så mange år.
Jeg er selv ved at miste mine tænder. Håret er væk. Der er hul i mine bukserknæ. Jeg kan ikke finde min mobil. Mest tænkeligt bliver jeg selv kremeret og fordelt i et tyndt askelag over Aarhus Bugten, eller det Sydfynske Øhav.
Sådanne er forholdet til døden på distance, når vi f.eks. besøger et museum. Jeg kan se og næsten røre. Alligevel er døden, det meste af tiden, på behørig afstand. Og det har de fleste af os det rigtigt godt med.
Men skal vi være helt ærlige, så ved vi det godt. Statistikken siger at; meget, meget, meget tæt på 100% af os skal dø en dag. Der komme en dag hvor vi ikke længere skal besøge døden på et museum. Og hvor ville jeg gerne kunne sige med fast og rolig stemme; -"Den dag vil jeg med fred og tillid, møde min Skaber og Herre, i de himmelske boliger!"
Men det mest sansynlige er nok, at jeg med bæven og stor uro ikke kan gøre andet end at 'befale mig i den levende Guds hænder'. Og på en eller anden besynderlig måde, giver det mig en indre stille fred.
500 år efter bronzealderen sluttede hang der en mand på et kors. Denne mands sidste ord var; -"Det er fuldbragt."
På netop disse 3 ord bygger jeg mit HÅB.
*) Bronzealderen: 1800 - 500 år før vores tidsregnings begyndelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar