Frihed, hundesnor og masser af kærlighed.

Vi har en Cairn Terrrier. Hun elsker at gå tur. Hele tiden stopper hun op for at snuse til lygtepæle og græstotter. Så kan jeg godt komme nogle meter længere frem med den fleksible hundesnor.

Ind i mellem får hun færden af noget helt særligt. Snuden kommer helt ned. Ørene lægges bagover og halen halser bagefter. Fremad går det, og hun overhaler mig i ekspresfart.

...og pludselig er snoren ikke længere. Og så står man stille.

Heldigvis har vi droppet den traditionelle halsbånd og det er derfor en mere kropslig sele der stopper hende.

Men hvad er det der sker? Jo, hunde, og måske ikke mindst Terrier, har det med at glemme tid og sted. De glemmer også at de er ude at gå tur. De er pludselig på jagt, og er så fokuseret på de dufte der er lige lidt længere fremme. Og så er det de glemmer hvor lang hundesnoren er!

Som hundelufter er det 'lidt træls'. Hvorfor alt det farten frem og tilbage? Hvorfor ikke bare gå ved siden af sin ejer, rolig og sindig?

Dertil er der at svare;
Hvis nu hunden var opdraget rigtigt, kunne selv en Terrier sikkert komme til at gå pænt - hele tiden.
Men jeg vil jo gerne give hende den frihed, når vi går på sikre arealer, der gør at hun får tid til at opdage hele verden (som hunde nu engang gør igennem snuden). Det er jo det der gør ens hund så glad.

Når det er sagt, så har jeg gjort mig den erfaring, at når der så endelig kommer en forbipasserende MEGET farlig hund (hvad jeg som menneske ikke forstår at vurderer) så kan det nok være min lille Terrier gerne vil gå i kort (gerne stram) snor helt inde ved mit ben.

Den anden dag slog det mig, hvor meget denne hundesnor egentlig minder mig om Guds faderlige kærlighed.

Gud har vist os en kærlighed som rummer en stor grad af frihed. Langt større frihed end, tror jeg, vi som kristne vil give hinanden.
Den frihed, som har et fundament af kærlighed, må have nogle grænser. Selv om jeg ikke oplever mig selv som ekstraordinær grænsesøgende, så får jeg somme tider forvildet mig derud, hvor jeg pludselig oplever at snoren strammes. Bump! Så sidder man der og undre sig over, hvor ham Gud er? Man ved det egentlig godt; Han er i den sikre ende af snoren. Man var bare kommet langt nok ud!

På den anden side; Prøv bare at se mig, når tingene brænder på og det bliver RIGTIGT farligt. Så ved jeg godt hvad det vil sige at gå helt tæt på Guds ben. Og snoren må godt være rigtig stram, så jeg kan mærke Ham.