Håbets rosenblade

Der står en rose i en potte ved vores indgangsdør. 
Det er en gave.
En Reformations-rose.

Den har blomstret så smukt her i oktober. 

Men til morgen havde de to første blomster mistet deres spændstighed. Om et par dage ville de første kronblade falde af... og...

Ja, for mig er efteråret en stadig påmindelse om forgængeligheden. 
Men det er også håbs-tid. Hvis disse to blomster forsvinder vil der (måske, hvis varmen holder) være to nye knopper der springer ud i næste uge... eller til næste sommer... i en ny have.

Hebræerbrevets forfatter skrev i Det Ny Testamente om håbet til Gud og hans trofasthed, at det: ...er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget. (Hebr. 6:19)

Forhænget... Hmmm... Noget som er 'urokkeligt og sikkert'. Altså noget som er alt andet end det, denne verden repræsentere. 

Jeg kaster rosenbladene op i vinden...

Der var engang en Blodbøg...

Møjsommeligt blev Blodbøgen savet i stykker ovenfra.
Den var blevet gammel.
Skrøbelig og farlig.
Nu var det så besluttet at den skulle fældes.

Tid og skrøbelighed.
Selv for en Blodbøg på en kirkegård, kommer der en dag.
Og dog havde den levet længere end de fleste.

Utallige har gået under dens krone.
Knuget i sorg, afmagt og savn.
Vrede, bitre eller fredfyldte.

Og nu ligger den selv der.
Ramt af tiden.
Slået til jorden.
For aldrig mere at rejse sig.

"Alt har sin tid" sagde Prædikeren i Det Gamle Testamente.

Den anden dag så jeg på en gravsten følgende 'undertekst':

"Betænk livets kort,
Dødens vished og
Evighedens længde"

I medens vi tænker over det, kan vi se et maleri fra ca 1831, af Christian David Gebauer; "Vinterlandskab ved Brabrand Kirke". Maleriet kan ses på AROS!
Måske er det svært at se vores Blodbøg, men den skulle stå mellem præstegården (der forlængst er revet ned) og kirken...

Klik på billedet og se mere!