Der var engang en Blodbøg...

Møjsommeligt blev Blodbøgen savet i stykker ovenfra.
Den var blevet gammel.
Skrøbelig og farlig.
Nu var det så besluttet at den skulle fældes.

Tid og skrøbelighed.
Selv for en Blodbøg på en kirkegård, kommer der en dag.
Og dog havde den levet længere end de fleste.

Utallige har gået under dens krone.
Knuget i sorg, afmagt og savn.
Vrede, bitre eller fredfyldte.

Og nu ligger den selv der.
Ramt af tiden.
Slået til jorden.
For aldrig mere at rejse sig.

"Alt har sin tid" sagde Prædikeren i Det Gamle Testamente.

Den anden dag så jeg på en gravsten følgende 'undertekst':

"Betænk livets kort,
Dødens vished og
Evighedens længde"

I medens vi tænker over det, kan vi se et maleri fra ca 1831, af Christian David Gebauer; "Vinterlandskab ved Brabrand Kirke". Maleriet kan ses på AROS!
Måske er det svært at se vores Blodbøg, men den skulle stå mellem præstegården (der forlængst er revet ned) og kirken...

Klik på billedet og se mere!