...i lyset af håbet!

Jeg svæver igennem dalen. Bjergene løfter sig mod himlen over mig. Under mig løber floden igennem dalengen.

Bjergenes tinder er klædt i koldt hvidt sne. I dalen under mig skinner brune og gule farver om kap med mit sindets melankoli.

Der er ingen vej tilbage, videre og videre svæver jeg. Tiden går og efteråret vil afløses af vinter.

Så vil skønheden her forsvind. Brunt og gult vil blive sort og gråt under sneens hvide lagen. Frossen og kold vil tingene gå i dvale…

Men en morgen… vil fuglene overraske os, med noget så eventyrligt som en forårs sang. Sneen vil smelte, krystal for krystal, dråbe for dråbe. Solen vil kravle højere og højere op over bjergenes øverste kant, og vil trænge dybere og dybere ind i dalen. 

Ja, alt vil blive klamt og vådt… men om et øjeblik vil de første spire bryde frem… og livet tager endnu et år…

Efterår, jeg elsker dig i lyset af ‘håbet’,

Liv i 3 akter

1. Nattesyner

Stor sorte skyer trævler den bleg mørke nattehimmel op i strimler. Forvredet og forpint, vender jeg ansigtet mod mørket og skriger. Et åndeløst og tavst skrig.

Intet svar. Alt er svar. Intet.

Jeg sparker ud efter knolde af ler på mine støvler. De er tunge. Der er intet ler. 

Men smerten, fortvivlelsen og forpintheden, skære i mine lunger.

Stadig intet svar.

Jeg vrider mine hænder, som en gammel tandløs kvinde. Forvrænger mit ansigt. Kaster hovedet bagover. Fortabt. Opgivet. Aflivet.

Ingen høre mit råb. Alle vil forstå, en dag. Ingen kan forstå, i dag.

Kunne jeg bare flænge min kjortel. Krænge en sæk over min usle krop og rulle mig i aske.

Kunne jeg bare løbe nøgen omkring. Løbe i zig-zak medens jeg slår mig selv omkuld, med knyttede hænder. Kunne jeg bare lade fråden løbe og jamre som en galning.

Men jeg er et civiliseret menneske. Jeg er pæn og ordentlig. Bare rolig, jeg skal nok holde facaden.

2. Elevatoren

Lyset i ‘pil op’ og ‘pil ned’ er slukket. Ingen summen. Gangen er øde og forladt.

Men nedefra lyder skrig. Inde fra elevatoren. Bag den lukkede dør. Der siver sprækker af lyde ud. Som fra en bundløs, endeløs elevatorskakt trænger et råb om hjælp ud på første sal.

Jeg føler på døren. Den er kold og mørk. Jeg mærker træk. Hvor er ‘nødåbningen’? En lille rude man kan knuse og alt ordner sig? Den er væk, skjult, ikke til at finde.

Og så løfter der sig et lettelsens suk. En teknikker med kasket, værktøjsbælte og smækbukser. Døren springer op. Men vi stivner. Suget er enormt. Ind og ned. Ind og ned. Ind og ned.

Og nu dør lyden ud. Det er slut. Det er forbi. Det er sket. Intet håb. Ingen vej tilbage. 

“Slå hellere det døende dyr tre gange mere i hovedet med den store sten. Så er det ovre, lad den ikke lide”

3. Alle veje tilbage

Stille. Løft dit hoved. Drik.

Løft dine øjelåg og se. Løft dit blik og se, ind i din Frelsers øjne.

Stille. Helt stille. Føl.

Føl, hjertet pumper. Føl livet vender tilbage. Strømmer ud. Uden modstand. Ud til hver fiber og celle. 

Der er håb. Håb for mere. Håb for lys. Håb for dage i morgen, i overmorgen, og dagene derefter.

Håb, mit barn, håb!

Nåde jeg ikke fortjener...

Det står på et utal af gamle gravsten: "Alt af Naade!"

Her er det broderet ind på et sort klæde, og sat i glas og ramme.

Det har sikkert hængt over en dør, eller et andet centralt sted i et hjem. 

I dag er det andre toner der lyder.

Reklamerne rækker os den ene forførende vare efter den anden, med ordene: "fordi du fortjener det!".

Hvorfor virker "Alt af Naade!" så helt anderledes?

Hvorfor er det som om, det er sætninger fra to helt forskellige verdner?

Måske fordi nogle af os oplever livets mørke sider.

Hvor smerte, fortvivelse og afmagt slå sammen over vores hoveder.

Øjeblikke hvor reklamens: "fordi du fortjener det!" - virker som det knytnæveslag ondskaben, smadre ind i ens kindben, så man sejler bagover.

"Alt af Naade!" er det glædelige budskab der lyder når alt er tabt.

Når jeg på trods af det jeg har fortjent, 

oplever at Gud rækker mig hånden og rejser mig op.

Ikke at jeg har fortjent det, men fordi har 'tjent' det for mig.

Derfor vil jeg råbe ud i ondskabens mørke nat: 

"NEJ, NEJ, NEJ jeg har ikke gjort mig fortjent til Guds kærlighed.

Skulle det gå efter fortjeneste, så var jeg fortabt i mørket...

Men nu rækker livets Gud mig sin kærlighed af bare NAADE!"

Derfor vil jeg også i dag løfte hovedet,

løfte det så meget jeg magter det...

og så vil jeg vove at tro det:

Jeg får ikke som jeg fortjener. I stedet får jeg ALT, af tro håb og kærlighed i livet, alene af Guds nåde.

Fra en drøm (i foråret 2000), over en kunstner, til håb i mit hjerte!

I den grønne keramiske figur, ser jeg to personer, som næste er opslugt i hinanden. 

Knuget sammen i sorg og fortvivlelse.

Med en paradisisk fortid bag sig, og en selvvalgt udstødelse foran sig.

De har måttet betale prisen for deres handlinger:

'UDDRIVELSEN' af Edens Have.

Sådan 'begynder' Arne Hauge Sørensens alterudsmykning i Gellerup Kirke. 

Sådan er udgangspunktet. 

I en gudløs verden, er det vel også endepunktet ?!?!?!

Men ikke i Gellerup Kirke.

For her er Kristus, placeret i CENTRUM, i et Golgata-motiv (forsoningen). 

Det ER fortsættelsen.

For hverken vi, eller Gud kunne bære, at 'UDDRIVELSEN' skulle være både begyndelsen og slutningen.

Derfor ender alterudsmykningen, længst oppe til højre med OPSTANDELSEN i Treenigheden.

Det ender med LIVET... Med en treenig Guds triumferende sejr over alt nød, død og fortabthed.

Forstå det eller ej, men det giver håb, midt i alt det håbløse!

Se mere om beskrivelsen af alterudsmykningen HER. 

Bl.a. hvordan en præsts drømme, kan blive til kunst ;-)

...den ufuldkomne Kristus-figur...

Kender du Thorvalsens Kristus-figur fra Domkirken i København? 

Så pompøs, pæn og perfekt!

Sådan er mit liv bare ikke! 

Derfor blev jeg så taknemmelig, da min kone kom hjem med ovenstående gibs-figur. 

Kristus-figuren har stået i hendes barndomshjem. Det er en del af historien. 

Men figuren må også have været væltet. Fingerne er slået af. Armene har været brækket af og groft klistret på igen. Kappen bag højre arm, hænger sært 'klattet' og sjusket ned...

Sådan er den Kristus der favner det uperfekte mennesker... 

Sådan er den Kristus der åbner armene for at favne den sårede og lidende...

Sådan er den Kristus der er grebet af vores sorg og magtesløshed, i denne faldne verden...

Esajas profeterede, flere århundrede før Jesu fødse,l om den kommende Messias:

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,

vi vendte os hver sin vej;

men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Esajas: 53:4-6

Ingen har fortjent den kærlighed. Men det er samtidig mit eneste håb.

Derfor elsker jeg den ufuldkomne Kristus-figur...