Jeg svæver igennem dalen. Bjergene løfter sig mod himlen over mig. Under mig løber floden igennem dalengen.
Bjergenes tinder er klædt i koldt hvidt sne. I dalen under mig skinner brune og gule farver om kap med mit sindets melankoli.
Der er ingen vej tilbage, videre og videre svæver jeg. Tiden går og efteråret vil afløses af vinter.
Så vil skønheden her forsvind. Brunt og gult vil blive sort og gråt under sneens hvide lagen. Frossen og kold vil tingene gå i dvale…
Men en morgen… vil fuglene overraske os, med noget så eventyrligt som en forårs sang. Sneen vil smelte, krystal for krystal, dråbe for dråbe. Solen vil kravle højere og højere op over bjergenes øverste kant, og vil trænge dybere og dybere ind i dalen.
Ja, alt vil blive klamt og vådt… men om et øjeblik vil de første spire bryde frem… og livet tager endnu et år…
Efterår, jeg elsker dig i lyset af ‘håbet’,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar