Jeg tager aldrig flere billeder af dig med morgenhår !

Hej min lille nye ven.
Det er hyggeligt at møde dig.

Nu ved jeg godt det - muligvis - ikke er gensidigt.

Jeg vækkede dig jo i morges. Solen var ved at stå op (et eller andet sted øst på). Men jeg er glad for at du var  levende.

Jeg så dig første gang i mandags.
Jeg skulle tidligt på arbejde. Det var mørkt. Jeg havde pandelampe på igennem skoven.

Nu er det sådan, at det træ du overnatter i, her i vinter er blevet mit bede-træ.
Her stopper jeg op. Lægger min hånd på knasten, en halv meter under dit hul. Og så beder jeg for de mennesker der bor i vores by...
Her vor jeg har fået 'rod' og høre til, som vores træ.

Jeg fornemmer at vores Treenige Gud og Skaber mener det er okay.
Han har givet os alle den samme livskraft. Han opretholder os, i den opgave og gerning, som er vores. Han er til stede i mellem os... ja, det ved du måske bedre end jeg. Derfor er det naturligt at bede i naturen, og altså også her ved dit nattelogi.

Måske har du allerrede hørt min lille morgenbøn ?

---

Jeg har taget et billede af dig, tirsdag morgen medens du sov. Undskyld. Du var lidt uglet at se til ! Måske skulle jeg ikke have gjort det... men det betyder jeg ved, hvad du er for en.

Du er en:

Certhia Brachydactyla      -    "Korttået Træløber"

Der skulle flere vise mænd til at finde det svar, alene på dine (uglede) ryg- og hale-fjer.
En af dem mente at du var død, som du sad der halvt ude på stammen.
Jeg ville derfor tage et nyt billede af dig i morges, for om muligt at bevise at du havde flyttet dig lidt.
Men her - kort før daggry - da kameraet skulle afstemme afstanden, med sit røde lys; fløj du væk.

Det var så dejligt at se du var i live... selv om jeg ikke fik mit billede.

Og endnu bedre, at du til aften - da jeg kørte hjem fra arbejde - igen havde fundet hjem til dit 3 cm dybe knasthul, for at sove.

Lille ven. Jeg skal nok passe godt på dig - og jeg lover at jeg ikke tage flere billeder af dig...
... og hvis du vil, kan vi jo bede sammen i morgentidlig ?