Mørkets uundgåelige...

Man cykler frisk til.
Det er mørkt.
Man kender stien.
Det regner.

Og så sker det igen:

• Man rammer træ-roden på vejen..
• Dækket presses mod fælgen.
• Stellet og saddelen ryger op mod halebenet.
• Rygraden sender stødet videre mod kraniet.
• Kraniet løfter sig, og kort efter kæben.
• Et brøkdel af et sekund der efter mødes de igen - og så er spørgsmålet; er tungen inden for eller uden for tandrækken ?

Mærkeligt at det tit er samme fejl man begår igen og igen. Man burde, kunne lære; at køre uden om.

Nu er det en træ-rod som, på stien igennem skoven, er blevet frilagt.

Men lige så overraskende er det at vi også i dag, har gjort/tænkt/sagt tåbelige ting, som IKKE (mildt sagt) var konstruktive i et godt liv. Hverken for os eller vore omgivelser.

"Gud bedre det!" Men her og nu, må vi knæler jeg ned og bekender; - "Jeg gjorde det igen !!!"
Og det mærkelige er; at Gud ikke siger andet end; Jeg elsker dig...

Dette er utroligt at tro - i sandhed; Mørkets uundgåelige...

Og til sidst... hold tungen inde i munden, helt inde !!!