På besøg hos Ørkenfædrene i Digesvalens hul

Vi er på Sydlangeland.
Stranden er fyldt med 'rullesten'.
Sten som i århundrede er blevet slebet glatte i brændingen.

Langsomt æder havet sig ind på kysten. Øverst oppe på skrænten har Dugesvalerne deres huler. Her er de i sikkerhed og har deres egen lille huleby.

Ørkenfædrene yndede at bo i huler. Her i ensomheden, uden for verdens pulserende rækkevide, mødte de Guds nærværet.

En blæsende dag på stranden.
Hulerene er tomme.
Ingen beboer dem nu.
Svalerne er fløjet.

Hvordan mon det ser ud derinde ? Når vinterstormen har hærget,
er de skredet ned på stranden.

Men næste år...
Så er de blevet dybere, og længere
og nye kuld er på vej.

Og i mine tanker;

Kalder de små huler.
Kalde til hule stilhed.

Jeg kæmpe med 'skyggerne' her.
Kæmpe med dage der var.
Kæmper med dage som ikke blev
...det de skulle.

Jeg høre havet´s brusen.
Længes efter forløsning.
Søge ud mod horisonten.

Englens besøg i hulen.
En hilsen fra det jeg ved.
At Gud har et Fader hjerte.

Jeg rejser mig i hulen.
Løfter mine hænder mod himlen.
Priser min Gud og mester.

Og så er det filmen knækker...
For jeg er ikke i hulen...
Og for den sags skyld;
er den her måske heller ikke i morgen...

Men jeg ved 'min forløser lever' - Halleluja... og god søndag !