Glædelig jul til de 'ikke- / eller mindre- troende'... og undskyld !

For nogen er det let, nærmest en selvfølge.
For andre er det fremmet, noget underligt og uopnåeligt.

For mange er det ekskluderende.
-"Enten er du med os, eller også er du... udenfor!"
Rigtig mange af jer - 'ikke- / eller mindre- troende' - har prøvet at føle jer skubbet udenfor.

Hvis jeg kender jer ret, så bære i over med megen tåbelighed fra 'troende' mennesker.
(...at du allerede, har læst så langt i min blog i dag, er et godt bevis på det ;-).
Tak for det, det er stort af dig.

Jeg tror på at jule budskabet fra den kristne Gud er, at Gud blev menneske, for ALLE OS der er udenfor. Det er det jeg fejre i aften.

I går ønskede en tyrkisk muslim mig, på det hjerteligste: "Glædelig jul".

Og det vil jeg også af hjertet ønske dig, uanset hvad du i aften fejrer ... af hjertet:

"Glædelig jul"

Og som en lille julehilsen, vil jeg gerne linke til Informations artikel: At tro på det uforklarlige (klik HER)
Jeg blev så glad da jeg læse den. Budskabet er ikke afhængig af 'troende-mennesker'.

Hvem er kusken?

Skyklapper.
Kun se frem.
Ikke til siden.

I følge Den Danske Ordbog, består ordet af at 'blive sky' og 'klap'.

Klappen forhindre altså hesten i at se alt. Den kan forblive rolig i sin egen (lille) verden, trække sig tilbage, være sky. Intet udenoms, irrelevant, behøver at forstyre.

Kun se frem.
Ikke til siden.

I dag sker der så meget.
Oppe, nede, ude, inde, over det hele.
Der er så meget at bliver distraheret af.

Gad vide; om ikke vi i vores stressede hverdag har brug for et par Skyklapper.
Så kan vi nøjes med at se frem. Hvilken lettelse!

Der er så kun et problem; hvem er kusken?

Leverpostejs dag i december, med noget større

Morgenskyer i december.
Nu står solen endnu en dag op, over onde og gode.

Denne dag vil blive en dag, som mange andre.

Nogle vil glæde sig.
Andre vil sørge.
Mennesker vil fødes og mennesker vil dø, denne dag.
Nogle vil få fornyet håb.
Andre miste modet.

De fleste, er mit gæt, vil opleve denne som en dag, uden større 'udsving'. Sådan lidt, midt i mellem.

Men solen gør ingen forskel på folk.

Selv, tror jeg, vil jeg bøje mig og overgive dagen i Guds hænder. Så kan det komme, og det ske, som en almindelige dag i december, nu byder på... og jeg ved; noget større end mig, altid vil være hos mig.

Hvor lang tid vil du være her og nu?

Vores julepynt gemmer vi i en gammel kuffert. Når vi nærmer os december tager vi den frem. Kufferten er slidt og umoderne, men tjener os stadig til opbevaring af juletræs-lyskæder, flettede hjerter, juletræstæppet og meget andet.

Jeg ved ikke meget om kufferten. Jeg tror vi har købt den i en genbrugsbutik.

Og alligevel ved jeg noget meget specifikt; Jeg ved denne kuffert skulle noget specielt til/eller fra Østerport klokken 23:19.

Alt andet er ulæseligt.
Men jeg har et sted og et klokkeslet. Jeg har en lokation på Danmarks kortet (vil jeg mene) og et 'nu'.
På en måde ligner det egentlig mange andre 'der' og 'nu'. For eksempel hvor du 'er' lige 'nu'.

Lad os vende den en halv omgang.
Lige 'der' og 'nu' er du?
Jeg er lige 'her' og 'nu'!

Og med denne blogs tittel bliver jeg mindet om at;
"Gud er over alt...NU"

Hvor lang tid vil du være 'her' og 'nu', sammen med Gud? Hvor vigtigt er ikke dette NU?

Undskyld til alle de irriterende 'begærlige'!

Ja, så står hun der. Så bedårende, så begærlig. Men jeg har ikke noget  brød med til hende, i dag.

Hov, var det min første tanke; hendes begærlighed?

Ikke hendes smukke orange næb.
Ikke hendes muntre vrikkende gang.
Ikke hendes stramt siddende fjerdragt.

Tilgiv mig - endnu engang.
Jeg lover mig selv, ikke at se på din irriterende 'begærlighed' næste gang, du sætter livet til for at komme over til mig, på den anden side af den befærdede cykelsti.
Undskyld, lille skønhed... (og alle andre skønne mennesker der satser alt på et bedre liv!)

Tak er ikke en selvfølge!

Vandet er stift. Frosset til en ujævn flade på den lille sø.

Det er den første frost. Første dag isen bære. Første gang søen ikke er som den plejer.

Hvor har vi dog let ved at tage alting som en selvfølge. Vende os til at ting altid har været, og altid vil blive ved med at være, som det altid har været.

Og så står vi der lidt fortabte og tænker; -"Hov, hvad var nu det?"

Næ... lad os i stedet se os omkring, og ikke regne noget for en selvfølge. Måske vi så for lyst til at handle lidt anderledes, måske endda; takke?

Spillet er slut

Der ligger meget affald i naturen.
Det meste affald tager, som en forbandelse, opmærksomheden fra det skønne i Skaberværket.

Men dette kort, som var faldet i søen, minder mig om at spillet kan være slut.

Der er et kortspil, som mangler en "Rude Es". En bunke kort, som aldrig mere bliver blandet og delt rundt. Spillet er, med denne bunke, slut.

Når bare et kort mangler, er det hele ødelagt. Sådanne er det, med meget i denne verden. Og vi forstår det så sjælden!

Hvad betyder et kort, fra eller til, i fællesskabets spil? Mange fællesskaber lever fint med ekskluderinger. Man spiller videre, og forstår ikke at spillet aldrig helt, bliver godt. Aldrig helt lykkes. Aldrig helt giver det fulde udbytte - i hvert tilfælde ikke på langt sigt.

Uanset kortes umiddelbare værdi, er fællesskabs spillet - i Guds perspektiv - afhængig af at ALLE kort er med.

Gud giver ikke op... han forsøger fortsat at samle alle kortene, i det spil han skabte for at give liv!

Ikke et øjeblik for tidligt

"Av. Den stikker"

Den Ægte Kastanie beskytter de kommende slægtled, ved at indkapsle frugten i en pindsvine frakke.

Alligevel kommer der en dag, hvor frakke  revner og 'kastanien' kommer til syne. Men så er den også klar.

"Alting har en tid", sagde prædikenen i det Gamle Testsmente.

Gad vide hvordan livet ville blive, om vi ventede på at Gud modnede sagerne FÆRDIG, inden vi tog dem i brug.

Dagens bøn må blive; må jeg få tålmodigheden til at vente på dig, Gud!

Jeg; solens fokuspunkt i oktober !

Lav eftermiddags sol over søen. Overfladen vugger og slår imod sivkanten.

Og af alle på denne jord, trækker solen en krystalklar stribe af lys, lige derhen hvor jeg står.

Er det ikke utroligt. Som om jeg var lysets centrum. Pling, pling, pling.
Og den bliver ved. Hvis jeg går et skridt til siden, følger striben mig.

Sådanne peger solen på mig, til en sky går går mellem os, eller det bliver aften.

Inden storhedsvanviddet tager overhånd... så ved jeg godt det er Guds måde at sige; Jeg elsker dig og du er værdifuld.
Når solen går ned, eller regnen strømmer fra de tunge grå skyer - så må jeg gribe til troen. Da må jeg holde fast ved det jeg ikke kan se, føle eller mærke. Erkendelsen af at Guds kærlighed og hengivenhed er stadfæstet af; at et lys kom til verden, og mørket fik ikke bugt med det.

Borte tog mit minde

Bliver jeg husket?

Har jeg sat spor?

Hvad betød mit korte liv?

Jeg ved det ikke.

"M" bliver husket en årrække.

Så bliver det gamle bøgetræ nok også fældet, eller vælter i en storm.

En dag er "M" også borte.

Livet er så kort og flygtigt.

Som et vindpust, en døning ved stranden eller et vindeslag fra en fugl der fløj forbi.

Borte tog mit minde.

Og dog ved jeg at mit navn er gemt i Guds hjerte.

Selv om ingen forfatter, journalist eller historiker nogen sinde vil nedfælde dit og mit navn i noget 'værk' om vores tid, så kikker vores Himmelske Far på os og hvisker; 

"Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min!" (Esajas 43:1)

Når stengærede møder stengærede

Brabrand Kirke

Et stengærede.
En afgrænsning.
Inden for eller uden for.

På den jyske Hærvej kommer man forbi mange gamle kirker.
Alle er de indrammede af gæreder eller murer.
De var der for at afgrænse og for at holde ting ude eller inde.

Mennesket har også brug for afgrænsninger.
Det er vigtigt at vide hvor vores grænser går.
Det giver klarhed og overblik hos os selv og hos andre.

Vi har SELV ansvaret for det der er VORES liv. Ansvar for det der er inden for vores afgrænsede område. Det er første opgaven.
Som barn skulle vi lære hvem vi var og hvor vores grænser gik. Som voksne skulle vi gerne have styr på de smukke ting og store værdier vores område rummer. Men også på de ting der ligger nede i rodehjørnet, med de mislykkede og ufuldkomne minder. De ting som Guds kærlighed har et særligt øje for at gøre noget ved.

Dette overblik og denne erkendelse skulle gerne ruste os til at lade vore liv møde andres liv, til opmuntring, erfarings udveksling og fælles glæde.

Breaking news: Forbandelsen ophævet

Jelling Kirke

Johannes fortæller følgende i det sidste kapitel i Bibelen (Joh Åb. 22:1-3):

"Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone... ...og der skal ikke mere være nogen forbandelse"

Jeg sad i Jelling Kirke. Det var første dag på årets vandretur på hærvejen, nordpå. Mit Ny testamente, var tilfældigt slået op på det sidste kapitel.

Floden med livets vand... ophæver forbandelsen.

Den flyder, i følge Johannes, ud i det hinsidige.
Men kunstrisk også ud i Jelling kirke.
Og åndeligt i hvert hjerte der ser og tror !!!

Rigtig god forbandelses-fri vandring til jer alle.

Guds fugleunge logik

Mågeunge

Den stod der.
Helt fortabt.

Faldet ned fra lagerhallens tag, hvor dens forældre havde bygget reden.

Før beskyttet.
Nu hjælpeløs,
og forladt.

Den drak begærligt af det vand vi gav den. Den stod på sine skældvende ben, i sommervarmen. Stille og afventende...

Måske trak vi bare pinen ud.

Afventende sin skæbne.
Ikke bange.
Måske afkræftet, men ikke i dødsangst.

Jeg ved ikke hvad det ender med.

Matt 10:29-30

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.  Men på jer er selv alle hovedhår talt.  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Den fri slaves bindinger

Aarhus Hovedbanegård

"We are free"

Hvem er fri?

En avis til gratis uddeling.

For hvem er ellers fri?

I virkeligheden er den kristne, det frieste menneske i verden.
Sat fri af Guds nåde (gratis gave)

Men mange af os har glemt det!

Fokus er ikke på friheden. I stedet cirkler vi omkring, og bindes ind af vores bekymringer, vores ego og vores skyld.

Tåbeligt. Guds nåde, er så total frihedssættende. Kunne vi bare fokusere på Ham i stedet på os selv...

I stille vejr er det dybe ligegyldigt

Det er fuldstændigt lige meget hvilket rodnet et træ har, i stille vejr.

I stille vejr kan vi snakke nok så meget om alvorlige emner, og andet fjollet.

I stille vejr kan vi tænke nok så dybt og have nok så meget styr på alle teorier om orkaner og anden menneskelig lidelse.

I stille vejr, en sommer dag, er vinterens storme så fjern, så fjern.

Skal vi kaste en lille dyster refleksion ind i det stille vejr?

Lad os sende en tanke til dette piletræ i anlægget nær Brabrand Søen.

- Du klare det ellers godt. Så grøn du dog alligevel er blevet i toppen.

Men dine dage er talte.
Dit rodnet var for overfladisk.
Vandet var så let tilgængeligt... alt for let.
Hvor du før var en fryd for øjet, er du i dag... fortid.

Jeg vil "toppe" på min dødsdag !

"Piv-piv-piv-piv"

Mobiltelefonens kamera gør hvad den kan. Men Mursejlerne er så hurtige og aften tusmørket mindsker lyset.

"Piv-piv". Rundt og rundt flyver de i små flokke, for at få den sidste aftens mad.

Solsorten lægger klangbunden... og der er by-stille. En bil køre forbi på gaden og butikkens ventilation summer.

Nu er der tid til eftertanke.
"Piv-piv".

Endnu en dag er gået.
Kom jeg tættere på mine kære, min Gud og mig selv?

Når sportsfolk træner op til konkurrencer, er det vigtigt at "toppe" på det rigtige tidspunkt.
Ikke for tidligt. Ikke for sendt.

Jeg håber og beder til at jeg må "toppe" på min dødsdag.
Jeg håber og beder til at jeg - resten af mine dage - må være i forventning.
I forventning til at lærere nye sider af alle mine medmennesker.
Lære nye sider af mig selv og forstå mere af hvem jer er.
Men i sidste ende allermest; få større og større indsigt i Guds ufattelige Nåde og Kærlighed til os.

"Piv-piv" og så en aften sang (Aarhus Efterskoles lillekor: "Fred hviler over land og by")

Videoen ser ud som om den er optaget lige syd for Aarhus... Hvor også efterskolen ligger.

Menneskets næstbedste ven...

Vores 10 år gamle Westie byder velkommen hjem

Hildegard von Bingen, skulle efter sigende have sagt; - "Djævelen hader hunde, fordi de er trofaste over for mennesker".

- "Hunden er menneskets bedste ven". Måske...

Jo, mere man lære om hundens adfærd, forstår man hvor kompleks vores samliv er. Vi mennesker har påtaget os rollen som førerhunden. I gennem generationer har modydelsen fra hunden været at tjene som blandt andet vagt-, jagt- og hyrdehunde.

Selv om vi i dag mest har hunden for 'sjov', får vi i tilgift en særlig "ven", der udviser trofasthed.

En trofasthed som for mange hunde er blind og uden grænser. Jeg tror det er sandt; at det væsen der udviser en sådanne trofasthed, må blive hadet af den der kun ønsker os ondt.

I Bibelen læser vi om en trofasthed der gik i døden for os. Den trofasthed var båret i et menneske hjerte, der elsker os grænseløst. Den VEN må få første pladsen, i konkurrencen om at blive; menneskets bedste ven.
At hunden så kommer på en af de følgende pladser... det kan meget vel være. Under alle omstændigheder, kan den trofaste hund, minde os om den fuldkomne trofasthed Gud viser sine skabninger.

Hvad laver de vinger der?

Hvad gjorde man før Google?

I aftes, sad vi ude i den lune juli luft, og snakkede om vores Guldsmede.

Så nu måtte jeg tjekke det op på nettet.

Det er mellem 2-6 år siden denne Guldsmede PUPPE begyndte sit liv i vores havedam, som et lille æg.

Fornylig var den, i NYMFESTADIET, kravlet op af dammen og var begyndt sin METAMORFOSE.

Da trængte den voksne Guldsmed - IMAGO - ud af PUPPEN og efter 6 timer var den flyveklar. Her efter har IMAGO Guldsmeden omkring 1 måned til at parre sig og lægge æg til en ny generation.

Se evt. hele processen på Netbiologen.dk: http://www.netbiologen.dk/zoologi/grandis.htm

Her afsløres det, at Guldsmeden ikke har en fuldstændig METAMORFOSE, (som f.eks sommerfuglen) for NYMFEN ligner IMAGOén - lidt.

Bl.a. kunne jeg se at NYMFEN har 4, meget små, vinger. Vinger den aldrig har fløjet med, da den først de sidste 6 timer, som NYMFE, befandt sig over vandet.

Og nu er det jeg igen tænker den åndelige dimension ind over denne UFULDSTÆNDIGE METAMORFOSE:

Tænk om Gud ønsker at forvandle os på samme måde, når vores NYMFE tidsrum i denne verden er forbi.

Tænk om GUD har valgt at skabe os med så mange tegn på vores kommende IMAGO udgave, at der er flere ting i vores jordiske liv der viser frem mod livet efter døden.

Tænk om vores frustration over livets korthed, hænger sammen med at vi er EVIGE væsner.

Tænk om vores drømme om at være gode, hænger sammen med at vi engang skal LEVE med Gud.

Tænk om Gud alligevel siger; Du er allerede nu - i NYMFE stadiet - min kostelige Guldsmed i troen på Jesus Kristus.

Jeg siger TÆNK... ikke FORSTÅ!

Modstrøms sejlads fra landsiden

"Her laver man ikke elegante havne manøvre. Man skynder sig bare at fortøje!"

Vi er i Norsminde Havn.
Strømmen er i aften kraftig.
3-4 knob, gættes der på.

Den lokale lystsejler er imødekommende, fortællende og venlig. Også her hjælper man hinanden.

Modstrøm, kræver tålmodighed.
Modstrøms sejlads er ikke altid smukt at se på.
Det kræver kraft at sejle imod strømmen.

Men selv her er der idvand. Mindre modstrøm, eller endda medstrøm, inde ved bredden.
...Eller man kan vente en time og strømmen vil mindskes igen.

Livets modstrømme kan overvindes med visdom (måske andres erfaringer) eller ganske enkelt med; tålmodighed...

Næste gang sejler jeg ikke forbi Norsminde Havn.

Hvad er i virkeligheden en blomst?

Dagens sidste solstråler.
Orkidens skøn rene farver reflekteres.
De saftige grønne blade strutter af liv.

Dette er den ægte vare.

Ikke den 2 dimensionel silhuet på en væg, med samsmulds tapet.

Når Bibelen advare os mod at samle skatte her på jorden, så er det skygger den advare os imod.

Skyggen er her kun et øjeblik...

Efterlod sit tøj og gik... øh... fløj

Så har næste generation Guldsmede forladt havedammen.

Tilbage er dette larve-etui.
Tomt og forladt.

Lige bag ved hovedet, hvor de hvide tråde sidder, er den fuldendte Guldsmed kravlet ud.

Nu flyver den rundt, med sin glinsende krop og sine store tynde vinger, i den danske sommer.

Denne forvandling (som også ses hos sommerfugle) har altid stået som forbillede for dette liv og det kommende.

Kunne vi bare se og lære...

Livet her ligner det virkelige liv. Vi fristes til at tro, det er alt. Men en dag...

Strømmen der ikke stopper

Det trækker. Varmen fra flammen åbner pludselig den ene side af stearinlyset. En strøm af smeltet stearin flyder ud.
Dråbe efter dråbe falder den varme flydende masse, ned på lysestagens fod.

Strømmen stilner af, efterhånden som lysets stearin-krater tømmes.
Den næstsidste dråbe løber ned af den lille stearin-istap, og slipper tøvende.
Den sidste dråbe er endnu mere sindig. Som et ubønhørlig tegn på denne dråbes endeligt, bliver tappen mere og mere mat-hvid.
Og så stivner den, og bliver kold...

Så længe strømmen var varm, og der var nok af smeltet stearin, ville tingene være levende og i bevægelse.
Straks kilderne til den varme stearin var udtømt, døde strømmen og alting stoppede.

Rastløshed kan være en forbandelse.
Truslen mod rastløshed kan være stilstand.

Men når Gud sender sine evige strømme af Helligånd og Nåde, ned mod os mennesker, så sker forsteningen først når vi omdirigere strømmen, så den ikke rammer os.

Lad os gå ud og sprænge de dæmninger væk der hindre Hans Ånd og Nåde i at nå os.
For de strømme slipper aldrig op.

Eventyr... eller skal vi ikke blive hjemme?

"STORMY II"

Der står hun.
Svend Billesbølle´s legendariske "STORMY II".
Hun krænger lidt til styrbord. Men så kan masten også lige akkurat være i den gamle sidebygning på Valdemar Slot.

"STORMY II" er en Lynæs 18. Længden er altså kun 5,85 meter. Beskedne forhold når man ved, at dette var Svends hjem i 7 år. I 1988 sejlede han ud af Holbæk Fjord og kom hjem igen i efteråret 1995.
Dette var anden gang han tog på jordomsejling.

Når man læser Billesbølle´s bøger gribes man af eventyret. Man følger ham igennem fortvivlende orkaner, igennem den stille forunderlige stjerneklare nat og i mødet med de mest forskellige mennesker på kloden.

Man får lyst til selv at tage af sted.

Men det koster at tage på eventyr. Uanset hvilket eventyr man vælger har det en pris. At købe en ældre sejlbåd, indrette den til langturssejlads og gøre alle forberedelserne, er økonomisk og praktisk overkommeligt. (Bl.a. er der stor hjælp at finde hos Langturssejler Foreningen)

Men VIL man eventyret?
Finder man at eventyret er omkostningerne værd?
Er riskoen, ubehaget, afsavnene, bekymringerne for voldsomme i forhold til udbyttet?

Eventyret findes i mange udgaver.
Vores Himmelske Far kalde os til, igen og igen, at slippe ud af comfortzonen, ud på eventyr.
Der findes næppe nogen mere udfordrende, spændende og elskende turguide, end Ham. Tænk bare på de dine kristne forbilleder...

______________________

Svend Billesbølle´s bøger er:

1. Stormy – Udgivet på: Wisby & Wilkens
2. Stormy II – Udgivet på: Cervus
3. Den sidste jordomsejling-Stormy II vender hjem – Udgivet på: Wisby & Wilkens 

Se et af de sidste interview med Svend HER

"STORMY II" på Danmarks Museum for Lystsejlads

Den spartanske indretning

Bevægelse mod høst

Der er endnu lang tid til høst.
Skyerne er ikke truende, på samme måde, som hvis vi var sidst i august måned.
Der er stadig tid til at modnes.

Sådan kan landmanden vurdere sin mark. Han kan smage på kornet. Han kan se hvordan det bølger.
Han ved hvornår tiden er inde til at høste.

Korn sås, spirer, vokser, modnes og bliver klar til høst. Korn er dynamisk, levende og i bevægelse.

Som korn - så mennesker... eller?

Lidelsens symbol lyser i mørket

"Ved korset, lidelsens symbol,
blev tændt et lys, en naadesol"

Jeg fandt det over sengen i det lille kolonihavehus.

Sådan har de hængt, over så mange barnesenge de sidste 60 år.

"LIDELSENS SYMBOL"

På alle måder et paradoks. Korset... det mest grusomme henrettelses instrument.

Den største smerte.
Den største rædsel.
Den største forbandelse.

Ja, det skal hænge over de små´s senge!

FOR, vi er sikkert mange der har taget dette selvlysende plastik kors, ned fra sit søm på vægen, og holdt det ind under lyset fra sengelampen.

Tilbage på sømmet ville det da, når sengelampen var slukket, lyse ud i mørket, til vi stille og roligt var slumret ind.

For netop da Jesus døde på korset, tændtes der et lys i mørket. Ikke et lys fra en gammeldags gløde pære på et børneværelse, men et lys fra en "NAADESOL". Et lys af en hel anden verden, brød ind i vores mørke.

Gud ske tak for denne "NÅDESOL" og et gammelt plastkors i et kolonihavehus.

Korset her, var produceret
af LEGO tilbage i midten
af sidste århundrede!

Fortvivlet kendskab

Her lå en stenalderboplads. Nærved den lille fjord som skar sig ind i Østjylland.

I dag skinner solen. Stenalderbopladsene er væk. 

Det milde landskab byder foråret velkommen...

Men lige under den idylliske overflade ligger en losseplads, som voksede til en lille bakke og som for et par årtier siden, blev lukket... Og beplantet. 

Nu er her bare så smukt

Fortvivlede kendskab.

Nyttesløse led

Engang var kæden bøjelig og stærk.
Dens styrke var til at stole på. Den holdt hvad fabrikanten lovede.

Nu havde den ligget på stranden længe. Jernet havde ændret struktur. Rusten var gået til angreb og havde givet den føjelige kæde stivhed.

Jeg fandt den på stranden, vest for Mårup Havn på Samsø, hvor den var ved at blive til et med sandet.

Nyttesløs og forkrampet.
Aldring, forgængelighed og forstening... altsammen noget der høre denne verden til.

Jeg vender min tvivl, mit håb, mine tiggende og tryglende hænder mod den treenige Gud:

- "Lad der være mere at fortælle om menneskelivet - end det vi kan se, røre ved og umiddelbart forstå !"

Stølverne i dyndet

Bolværket i den gamle møllesø skulle repareres. Slusen åbnes og tilbage er nu blot den lille og uanselige å.

Bunden er mudret. Hist og her stikke ting op af dyndet. Et par støvler, en spand og her og der nogle sten og grene.

Gråandrikken snadre i det lave vand.

Snart er reperationerne udført. Slusen lukkes igen. Vandet stiger. Bunden dækkes og vandmøllen vil igen kunne dreje rundt.

Ingen tænker længere på dyndet, på støvlerne, spanden og alt det andet der ligger under søens overflade.

Sådanne går det i meget liv... Måske er det ikke væsentligt at vide hvad der findes på bunden, bare overfladen er pæn og møllen drejer og gør sit arbejde.

Men vores liv er andet end en møllesø. Måske skulle vi se at få slusen helt åben. Måske trænger vores bolværk til et eftersyn. Måske skulle vi få ryddet lidt op... og sikret at møllen kan køre i mange år endnu.
De gamle keltiske munke tog jævnligt på retræte, til øde steder. Vil du med ?

Gaserne Holger og Henning har det godt !

Formiddag i marts.
Den Gamle By i Aarhus.
Dyster gåsegang.
To unge gaser er ikke mere i flokken.

Efter sigende havde gaserne set sig gale, på en særlig gruppe af publikum; Middelaldrene tyske mænd.
Disse to gaser var... om man så må sige; udadreagerende.

Og det går ikke... (i længden) !
Så nu er Holger og Henning kommet på landet. Langt væk fra tyske turister.

Det er sikkert og vidst !

Lidt i modsæting til mange børnefamiliers forsvundne kattekillinger, som 'pludselig' er kommet 'ud på landet, hvor de har det rigtigt godt' - så lever Holger og Henning i bedste velgående, sammen med en masse dejlige gæs.

Jeg sidder og tænker på, hvorfor vi kan finde på at 'beskytte' vores nærmeste med hvide løgne.
Når vi nu ved at alle løgne kommer fra samme kilde...

Se Gud...

Tilst Kirke

Vi kan ikke se Gud.

Den ubarmhjertige virkelighed KAN vi se, føle og mærke.

Men Gud kan vi ikke se.

Vi kan blændes af ondskaben.
Vi kan krybe sammen i angst og fortvivlelse.
Vi kan sikre os bag et skjold af beskyttende egoisme.

Det gør ikke Gud mere synlig.

Men uden for alt det vi kalder 'vores verden' står solen op og solen går ned... hver dag.
Den skinner en gang i mellem på det østre vindue i den gamle kirke...

Højt oppe skinner den... så højt at vi må ranke os for at se... rette os op fra vores navlebeskuelse... og se højere, se længere, se dybere... og forstå:

At Gud er Gud og vi er hans skabninger. Vi er hans børn. De børn han elsker...

Døden på is

Hvilken værdi har et liv ?

Her er hundrede vis af fugle ved det åbne vand. Og så er der resterne af en svane...

Sporene i sneen fortæller én historie.
Ræven og andre fugle kommer nu lettere igennem den sidste del af vinteren. De blev mætte.

Antallet af fugle ved den store vove, fortæller en anden historie.
Det er de mange der overlever og de få - svage - der bukker under.

Men så er der den sidste historie; svanens historie.
Den er slut. Ja, den har fået "Fred" (...som der står på mangen en gravsten)

Åh, hvor jeg dog hader døden, lidelsen og forgængeligheden !
Jeg hader døden så meget, at det skriger igennem hele min forgængelige krop... at jeg aldrig kan forlige mig med den kendsgerning; at noget er definitivt forbi, med døden.

Livet er så uvurderlig værdifuldt... og døden så fuldstændig i strid med det rimelige.

Men Jesus sagde:
- Sælges ikke to spurve for en skilling ? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, i er mere værd end mange spurve.

(Matt 10: 29-31)

Når det er sagt... så vil jeg selv skrive den allersidste historie:

Heller ikke du eller jeg, kommer til at falde til jorden, uden at Gud er med os (eller som grundteksten skulle sige: Vi vil ikke falde UDEN FOR GUD). 

Han vil igennem trængsel, sygdom, lidelse og død være lige ved siden af os, hver dag ! 

Og på den sidste dag, vil han byde os velkommen HJEM !

Når Gud siger HJEM, så mener han HJEM. Et sted hvor vi virkelig vil føle os HJEMME !!!

Guds fred og alt godt... 

Bange, mig ?... øhhhhh !

Cirkelformet TRINY gudstjeneste med alterbordet i centrum -
efter keltisk forbillede !

Hvornår er jeg mest bange ?

Nu tænker jeg ikke på 'tøsedrenge-bange'.
Nej, hvornår er jeg mest bange for at alt går galt ?

Hvornår er det jeg tænker - det her går bare ikke ?

Usikkerhedens konstruktioner bygger sig op, langt over mit hoved.
Pludselig er alt rationel objektivitet, som blæst bort.

Den lille dreng, dybt inde i mit sind, kryber sammen med store skræmte øjne.

Jeg ved det godt:

Jeg er mest bange når jeg glemmer at jeg - også som voksen - er et Guds barn.

Frygten har størst magt, når jeg vil klare hele min verden selv (være min egen lille dumme gud) !
Frygten har mindst magt, når jeg siger til Gud; - i dine hænder lægger jeg denne dag, disse bekymringer, disse bange trættende spekulationer.

Freden er størst når jeg har den treenige Gud i centrum, af alt jeg foretager mig !

1. Johannesbrev kap 3, vers 1
Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! 

Tungsindets baromenter

Vandhøjden i Aarhus Å, markeret med is.

Husker du det ?

Tungsindet stod isnende koldt, til langt op på halsen.
Du troede det var slut.
Ville det stige bare få centimeter mere, var alt blevet sort.

Så faldt det igen.

Men bevistheden, mindet, lever videre.
Måle, se på kurver, fornemme retninger, mærke efter.
Det kan ske igen !

Forbandede målinger.

Må Gud komme med sin varme og smelte fortvivlesens og tungsindets historik.
Må Gud i stedet lægge minderne af sin trofasthed og kærlighed ind i vores sind.

Jesus må jeg i ånden trykkes ind til dit bryst, og mærke at du ER !

Selv træet danser mere end jeg !!!

Så tæt på vandet.

Mon dette træ, nogen sinde tænker på, hvor heldig det er ?

Der findes træer på grænsen til ørkner, træer der fældes i regnskoven, træer som ødelægges af hærværksmænd.

Her står den og bliver bare nydt, aldrig truet af tørke, aldrig på vej i glemsel.

Lykkelige træ.

Sikke noget vås. Træer har ikke følelser, som vi mennesker. Træer er træer. Men når mennesker glemmer taknemmeligheden over det liv de har fået givet, og de velsignelser Gud tilstadighed giver dem... Så er den gal.

Selv det uforstandige træ lader sine grene danse en lovsangs-dans, som tak til sin skaber... Hvor meget mere skulle vi ikke gøre det samme, vi som dog har fået  tankens og forståelsens gave !!!

Når det 'enkle liv' går over grænsen

Denne blog bliver skrevet på min smartphone.

Januar måned i år var måneden med fokus på enkel livsstil. 

Og pludselig ser min skærm på Macbooken sådanne ud.

Nu var det ikke lige det jeg mente, da jeg bad Gud om at vise mig veje til et mere enkelt liv. (For retfærdigheds skyld skal siges; Det var egen skødesløshed og ikke Gud der beskadigede ydersiden af skærmen)

Hermed en alvorlig advarsel. Hold op med at bede Gud forandre noget som helst i dit liv, hvis du ikke vil udfordres... og i sidste ende få et rigere liv !

PS hvis du ikke lige kan se det... Så var der et helt hoved af en fantastisk krokodille på skærmen - før skærmen fik dødsstødet !

Forgængeligheden burde stoppes

Her kvidrede de små fugle i sommers.
Vi kunne nyde kaffen i skyggen.
Der var noget hyggeligt, huleagtigt over dette sted.

Jeg gider ikke engang sætte mig og nyde varmen fra bålet.

- Det var da ikke nødvendigt.
- Nu er det hele så åbent.
- Ingen hule, ingen læ, ingen små hoppende fugle.

Jeg går videre med en fornemmelse af "forgængelighed".

Sært som det påvirker mig.

Jeg bliver nød til at turde se forgængeligheden i øjnene... se længere... se højere !

Bænkene bliver også hurtigere tørre, når der komme mere luft til...

Forandrings geist og tabt mod

Første aften i det nye år.
Brabrandstien.
Hundeluftning.

Daglig rutine sidste år.
Fortsat rutine i år.

Sådan er der mange ting,
som ikke ændres,
med et årsskifte.

Ting flytter umærkeligt med,
over i det nye år.
Om få dage husker vi også
at skrive datoen rigtig -
hver gang !

Drømmene om forandring topper.
Kampen mod de dårlige vaner og mønstre sættes på uhørt prøve.

Den lille optimist springer op på bordet og råber:

"Det lysner hver dag en lille smule mere.
Det går mod lysere tider.
Det skal nok gå..."

Jeg ser på mørket omkring mig - og inden i mig.
Sikkert siver det gryende mod ud igen.

Når al kamp for forandring mister sin geist - høre jeg fra Bibelens blade:
"Guds nåde, kærlighed og barmhjertighed er uændret og uforanderlig"

Så bliver der alligevel kræfter til at få fokus væk fra egen navle og hen på de opgaver der ligger i det nye år.

Guds fred og velsignelse over det nye år !