"We fall down, we get up" - is på cykelstien !

Så skete det... is-glatte cykelstier !!!

Det er ingen sag at cykle lige ud.

Cykelhjulene virker som gyroér der holder det hele oprejst. Fantastisk. Fysik er fantastisk.

Men det er svært KUN at cykle lige ud.

Og pludselig skal man forholde sig til andre fysiske regler og love, f.eks. tyngdekraften, centrifugal kraften og Newton... Specielt når der er is, mellem dæk og vejbelægning.

På vej på arbejde i dag, mødte jeg 2 styrtende morgen cykelister. Små dele blev slået af cyklerne, skærme blev presset ind mod dækket og så de blå mærker...

Og så er det bare med at komme op på sadlen igen...

At falde... er noget vi alle gør... og så tænker jeg på denne sang; "We Fall Down" af Bob Carlisle

Og sangen slutter af med disse ord:

Cause if the priest who fell Could find the Grace of God To be enough 
Then there must be some hope For the rest of us 
There must be some hope left For us

We fall down, we get up 
We fall down, we get up 
We fall down, we get up 
And the saints are just the Sinners 
Who fall down and get up

Stille, stille, stille...

Aften over Brabrand Søen.

Stille min sjæl, stille for Herren.

Fuldmånen er i ryggen,
den forgangne dag
forsvinder under horisonten i vest.

Stille min sjæl, stille for Herren.

Stille, stille, stille...
og erkend, min bekymrede sjæl;
at Gud er Herre.

Himmellegemernes Johannes Døber.

Fuldmånen lyser på nattehimlen.
Du vidunderlige måne.

Og dog er det ikke dit lys. Du reflektere det blot. Du sender blot lyset videre til os, for hvem solen er skjult i natten.

Du er som et lysende håb i mørket. Et fyrtårn der viser hvad vi andre ikke kan se. At lyset ikke er slukket for altid...

Vintræet hænger med bladene. Nu er det definitivt slut i år med friske nyplukkede druer på havergrynene. Muggen breder sig i klaserne, nu frostskaderen viser sig.
Koldt er det, koldere vil det blive.

Men månen, vil måned efter måned, komme frem - vekslende i form og lys, fra nymåne til fuldmåne, fra aftagende til tiltagende... Når rytmen har gennemlyst sine faser et par gange... har solen snart nået sit endelige lavpunkt for denne vinter... og månen vil triumfere med solen og vi vil igen bevæge os mod forår og sommer.

Du himmellegemernes Johannes Døber... vis os at HAN kommer...! (Joh.evg. 1)

Bladfald i 'dødens have'

Bladene falder.
Nogle træer lader dem falde langsomt og over tid.
Andre kaster det hele, som var det en sommerkjole.

Nøgne står kronen.
Det gule klæde, dækker jorden.

Her på kirkegården fejes klædet snart op.
I stedet dækkes gravene af grankviste.
Første søndag i advent, er det klart.

Kronen står dog fortsat nøgen.
Grenene tegner streger på den blå himmel.
Melder klar til frost, klar til vinter.

Stammen har fået en år-ring mere.
Rod nettet har bredt sig yderligere.

Kom an vinterstorme.
Kom an kolde vind.
Kom an isslag og sne.
Kom an, alt det som er vinter.

Vi vil med træet kæmpe os igennem, kulde og frost.
Vi vil tage om de små kviste og se næste års skud.
Vi vil minde hinanden om at;
uanset hvor små og uanselige de små skud er,
så gemmer de alt det der skal bruges til foråret.

Vi vil kikke os omkring i troens have.
Vi vil tage om de små kviste på troens træ.
Vi vil kysse dem, holde dem ind til hjertet.
Vi vil minde os selv og hinanden om ordene;

"Det er fuldbragt !"

Og troens øje ser ikke 'dødens have' - men LIVETS HAVE !

Sparke blade og tungsind

Så fik vi den første, rigtige nattefrost.

Vandet fryser og udvider sig, helt i modsætning til de fleste andre materialer. Cellevægge bryder sammen. Celle efter celle kollapsede.

De næste dage, ser vi flere og flere planter, blive smattet og forgå. Nu skildes de mindre hårdføre planter fra de mere bestandige.

Det begynder at gå stærkt.

Nogle træer står helt og totalt nøgne. Alle bladene ligger omkring stammen, som tøj der er krænget af.

Vi som elsker at 'sparke blade';
Nu skal der gåes tur !!!

Frakkerne, halstørklæderne, vanterne og huerne findes frem.

Nu går vi de sidste par måneder i møde, før vintersolhverv... Vi kan godt, vi har gjort det før...

Vidunderlige årstider. Vidunderlige rytmer.

Lad os sparke tungsindet af os, smile til hinanden og give os efteråret i vold.

Sommertid - tak for denne gang - vi ses til næste år !!! Livet længe leve... vi har håbet !!!

Dødens ikke-triumf

Her ligger den. Dens fjedrede venner var fløjtet ind i vores trælast, igennem de store åbne porte. Men denne lille fyr var kommet helt ind i butikken. 

Her kunne den ikke blive. Den ville aktivere vores alarmer efter fyraften. Den måtte ud.

Den forstod budskabet og fløj mod lyset... men rammet glasset i et lukket vindue...

Så fin, så lille og fuldendt... men nu... død.

Vi ventede lidt, måske var den bare slået bevidstløs ! Men nej. Den blev liggende.

Jeg tænkte på Kaj Munk. Kunne jeg dog bare lægge min hånd på den lille skabning. Bede en bøn. 

Se den spjætte, baske med vingerne, komme på benene, hoppe en gang eller to og så svinge sig op i luften med en jublende kvidren.

Men jeg var ikke den lille barnlige Kaj Munk. 

Jo, jeg ved godt hvad der skete i skuespillet "Ordet". 

Men jeg ved også godt hvad der skete i virkeligheden. Skuffelsen da Kaj Munks plejeforældre kom hjem fra begravelsen og den lille Kajs elskede lærer´s hustru IKKE var blevet 'oprejst fra de døde'.

I morgen tidlig er den lille ven sikkert væk... gået al kødets gang.

Døden... jeg bliver aldrig fortroligt med døden... men har dog stadig det naive håb, at døden har fundet sin overmand... og Han... sender sit levende lys ind i denne verden... provokerende og triumferende !

Overrumplende kærlighed

Mejeredderkoppen. 

I hjørnet over spejlet i badeværelset.

Lille bitte væsen.

Jeg kikker mig i spejlet.

Væver af det fine tætte spind.

Stille, ubevægelig.

Lille slider.

Storfanger af flyvende små kryb.

Jeg kikker mig i spejlet.

Vævet sammen i kærlighed.

Skaber af stort og småt.

Kender dette lille overselige væsen.

Han elsker denne lille; skaberværkets brilliant.

Jeg kikker mig i spejlet... 

og Skaberen elsker mig... 

...sammen vævet i kærlighed... 

UFATTELIG

Keltisk inspireret kristendom = Anti-kristeligt New Age ???

Der er mange ting der ligner noget... og er noget helt andet !

Denne svamp er en 'Blågrøn Bredblad' (Stropharia cyanea) og ser frygtelig giftig ud. Nogle svampebøger beskriver den som en spisesvamp, andre skriver den er 'ikke anvendelig'...
men altså ganske; ugiftig.

I dag fik jeg stukket en artikel op i næsen. - "Er det, det her du tror på ?".

Artiklen som i kan læse: HER 
beskriver inspirationen fra den keltiske kristendom - som vranglære.

Jeg er ikke nogen stor teolog eller vismand. Jeg kender ikke denne Eskild Særkjær, og ikke hans kilder og bevæggrunde.

Men jeg ved at jeg 100 % kan stå inde for den teologi Anam Cara i Danmark og Anam Cara i Norge står for. Ligeledes er jeg ganske tryg ved det som foregår i det engelske fællesskab; "Community of Aidan and Hilda" (A&C) på The Holy Island; Lindesfarne.

Med min indremissionske baggrund har jeg intet sted følt mig så godt hjemme - i mange år - som i mødet med de ovennævnte fællesskaber.

På det varmeste må jeg anbefale bogen Ray Simpson (anglikansk præst og med stifter af A&C) har skrevet: "Keltiske Spor" . 100 % funderet på skriften og med rødderne dybt nede i noget 'oprindeligt'.

Og ja, jeg ved godt at New Age og ligeledes mennesker med et liberalt bibelsyn, har taget meget til sig fra den Keltiske Kirke og brugt det i deres sags tjeneste. Og ja, der er sikkert meget der går under navnet 'keltisk kristendom', som ikke er sandt... sådan har Satan det med at fordreje så meget...

Men derfor må vi ikke lade os skræmme, og smide dette 'barn' ud med badevandet !!!

Når det sande lys, oplyser...

Vi havde besøg af DR Kirken i Aarhus Valgmenighed i dag.

Ud over at opleve vores pressede præst få pudret næse og pande, foran hele menigheden, skulle Keld Dahlmann holde en prædiken på kun 8 minutter - WOW - det var ikke let ;-)

Gudstjenesterne bliver vist over 3 søndage i november, på DR1.

Men TV folkene havde brugt en del krudt på at belyse kirken... og pludselig lyser der en due ud af den sorte MDF plade, som bliver brugt som rumdeler... og aftegner en 'næsten' levende due på den grå beton !!!

Meget kan 'skæres ud i pap' eller i sort MDF plade. Men sandhedens Ånd... Guds levende og virkende kraft og tilstedeværelse iblandt os, kan vi ikke i sandhed beskrive... Den må lyse sig ind i vore hjerter i tro...

Luther citat og GUDenåen

"Skaberværket er i sin helhed den allersmukkeste bog eller Bibel, hvor Gud har beskrevet og malet sig selv."

(Martin Luther WA 48. 201 (Noter))

Navnet "GUDenåen" får en helt særlig dybte i forbindelse med dette Luther citat.

Mon ikke bare vi skal lade citat og billede stå et øjeblik...?

Suget ud af bladet og ind i stammen !

Man kan næsten høre suget. Alt det 'grønne' trækkes ud af bladet og ind i stammen.

"Alt har en tid" - sagde Prædikeren i det gamle testamente. (Præd. kap 3)

Dette er også et af nøgleordene i den keltiske kirke. Bevægelserne i tidevandet, åndedrættet og årstidernes gang.

Vi moderne mennesker glemmer det bare.
Gud har indrettet hele skaberværket med rytmer og pulse. Der var en tid til at grønnes, en tid til at lave fotosyntes og vindruer og tilsidst en tid til at visne og dø.

Træd dog det skridt tilbage - her i efterårets tusmørke - og forstå at intet tåler max belastning, hele tiden. Vær ydmyg over for Skaberen og spørg;

• Hvad skal efterårets eftertænksomhed bruges til ?
• Hvad forstod vi og hørte ?
• Hvad er kursen, hvor ender vejen ?

Hemmeligeheden om "Stop-op-træet" !

Træet i skoven. Med en rod så stor som kronen, samler den væske til hvert et blad. Til fotosyntese, køling og næringsstoffers transport.

Stammen er knudret og minder om; at den står tæt på stien. Grene har ladet livet, for at vi kan komme tæt på. Så tæt at man med enkelhed kan stoppe op på cyklen. Til et lille rest.

Det er godt at kikke op... det er godt at kikke rundt... og når man har holdt et øjeblik; ser man det liv man ikke ser når man... 'ikke stopper op'.

Et "stop-op-træ"

... Jeg lader mine fingre hvile på dens bark og beder Himlens- og Jordens-Skaber om at velsigne den by hvor vi begge har slået rod ...

Giver det mening ? ... I kommer til at høre mere en anden dag; om skoven og dens Herre...

Døde Å, livstegn og mangfoldighed

Billedet er taget udover engen i den sydøstlige ende af Brabrand Søen. Døde Å løber her ud i engen og før den ender i Søen.

Døde Å løber forbi Viby Rensningsanlæg og siden under Skanderborg Motorvejen.
Men navnet fik den allerede i middelalderen.

Navnet referere til faldet på Døde Å. Faktisk fryser Åens overflade ved den første frost, hvis ikke der kommer væsentlig nedbør !

Men kommer der nedbør, svulmer Døde Å op, og stiger 50 til 100 cm i løbet af kort tid.

I dag var der rigeligt med vand i åen... Der var strøm og... liv.

Nogle åer strømmer;
- vildt og voldsomt - altid,
- nogle løber mere sindig, og
- nogle er som Døde Å.

Men alle er skabt til at lede vandet fra landet - mod havet.

Mon ikke vi mennesker også er forskellige; skabt til at lede Guds nåde og glæde videre... på hver vores måde ?

Hvem talte om klar og blå himmel ?

Efteråret er foranderligt. Den anden dag fik jeg skrevet; at luften i efteråret giver os mulighed for at se langt, fordi den er kold...

Det er også rigtigt. Er det højt og flot vejr, så er luften mere 'gennemsigtigt' - fordi luften indeholder mindre fugt.

Men er der skyer og frontsystemer, så er fugt jo fugt - og begrænsende for udsynet.

I går sad vi klinet til fjernsynet for at følge østrigeren 'Frit-fald-Felix'. Sikken en udsigt der er, der oppe fra kapslen.

• Udsigten - op ad - til det store sorte tomme rum. 
• Udsigten - lige ud - til den tynde blå skal der omslutter jorden; atmosfæren. 
• Udsigten til den jordoverflade han ganske få minutter efter skal sætte fødderne på.

I 39 kilometers højde ser tingene anderledes ud...
Fra mit 'lille sted' under skyerne ser tingene anderledes ud...
Men bedst af alt; fra Guds perspektiv ser vores liv - overgivet i hans hænder - meget anderledes ud.

Våd og blæsende morgen - sol og stilhed ved aften

Det har regnet og blæst det meste af morgenen og formiddagen. Men dagen ender med stilhed og solnedgang.

Hvor foråret var med et jordbundet blik, er efteråret det himmelvendte bliks tid.

I foråret ledte vi efter de små skud og blomster der væltede op af jorden. Nu er vi betaget af skovens gyldne bladpragt... den blå himmel, med de drivende skyer.

Den klare luft får os til at se op og se langt.

Måske er det også desperationen over den ufravendelige kendsgerning; dagene bliver kortere og kortere og nætterne længere og længere. Uundgåelig bringer det tankerne hen på forgængeligheden...

Kik op, fang solens stråler og tænd al det lys (gerne levende) som tiden kan trække - og husk at slukke det når vi går i seng.

Jægeren og dens bytte...

Jeg elsker katte. Deres selvstændighed, deres fokusering, deres evne til totalt at slappe af.

Denne kat er fast aktør på midten af Brabrand Stiens nordlige langside.

For det meste sidder den bare og holder øje med os der løber, går eller cykler forbi.

Men i dag har den lille stribede jæger, haft held til at nedlægge et bytte. En stor og prægtig gnaver. Flot gået.

Jeg tror bare jeg lader billedet stå... og glæder mig sammen med vores lille ven (altså ikke musen)...

Hov, bevægede musen ikke halen...

Sækkepibens grundtone... åhhhhhhhhhhhh

Sækkepibe musik... ja, det er jo... også en form for musik.

En vedvarende spillen på fløjden... upåvirket af vejrtrækningen, det er da... smart.

Men bagved, lyder der en stadig grundtone. En bund for melodien, som kendetegner instrumentet.
Kan man sige en kontroleret tinitus ?

I følge skotsk tradition, er denne lyd, et billede på Guds allesteds nærværendehed.

I Brabrand Søens sydøstlige hjørne ligger en bøgeskov. En god genvej til mit arbejde i den sydlige del af Viby.

Skoven er vidunderlig smuk. Store majestætiske bøgetræer... men igennem bøgeskoven løber Silkeborgmotorvejen.

Og så er det man skal til at vælge... Kan en motorvej ødelægge skovens skønhed.

Jeg forsøger at høre den dynamiske motorvejs grundtone som skotterne hørte sækkepiben...

Ja, det kan være svært, men skovens skaberværks-skønsang giver det hele en himmelsk lyd - og en vidunderlig dybde !!!

Måske skal jeg sætte mig ned og lytte til lidt sækkepibe musik ;-)

Se horisonten rundt, det mindste og ind i solen...

Livet er en forunderlig gave...

Vi glemmer det bare så let.

Mange ting vil tage fokus, og vi står der igen og beklager os over, økonomien, helbredet, arbejdet (eller mangel på samme), travlheden, tiden, de andres fejl (og hvis vi tilfældigt finde fejl hos os selv; vores egne)...

Så glemmer vi at se os omkring.

De keltiske kristne talte om at 'få ørnens øje'.

• Ørnen kunne flyve højt og kunne se horisonten rundt. 
• Samtidig kunne den svimlende langt og der se det mindste bytte. 
• Og så havde de en forestilling om at ørnen kunne se ind i solen, som den eneste skabning, uden at blive skadet.

Vi har brug for også at kunne hæve os op over vores små genvordigheder, sorger, frustrationer og se 'horisonten rundt'.
Og så har vi brug for at kunne se det (og de) små i det store.
Til sidst har vi muligheden for at se ind i det 'hellige' og mægtige... ind i det der er større end os selv.

Og så forstår vi at livet er herligt og rigt...

Aften stilhed ved Brabrand Sø

Somme tider har vi bare brug for at være stille... Stille og forstå at skønheden i skaberværket bare er givet os, for at blive ret indstillet over for noget der er større end os selv.

Stille min sjæl - forstå at Gud er stor.
Stille min sjæl - Han røre nu vor jord.
Stille, stille, stille !!!

Når han sender en Solsort med morgenhilsen...

Somme tider er den eneste bøn jeg kan bede, Jesus Bønnen; "Herre Jesus, forbarm dig over mig".

Uden at være skriftklog eller teolog vover jeg at tænke at forbarme og barmhjertighed har et fælles fokus punkt; BARMEN.

Når jeg beder Jesus Bønnen, er min længsel at Kristus vil holde mig helt tæt ind til sig. Så tæt at jeg får fokus på hans hjerteslag og ikke min egen stakåndethed.

I morges bad jeg Bønnen igen og igen. Jeg sad på min Karmelitter bedeskammel ved det store stuevindue mod syd. Pludselig kom en Solsort flyvende og baskede sig ind i mellem bladene på det vintræs-bladdække vi har over vores altan. Her fandt den en god gren at sidde på og begyndte at spise vindruer. De få store druer, var svære at få ned... men de mindre gled let inden bords.

Her sad den godt beskyttet af morgen blæsevejret, i mellem vintræets blade... og havde slet ikke travlt...  og jeg... jeg blev bare stille - og taknemmelig.

Tak Gud at du sendte din lille budbringer, for at fortælle mig - endnu engang - at du giver hvile, føde og læ til dine mindste skabninger... hvor meget så ikke mere mig, jeg lidettroende !!! (Matt 6:2 ff)

___

v25  Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26  Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28  Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29  Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31  I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32  Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33  Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Necessary Storms (nødvendige storme)

Når efteråret trækker op, trækker tungsindet også op for nogle af os.

Der til kan komme stormvejr. Modvinden bliver til at tage og føle på. Ting blæser i stykker omkring os. Og noget som var naglefast i stille vejr... det ligger krøllet sammen et andet sted !

Kirk Franklin introducerer et af sine albums med en betrakning om 'Necessary Storms'. Der findes storme som er nødvendige. Der findes en modstand der er nødvendig. En bevægelse ind i det svære, som er nødvendig.

I dag hvor lidelse og modstand er noget vi betaler os fra, er det svært at forstå at man i Guds Riget - ser storme som en nødvendighed.

Men vi ved det jo godt. Vi ved vor godt det er at sidde og lytte til mennesker der er blevet 'hærdet' op igennem storme. Som har erfaringer med livet, både det gode og det onde. Der er ikke noget der er mere trygt at læne sig op af, end af et menneske der har prøvet livets storme, og set at noget større holdt !

Så lad os ikke miste modet. Bliver det mørkt omkring os, blæser det en 'halv pelikan' lige ind i snuden... så vid at der er Necessary Storms.

Og så kan i lige læne jer tilbage og tage et smile... I smile

Om at vandre... på et løbebånd

"Man kan ikke bade i den samme flod to gange !"

Sådan lyder et ordsprog.

Men det er så trygt at kende noget der er ens fra gang til gang. Den samme å, den samme sti, de samme mennesker.

"Livet er en vandring fra Vugge til Grav"

Et andet ordsprog... og så opføre vi os alligvel som om vi går på et løbebånd...

Vi går og går, men oplever at jorden bare 'ruller rundt' under vores fødder. Vi bliver i vores egen lille verden og oplever ikke at livet faktisk er en vandring, fra sted til sted.

At voksne og modnes kræver en bevægelse af os som mennesker.

Et gammelt og skræmmende ord, som er ved at være uddød i kirken, er "Helliggørelse". Det kan smage meget mærkeligt i munden, men der er bevægelse i ordet... ud over det - forstået ret - indeholder ordet meget, meget, mere godt (men det er en anden sag).

Lad os træde ned af løbebåndet - og udforske åen, stien og de mennesker der omgiver os !!!

Alvarsel mod glatte cykelstier...

Det er ingen sag at køre lige ud af landevejen. Det er ingen sag at køre stærkt på langsiden af Jyllandsringen. Det er ingen sag at cykle lige ud af Brabrandstien, på vej på arbejde.

Det er i svingene udfordringerne ligger.

Centrifugalkraften hedder fænomenet. Man presses ud ad i kurven, og jo bedre dækkene 'bidder sig fast' i underlaget, jo mere presses man.

Men hvad så når underlaget er 'plasteret' til med en lind mos af nedfaldne blade ?

På Brabrandstien, lige syd for broen over åen i østenenden, der står nogle store træer. Lige nu kaster de deres blade... og de lægger sig på cykelstien, hvor den drejer. Her skal man passe på.

Det er ingen problemer i at leve et liv... lige ud af landevejen. Livet køre på auto-pilot.
Men somme tider udfordre livet os med sving... og her skal vi holde tunge lige i munden. Her er det godt at være en god bilist, racerkøre eller cyklist.

Kend dig selv, farten ned, fokus på faren, MEN MEST FOKUS PÅ LIVETS HERRE !!!

Tænk på; Gud blev menneske. Levede et helt menneskeliv. Blev prøvet i alle ting. Og stod distansen !!!
Hvorfor ikke bruge ham som sparringspartner, både lige ud af landevejen og i det smattede sving.

PS der er en himmelvid forskel på køreturen i de to biler i bloggen. I den gule sidder jeg ved rettet, og ikke mindst med fødderne på koblingen. I den nederste er rettet overladt til Le Mans vinderen; Casper Elgaard.

Snart mere gul end grøn...

Efteråret har etableret sig.

Bladene har afgivet de mange værdigfulde næringsstoffer til stammen, og er blevet gule. Bladet har afgivet sine grøn-hed, og et 'afløvnings homon' løsner bladet fra grenen. Blad efter blad løsner sig, og daler ned mod jorden.

Alt har sin tid... denne sommersæson, nummer 2012 i vores tidsregning, har sin tid. Der løsnes og noget nyt kan forløses.

Stille og majestætisk bliver luften klar. Den kølige luft kan ikke rumme så megen vanddamp. Himlen bliver mere blå, mere dyb, luften mere gennemskuelig.

Efterår er forgængelighedens årstid. Forfald, henfald, dødsfald.

Men for enhver som ejer troen på et evigt liv, er det håbets tid. Det er tid; for at se forgængeligheden i øjenene, men også tid for at se ind i den klare, kolde efterårsluft... og se længere.

På den anden side... på den anden side den lange vinter, venter et nyt forår. Se igen på grenen der har mistet sit sidste blad; der´ sidder de nye færdigudviklede knopper, klar til forårets varme og liv.