Det har regnet og blæst det meste af morgenen og formiddagen. Men dagen ender med stilhed og solnedgang.
Hvor foråret var med et jordbundet blik, er efteråret det himmelvendte bliks tid.
I foråret ledte vi efter de små skud og blomster der væltede op af jorden. Nu er vi betaget af skovens gyldne bladpragt... den blå himmel, med de drivende skyer.
Den klare luft får os til at se op og se langt.
Måske er det også desperationen over den ufravendelige kendsgerning; dagene bliver kortere og kortere og nætterne længere og længere. Uundgåelig bringer det tankerne hen på forgængeligheden...
Kik op, fang solens stråler og tænd al det lys (gerne levende) som tiden kan trække - og husk at slukke det når vi går i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar