Her ligger den. Dens fjedrede venner var fløjtet ind i vores trælast, igennem de store åbne porte. Men denne lille fyr var kommet helt ind i butikken.
Her kunne den ikke blive. Den ville aktivere vores alarmer efter fyraften. Den måtte ud.
Den forstod budskabet og fløj mod lyset... men rammet glasset i et lukket vindue...
Så fin, så lille og fuldendt... men nu... død.
Vi ventede lidt, måske var den bare slået bevidstløs ! Men nej. Den blev liggende.
Jeg tænkte på Kaj Munk. Kunne jeg dog bare lægge min hånd på den lille skabning. Bede en bøn.
Se den spjætte, baske med vingerne, komme på benene, hoppe en gang eller to og så svinge sig op i luften med en jublende kvidren.
Men jeg var ikke den lille barnlige Kaj Munk.
Jo, jeg ved godt hvad der skete i skuespillet "Ordet".
Men jeg ved også godt hvad der skete i virkeligheden. Skuffelsen da Kaj Munks plejeforældre kom hjem fra begravelsen og den lille Kajs elskede lærer´s hustru IKKE var blevet 'oprejst fra de døde'.
I morgen tidlig er den lille ven sikkert væk... gået al kødets gang.
Døden... jeg bliver aldrig fortroligt med døden... men har dog stadig det naive håb, at døden har fundet sin overmand... og Han... sender sit levende lys ind i denne verden... provokerende og triumferende !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar