Himmellegemernes Johannes Døber.

Fuldmånen lyser på nattehimlen.
Du vidunderlige måne.

Og dog er det ikke dit lys. Du reflektere det blot. Du sender blot lyset videre til os, for hvem solen er skjult i natten.

Du er som et lysende håb i mørket. Et fyrtårn der viser hvad vi andre ikke kan se. At lyset ikke er slukket for altid...

Vintræet hænger med bladene. Nu er det definitivt slut i år med friske nyplukkede druer på havergrynene. Muggen breder sig i klaserne, nu frostskaderen viser sig.
Koldt er det, koldere vil det blive.

Men månen, vil måned efter måned, komme frem - vekslende i form og lys, fra nymåne til fuldmåne, fra aftagende til tiltagende... Når rytmen har gennemlyst sine faser et par gange... har solen snart nået sit endelige lavpunkt for denne vinter... og månen vil triumfere med solen og vi vil igen bevæge os mod forår og sommer.

Du himmellegemernes Johannes Døber... vis os at HAN kommer...! (Joh.evg. 1)