Koboltblå håb

Der er så mørkt for tiden.

Solen slæber sig op over horisonten.
Midt på dagen har den ikke flere kræfter.
Så falder den igen ned. Ned. Ned.

Og så bliver det også i dag, nat allerede sidst på eftermiddagen.

Det er ikke let at holde modet oppe, i november.

Så kikker jeg over i vinduskarmen.
Der står de koboltblå glas.

Jeg hørte en gang en præst sige, at han mente at koboltblå var det tætteste han kom på en hellig farve. Argumentationen har jeg glemt. Men konklusionen har jeg gemt i mit hjerte.

Mine koboltblå glas står der i gråvejrs-lyset og kaster deres små blå skygger. De minder om sommer himlen. Om det uendelige, om det evige, det uforanderlige. De minder om en Gud som kalder sig verdens lys. En Gud som har kaldt mig ved navn, som har sagt; jeg er hans barn!

Så lad bare mørket komme tættere på. Tag bare det sidste sollys fra mig. Lad bare de regn klamme skyer tro de får det sidste ord...

Jeg vælger håbet. Jeg vælger troen. Jeg vælger kærligheden!!!

...i lyset af håbet!

Jeg svæver igennem dalen. Bjergene løfter sig mod himlen over mig. Under mig løber floden igennem dalengen.

Bjergenes tinder er klædt i koldt hvidt sne. I dalen under mig skinner brune og gule farver om kap med mit sindets melankoli.

Der er ingen vej tilbage, videre og videre svæver jeg. Tiden går og efteråret vil afløses af vinter.

Så vil skønheden her forsvind. Brunt og gult vil blive sort og gråt under sneens hvide lagen. Frossen og kold vil tingene gå i dvale…

Men en morgen… vil fuglene overraske os, med noget så eventyrligt som en forårs sang. Sneen vil smelte, krystal for krystal, dråbe for dråbe. Solen vil kravle højere og højere op over bjergenes øverste kant, og vil trænge dybere og dybere ind i dalen. 

Ja, alt vil blive klamt og vådt… men om et øjeblik vil de første spire bryde frem… og livet tager endnu et år…

Efterår, jeg elsker dig i lyset af ‘håbet’,

Liv i 3 akter

1. Nattesyner

Stor sorte skyer trævler den bleg mørke nattehimmel op i strimler. Forvredet og forpint, vender jeg ansigtet mod mørket og skriger. Et åndeløst og tavst skrig.

Intet svar. Alt er svar. Intet.

Jeg sparker ud efter knolde af ler på mine støvler. De er tunge. Der er intet ler. 

Men smerten, fortvivlelsen og forpintheden, skære i mine lunger.

Stadig intet svar.

Jeg vrider mine hænder, som en gammel tandløs kvinde. Forvrænger mit ansigt. Kaster hovedet bagover. Fortabt. Opgivet. Aflivet.

Ingen høre mit råb. Alle vil forstå, en dag. Ingen kan forstå, i dag.

Kunne jeg bare flænge min kjortel. Krænge en sæk over min usle krop og rulle mig i aske.

Kunne jeg bare løbe nøgen omkring. Løbe i zig-zak medens jeg slår mig selv omkuld, med knyttede hænder. Kunne jeg bare lade fråden løbe og jamre som en galning.

Men jeg er et civiliseret menneske. Jeg er pæn og ordentlig. Bare rolig, jeg skal nok holde facaden.

2. Elevatoren

Lyset i ‘pil op’ og ‘pil ned’ er slukket. Ingen summen. Gangen er øde og forladt.

Men nedefra lyder skrig. Inde fra elevatoren. Bag den lukkede dør. Der siver sprækker af lyde ud. Som fra en bundløs, endeløs elevatorskakt trænger et råb om hjælp ud på første sal.

Jeg føler på døren. Den er kold og mørk. Jeg mærker træk. Hvor er ‘nødåbningen’? En lille rude man kan knuse og alt ordner sig? Den er væk, skjult, ikke til at finde.

Og så løfter der sig et lettelsens suk. En teknikker med kasket, værktøjsbælte og smækbukser. Døren springer op. Men vi stivner. Suget er enormt. Ind og ned. Ind og ned. Ind og ned.

Og nu dør lyden ud. Det er slut. Det er forbi. Det er sket. Intet håb. Ingen vej tilbage. 

“Slå hellere det døende dyr tre gange mere i hovedet med den store sten. Så er det ovre, lad den ikke lide”

3. Alle veje tilbage

Stille. Løft dit hoved. Drik.

Løft dine øjelåg og se. Løft dit blik og se, ind i din Frelsers øjne.

Stille. Helt stille. Føl.

Føl, hjertet pumper. Føl livet vender tilbage. Strømmer ud. Uden modstand. Ud til hver fiber og celle. 

Der er håb. Håb for mere. Håb for lys. Håb for dage i morgen, i overmorgen, og dagene derefter.

Håb, mit barn, håb!

Nåde jeg ikke fortjener...

Det står på et utal af gamle gravsten: "Alt af Naade!"

Her er det broderet ind på et sort klæde, og sat i glas og ramme.

Det har sikkert hængt over en dør, eller et andet centralt sted i et hjem. 

I dag er det andre toner der lyder.

Reklamerne rækker os den ene forførende vare efter den anden, med ordene: "fordi du fortjener det!".

Hvorfor virker "Alt af Naade!" så helt anderledes?

Hvorfor er det som om, det er sætninger fra to helt forskellige verdner?

Måske fordi nogle af os oplever livets mørke sider.

Hvor smerte, fortvivelse og afmagt slå sammen over vores hoveder.

Øjeblikke hvor reklamens: "fordi du fortjener det!" - virker som det knytnæveslag ondskaben, smadre ind i ens kindben, så man sejler bagover.

"Alt af Naade!" er det glædelige budskab der lyder når alt er tabt.

Når jeg på trods af det jeg har fortjent, 

oplever at Gud rækker mig hånden og rejser mig op.

Ikke at jeg har fortjent det, men fordi har 'tjent' det for mig.

Derfor vil jeg råbe ud i ondskabens mørke nat: 

"NEJ, NEJ, NEJ jeg har ikke gjort mig fortjent til Guds kærlighed.

Skulle det gå efter fortjeneste, så var jeg fortabt i mørket...

Men nu rækker livets Gud mig sin kærlighed af bare NAADE!"

Derfor vil jeg også i dag løfte hovedet,

løfte det så meget jeg magter det...

og så vil jeg vove at tro det:

Jeg får ikke som jeg fortjener. I stedet får jeg ALT, af tro håb og kærlighed i livet, alene af Guds nåde.

Fra en drøm (i foråret 2000), over en kunstner, til håb i mit hjerte!

I den grønne keramiske figur, ser jeg to personer, som næste er opslugt i hinanden. 

Knuget sammen i sorg og fortvivlelse.

Med en paradisisk fortid bag sig, og en selvvalgt udstødelse foran sig.

De har måttet betale prisen for deres handlinger:

'UDDRIVELSEN' af Edens Have.

Sådan 'begynder' Arne Hauge Sørensens alterudsmykning i Gellerup Kirke. 

Sådan er udgangspunktet. 

I en gudløs verden, er det vel også endepunktet ?!?!?!

Men ikke i Gellerup Kirke.

For her er Kristus, placeret i CENTRUM, i et Golgata-motiv (forsoningen). 

Det ER fortsættelsen.

For hverken vi, eller Gud kunne bære, at 'UDDRIVELSEN' skulle være både begyndelsen og slutningen.

Derfor ender alterudsmykningen, længst oppe til højre med OPSTANDELSEN i Treenigheden.

Det ender med LIVET... Med en treenig Guds triumferende sejr over alt nød, død og fortabthed.

Forstå det eller ej, men det giver håb, midt i alt det håbløse!

Se mere om beskrivelsen af alterudsmykningen HER. 

Bl.a. hvordan en præsts drømme, kan blive til kunst ;-)

...den ufuldkomne Kristus-figur...

Kender du Thorvalsens Kristus-figur fra Domkirken i København? 

Så pompøs, pæn og perfekt!

Sådan er mit liv bare ikke! 

Derfor blev jeg så taknemmelig, da min kone kom hjem med ovenstående gibs-figur. 

Kristus-figuren har stået i hendes barndomshjem. Det er en del af historien. 

Men figuren må også have været væltet. Fingerne er slået af. Armene har været brækket af og groft klistret på igen. Kappen bag højre arm, hænger sært 'klattet' og sjusket ned...

Sådan er den Kristus der favner det uperfekte mennesker... 

Sådan er den Kristus der åbner armene for at favne den sårede og lidende...

Sådan er den Kristus der er grebet af vores sorg og magtesløshed, i denne faldne verden...

Esajas profeterede, flere århundrede før Jesu fødse,l om den kommende Messias:

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,

vi vendte os hver sin vej;

men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Esajas: 53:4-6

Ingen har fortjent den kærlighed. Men det er samtidig mit eneste håb.

Derfor elsker jeg den ufuldkomne Kristus-figur...

Holder det?

Hvad kan man, som menneske magte?
Hvor går grænsen?

Dagen er gået.
Solen er gået ned,
over onde og gode.
Over oplevelser der føltes onde, oplevelser der var gode.

Gik det?
Jo, det gik!
Men hvordan?

Lina Sandell, citere i den lille sang - "Kun en dag, et øjeblik af gangen" - 5. Mosebog kap 33:25b. I  den gamle oversættelse (1917/1931) lød: "...som dine Dage skal din Styrke være"

Er der en sammenhæng mellem udfordringerne, den enkle dag byder på - og den styrke vi får givet? Jeg spørger bare...

1. Kun en dag, et øjeblik ad gangen 
–hvilken trøst, hvordan det end mig går!
Hvorfor skal mig uro holde fangen 
–i min Faders hånd jo alting står?
Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag han også sende vil
mig den del jeg får af fryd og smerte,
som han ser, jeg trænger til.

2. Selv han alle dage nær vil være
give nåde for hver enkelt tid.
Hver en dags bekymring vil han bære,
»Kraft og Råd« han er for os med flid.
Han bevarer alle sine kære,d
enne omsorg tar han selv på sig.
»Som din dag er, skal din styrke være!«
Dette løfte gav han mig. 

3. Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dyre trøst forspilde,
som i Ordet er mig ganske nær.
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig, af din hånd jeg tage kankun en dag, 
et øjeblik ad gangen, 
til jeg når dit gode land.

Træt...

Det var en lang tur.
Alt for lang.
Det blev mere og mere svært at følge med.

Vi der gik på to ben, vidste at der ventede noget godt nær vandringens endemål.

Jenka, var bare træt.

Så måtte barndommens søndagsskole-hyrdebillede, realiseres.

Op på skulderen.
Op og puste ud.
Op og komme lidt til kræfter igen.

Det er godt om nogen bærer, om nogen tager ansvar for dem med de svage kræfter.

En af de smukkeste og mest elskede salmer i Gammel Testamente, er Salme 23 - om handler hyrden over dem alle:

Herren er min hyrde

En sang af David.

Herren er min hyrde,

han sørger altid for mig.

Han leder mig til grønne enge,

og fører mig til det friske vand.

Han giver mig mod på livet

og viser mig de sikre stier,

for han er en god og trofast Gud.[a]

Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,

har jeg dog intet at frygte,

for du går ved min side,

din kæp og din stav beskytter mig.

Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du gør mig til æresgæst

og fylder mit bæger til randen.

Din godhed og trofaste nåde

følger mig livet igennem.

Og jeg får lov at bo i dit hus,

for evigt og altid.

Livet på bedding?

Beddingen.
Retræte- og reparations-stedet for skibe.

Med en vis rytme er det vigtigt at komme her.

Bunden skal renses.
Reparationer skal udføres.
Dele skal skiftes.
Der skal bundmales.
Fribordet skal males eller poleres.

Skibet kommer ud af sit naturlige miljø.
Kommer på land.
Passes og plejes,
for at vende tilbage til havet igen.

Sådanne pauser har alle skibe brug for med faste mellemrum.
Det samme gælder for biler, flyvere og... mennesker.

Det Gud skabte menneske, har også brug for at trække sig tilbage. Hvordan ser vi det?
Jo, Jesus gjorde det selv.
Han havde brug for at trække sig op i bjergerne for at bede og være alene.
Komme til kræfter.
Få fyldt på.

Hvis skibe og Jesus havde brug for en bedding... mon ikke også du og jeg kunne have godt af det?

Det gamle sejlskibs sidste stik

Jeg kender hende ikke.
Kan ikke lige finde noget om hende på nettet.

Hvornår blev hun bygget og af hvem?
Hvor har hun sejlet?
Hvorfor endte hun her?
Hvilke drømme drev hende over havets bølger?

Uden at være særlig sejlsskibs kyndig, tænker jeg hendes dage er talte.

Hun er et vrag. Et vrag som står foran ophugning.
En ophugning som er blevet så mange andre skibes skæbne, igennem tiden.
Save, vinkelsliber og skærebrændere, vil skilde hende ad.
Del for del vil hun bliv sorteret op.
Noget til genanvendelse.
Andet til brænde.
Og måske vil et par dele ende hos antikvitets handleren.

En dag er det gode skib; "Courage" af Jersey, ikke mere!

Det giver et stik i hjertet. Endnu et uigenkaldeligt SLUT.
Stik, stik, stik... en på mindelse om altings endeligt.

Men som lægens vaccinations stik, er det - et eller andet sted i alt forfaldet - et godt stik. En påmindelse om at betænke de virkelige værdier. Betænke de ting som har evigheds betydning...

Stik, stik, stik... husk tiden!

"Myregift" for nisser

Et lille hus.
Romatisk og idylisk.
Stille og hengemt.

Duft af sommer.
Ferie.
Lange dage.

Kan vi fange øjeblikket?
Hælde det på flaske?
Forsvinde i en tidslomme, i en opknappet skjorte?

Gabet mellem hverdag og fest, mellem det grå og farverne, mellem afslapning og stress. Kan vi være i det?

Eller flytter nissen altid med...?
Nissen der tids-stjæler alting! Som altid gør fortids lidelser til nutidens...

Jeg vågnede i morges.
Vågnede med et løfte i ørene.
Et løfte som nisser aldrig afgiver: "Herrens... nåde er ny hver morgen!" *)

Hvad gør det ved en ny dag...?
Hvad gør det ved nissen der altid vil flytte med?


*) Klagesangene 3:23 (Fra Gl. Testamente i Bibelen)

Ser Gud og Digesvaler grænsebomme?

Her til og ikke længere.
Sådan står der på kortet over Langeland.

Digesvalen er lige glad.
Her har den sin rede.
Et hjem på grænsen til den Vestlige Østersø.

En rede, som bare er et hjem.
Den ved ikke, at den har den sydligste svalerede på Langeland.
Landegrænser betyder ikke noget for digesvalen.

Her er alt hvad den har brug for. Trygheden, maden, reden og et fællesskab med så mange andre svaler. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på landegrænser og deres berettigelser... men kan Digesvalen ikke have en pointe? (Den ved trods alt noget om alverdens lande og overvintre endda i Afrika).

Hvor den har rede, der har den hjemme! Kunne vi ikke behandle alle vore 'reder' med samme værdighed? ... og se verden uden grænsebomme? ... har vi 'rede' i Aleppo, London eller Magleby... en 'rede' er vel en 'rede'? Og vil det ske, at vores 'rede' ødelægges... så kan vi bygge et ny 'rede' et andet sted. Ikke...? En 'rede' er en 'rede'.

Lad os rykke lidt sammen og give plads til hinanden... til hinandens 'reder'. Og lad os så bare flyve drillende forbi hinanden. Op og ned, ud og ind... foran den sidste sandskrænt, før der står Tyskland på landkortet. Men det er jo bare noget der står på kortene...

Opløftende varm luft

Varm luft.
Varm luft kan løfte kurve med mennesker.
Varm luft (og damp) trak lange togstammer.
Varm luft - under kontrol - kan skabe underværker.

Men varm luft kan også signalere meningsløshed.
Når varm luft - uden rammer og retning - bare lukkes ud.
Varm luft, i form af f.eks. tomme ord, forgifter omgivelserne.

Det er pinse.

"Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem" (Apg. 2)

Var den luft, disse tunger af ild opvarmede, kontroleret og retningsbestemt?

Af hjertet: NEJ og JA!

NEJ: Guds Åndens kraft er altid uden for menneskelig kontrol og styring.
Den er som en varmluftsballon uden en menneskelig ballonskipper.

JA: Guds Åndens kraft er ALTID under Guds vilje, 'vildskab' og kærligheds bestemmelse.
Derfor drives den skipper-løse varmluftballon ofte overraskende og ukontrolleret, for os at se.

Løft hovedet pinsedag. Mærk luften. Lad dig drive med at Guds sande og levende varme luft; Helligånden. Og se hvor du ender...

Fra Mols til... Iona?

Det er forår på Skødshoved Bro Jollehavn. Sejlbåden venter på at blive løftet ned i havnebassinet. Ned i sit rette element.

Så kan den sejle ud i verden, eller bare ud på Aarhus Bugten.

Den kunne også sejle til Iona, ud for den Skotske vestkyst. Det gjorde den irske prins Columba i år 563. På Iona grundlagde Columba et klostersamfund. Klosteret blev senere udgangspunktet for genkristningen af de britiske øer, efter romerne (og med dem også den romerske kirke) havde trukket sig tilbage i år 410.

Men hvem vil sejle så langt i dag?
Hvem ville i dag, drives af et åndeligt kald?
Hvem vil gøre sin overbevisning til mere end ord?

Foran mig på skrivebordet ligger en lille bøn, som er tilskrevet St. Columba:

Tillid til Gud

Alene, kun med dig ved min side,
min Gud, står jeg ud på min rejse
Hvad skal jeg mon frygte, når du er nær,
O Konge af dage og nætter?
Jeg er mere tryg i din hånd,
end med en hel hær i ryggen!

Sæt dem fri!!!

4. maj.
Vi mindes...
"Vi mindes stille de tapre døde..."

De 5 forbandede år.
De dybe sår.
Afmagten, glemsel, fortrængning.

Vi mindes ofrene.
Ofrene for uretfærdigheden, hadet og undertrykkelsen.
Ofrene for dæmoniseringen. Dæmoniseringen som muliggjorde holocaust.

Skal de ofrer ikke være givet forgæves - under besættelsen - som satte vort land frit... må vi også mindes vor tids ofrer for uretfærdighed, slaveri, flugt og dæmonisering.

Sæt dem fri, med åbne arme!!!

Hvorfor kirketårnet er højere end kirkegårdsdiget!

Kirkegårdsdiget afgrænser mod syd 'de dødes have'.

Indenfor, i den indviede jord, ligger de jordiske rester af tidligere sognebørn. Udenfor løber hundene og leger.
Indenfor går de efterladte og passer de små gravsteder. Udenfor løber motionisten forbi på stien.
Indenfor visner blomsterne og gravene sløjfes. Udenfor leves endnu en dag.

Det er koldt ved kirkegårdsdiget i april. Det er koldt på grænsen mellem døden og livet... Men midt på kirkegården står kirken og peger med sit tårn mod himlen. Samme vej som Jesus for til himmels!

Og kirketårnet er så højt at det kan ses uden for diget. Hver morgen og aften kan kirkeklokken høres ud over sognet...
HUSK DET!
Kirkegårdsdiget er en grænse for en have, men troen på; at Jesus har sejret over døden... rækker langt længere ud!!!

Vi spilder vores tid ved at hjælpe!

For nogle er den ultimative frihed at sejle.

Kaste fortøjningerne. Sætte sejl... og verden ligger åben for én.

Frihed er en velsignelse og en gave, for nogle. Velsignelsen ses i vores Grundlov, et rigt samfund, fred, uddannelsestilbud til alle, ytringsfrihed, velfungerende sundhedssytem o.s.v.

Jeg læste, i min 'stille tid' den anden morgen, dette citat fra en undertrykt 'indfødt aktivist' et sted i verden:

"Hvis i er kommet for at hjælpe mig, spilder i jeres tid.
Men hvis i er kommet, fordi jeres frigørelse er bundet til min, så lad os vandre sammen!"

De ufrie mangler ikke hjælpere, men medvandrere!

Carmina Gadelica og en dreng i Thy

Vi har alle en historie. Vi vokser op. Drømmer. Vokser mere. Drømmer videre. Bliver 'til noget' (eller ikke). Og en dag ender historien.

Sådanne tanker sive ud af fotoalbummet, på reolen.

Jeg kan ikke huske hvad drengen tænkte den dag, hos skolefotografen på Koldby skole. Jeg tror han tænkte meget. Meget over det at være... om livet, verden, fremtiden og Gud.

Men det vigtigste der er at sige, er måske at der omkring ham var mennesker der holdt af ham og viste ham mere end fotoalbummet kan fortælle. De bad for (og med) ham, de velsignede ham.

I dag ligger der et lille visdomsord foran ham, nedskrevet af en gammel folkemindesamler fra Skotland. Det lyder sådan:

At fare i velsignelse

Velsign mig, O Gud,
jorden under min fod,
velsign mig O Gud,
den sti, jeg betræder,
velsign mig, O Gud,
det, jeg vitterlig søger,
Du, evigt evige,
velsign mig min hvile.

Velsign mig det liv
hvortil min hu står,
velsign mig den,
hvortil mine kærtegn er vendt,
velsign mig det,
hvorpå jeg bygger mit håb,
Du, kongernes konge,
velsign mig mine øjne.

(Tussegammel keltisk bøn, nedskrevet i Carmina Gadelica i 1800 tallet)

Grøn-freds-mos i hjertet

Blød grøn mos-skovbund.

Selv i april kan den jyske natur, udtrykke sig så mildt.

Mildt og fredfyldt.

Blødt og grønt.

Mildt og fredfyldt.

Alt det som verden råber på...

... får vi i et glimt, som en drøm, som et håb.

Fuglene kvidre.

Der en solsort, der en lille mejse.

Så langt borte er vi, at verdens larm og ondskab, 

ikke engang bag den fjerneste stamme, 

bagerst i skoven, omsluttes af andet end FRED.

Denne lille oase er en virkelighed, et sted i Jylland...

... ligesom volden, nøden og elendigheden er det,

andre steder.

"Min fred giver jeg jer... ikke som verden giver fred" - sagde en mand for ca. 2000 år siden. 

Den fred findes. Ikke i en skov, selv om billedet tyder på det. Den fred findes i hjerter der har fået den givet...

800 år gammel håndværkersjusk, afsløret

Jeg ved godt det er så dårlig stil. At finde andres fejl. Og nu endda lægge det ud på nettet.

Hvor meget dybere kan man falde?

Og mere dårlig stil; Observationen skete under tankeflugt til langfredags gudstjenesten.

Men HVORFOR lavede den stenhugger, i 1200 tallet, den fejl da han huggede den øverste båndfletning ud på døbefonden?

Følg et af båndene fra højre, mod venstre; under, over, under, OVER, OVER, under, over, under...

Var han stresset, overbelastet, fuld eller var det bare et uheld?

Eller er der en dybere mening?
Skal båndfletningen bare ikke være perfekte? Lige som vore liv ikke er perfekte?

Er det kirkens inventars prædiken? Kirken er for det/de uperfekte?

Egentlig giver det meget mening, når kirkens Herre i dagens langfredags budskab udråber; "Det er fuldbragt!"
Jesu død blev den fuldbragte og perfekte betaling/soning, for vores uperfekthed...

HALLELUJA


PS... Eller sker der noget, hvis man følger båndene hele vejen rundt? Jeg bliver nød til at se om kirken er åben i morgen!

Fantasi-guf

Hvad er nu det?

Ja, hvad ser du?

Sådanne en granplantage-skovbund, kan være guf for en fantasifuld hjerne. Ikke noget at sige til at man i mindre oplyste tider, kunne vride hovederne helt skæve med trolde- og spøgelses-historier. 

Sådan er vi heldigvis ikke længere. Her fascineres vi af den lille grans 'fald' og den hedegrus, den blotlægger omkring sine rødder. Efterfølgende trænger mosser, laver og et væld af microorganismer til. Og naturen går sin gang.

Og dog... Kender vi ikke godt tanken; "HOV, der var da hvis en grusom trold?"

Vi kan f.eks. træffe en masse slutninger, i løbet af det korte øjeblikke vi møder et nyt menneske. På under et sekund har vi besluttet om dette menneske er elskværdig, eller ej. 

Genialt i FLYGT/KÆMP valget (som ganske vist ikke i dag er vores primære valg). Ofte får vi ikke tid, til at kikke mennesket så dybt i øjenene, at vi ser det Guds skabte menneske. Det er synd!!!